De går hverken med munkekutter eller nonnedragter. Og de bor i almindelige huse og lejligheder, mens de passer et verdsligt job. Alligevel har de aflagt et højtideligt løfte om at følge en af de klassiske klosterordeners fromme livsform og udleve dele af munke- eller nonnetilværelsen i deres ellers almindelige liv. Det gør de igennem det, der i den katolske kirke hedder lægmandsordener.
Og mens klosterlivet generelt er i drastisk tilbagegang, oplever flere af lægmandsordnerne en stilfærdig medlemstilgang. I dag findes der i Danmark mindst fem aktive lægmandsordener i den katolske kirke med cirka 100 medlemmer i alt, og alle fem ordener melder om, at de stadig har tilgang af nye medlemmer. Flere af dem er ovenikøbet i vækst.
Vitaliteten i lægordenerne vidner om, at kristne søger derhen, hvor de kan få inspiration til deres trosliv, siger Niels Engelbrecht, generalvikar i den katolske kirke i Danmark.
”Jeg tror meget vel, at det kan hænge sammen med, at der ikke sker helt så meget i kirkerne som tidligere, blandt andet fordi antallet af præster er gået meget tilbage. Derfor søger folk andre åndelige centre for at styrke deres trosliv. Og der er klosterordenerne stadig inspirerende og relevante fællesskaber,” siger han.
Der findes flere forskellige slags lægmandsordener. Nogle er en del af strenge, indadvendte klosterordener såsom karmeliterne, hvor der er meget fokus på stilhed, bøn og spiritualitet. Andre er en del af mere udadvendte ordener såsom franciskanerne, hvor man forsøger at få indarbejdet nogle af Frans af Assisis tanker om at hjælpe fattige og nødstedte i sit liv.
Fælles for dem alle er, at man aflægger et løfte ved indtrædelsen, typisk efter en forudgående prøveperiode. Og at man derefter lægger sit liv om og forsøger at følge idealer og levemåder fra klosterlivet, for eksempel med tidebønner.
Traditionelt har lægordenerne, eller de tredje ordener som de også bliver kaldt, været for dem, der af den ene eller anden praktiske grund ikke har kunnet gå hele vejen til det krævende liv som munk eller nonne – for eksempel hvis de ikke havde helbredet til det eller allerede var i et ægteskab. Samtidig har ordenerne været et vigtigt organ for kirken til at nå bredere ud i befolkningen med åndelig oplæring, forklarer Sebastian Olden-Jørgensen, historiker ved Københavns Universitet.
”Længere tilbage i tiden har de tredje ordener været meget talrige. Dermed har de haft en klar breddevirkning eller multiplikatoreffekt for kirken. Det var en måde at udbrede klosterordenens spiritualitet ud over egne snævre rækker og inspirere til en kristen praksis langt ind i lægfolket,” siger han og tilføjer, at man derfor til en vis grad kan se lægordenerne som en slags vækkelsesbevægelse og Indre Mission inden for den katolske kirke.
Selvom lægordenerne i deres oprindelse er en katolsk størrelse, har idéen med tiden også bredt sig til andre dele af kirkelivet. For eksempel er 17 danskere tilknyttet et klosterinspireret, tværkirkeligt fællesskab i Bjärka-Säby i Sverige.
Alligevel er det svært at forestille sig, at ordenslivet nogen sinde skulle vinde bred udbredelse i folkekirken. Dertil virker klostertilværelsen for fremmed, vurderer biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden.
”Traditionen med klostre forsvandt med Reformationen. Og for langt størstedelen af folkekirkemedlemmerne i dag vil klosterlivet nok virke for fjernt. Men jeg kan godt se for mig, at der er en lille niche i folkekirken, hvor man er tiltrukket af fællesskaber med en fast åndelig praksis, og hvor lægordenerne kan virke inspirerende,” siger hun og tilføjer, at interessen for pilgrimsvandringer i folkekirken til en vis grad vidner om et behov for en åndelig praksis, så måske kan lægordener også have sin berettigelse blandt visse folkekirkemedlemmer.