Giv nydanskere konkrete muligheder for at blive kirkelige ledere
Massoud Fouroozandeh, cand.theol. og valgmenighedspræst i Danmarks første migrant-valgmenighed, Church of Love.
”Der findes et gammelt færøsk ordsprog, der lyder noget i retning af, at man med nye øjne får nemmere ved at se. Hvis vi formår at uddanne nydanskere som ledere i det danske kirkeliv, der til tider kan fremstå lidt gammeldags, så tror jeg, at kirken får langt nemmere ved at åbne for andre nydanskere. Jeg synes grundlæggende, at kirkerne er blevet bedre til at integrere, for flere præster er begyndt at invitere nydanskere ind i kirken. Her mener jeg særligt i folkekirkerne, der hele tiden har stået et stykke tilbage på området i forhold til frikirkerne.”
”Men vi mangler bedre muligheder for, at klæde nydanskere på som kirkelige ledere. Mange, der kommer til landet, har hverken sproglig eller økonomisk mulighed for at gennemgå en teologisk uddannelse, som det ser ud i dag. Jeg har gang på gang oplevet efterspørgsel efter sådan en mulighed, og derfor skal der udarbejdes en alternativ form for uddannelse. Hvert stift kunne være ansvarligt for at udvælge 1-2 nydanskere med potentiale, som først og fremmest blev tilknyttet som praktikanter hos udvalgte præster, der satte sig ind i, hvad det vil sige både praktisk og sprogligt at oplære nydanskere i præsteembedet. Man laver på den måde en gummibåd, der hjælper folk til at sejle hen til et større hangarskib. Hvis initiativet blot kunne generere et par enkelte nye præster med en anden kulturel og sproglig baggrund, er det en kæmpe-gevinst for vores kirker. Ikke blot tværkirkeligt, men også tværkulturelt.”
Genindfør det private skriftemål og skab rammer for livets store spørgsmål
Pia Søltoft er forfatter, ekspert i Søren Kirkegaard og sognepræst i Esajas og Christians Kirker i København.
”I mange år har man i kirken lagt vægt på at gå folk i møde der, hvor de er. Det har man for eksempel gjort ved at arrangere spaghettigudstjenester for børnefamilier i kirkelige rammer, og man har dermed fået kirken til at ligne et hvilket som helst andet sted, man kan spise sin aftensmad. Jeg synes, at man burde gøre mere ud af det omvendte. Vi lever i en overfladisk tid, der sukker efter autenticitet og et sted at tale om livets store spørgsmål. Det suk kunne man imødekomme ved at genindføre muligheden for det private skriftemål og samtidig gøre opmærksom på, at det tilbydes i kirken. Det er jo sådan set aldrig blevet afskaffet, men er blot ikke et sakramente. Hvis det fremgik af kirkens hjemmeside, at det var en mulighed, sammen med en kort beskrivelse af, hvad det indebar, tror jeg, mange ville benytte det.”
”Vi skal ikke være bange for at vise, at kirken er et helt særligt sted med rum til filosofiske og teologiske samtaler. Et sted, man kan gå hen for at få noget at vide og samtidig blive inddraget i dialog. Det kunne være i form af flere samtalesaloner i kirken, hvor man kan tage et særligt emne op som for eksempel en aktuel dødssynd, en dyd eller søndagens tekst og derefter inddrage de fremmødte i den pågældende dialog. Vi har enormt dygtige præster, som kan noget helt særligt. Det er vigtigt at holde fast i, for det er ikke en side, kirken så ofte viser.”
Kirken skal engagere mennesker, der aldrig kommer uden for døren
Karen Marie Leth-Nissen er teologisk konsulent i Lolland-Falsters Stift og har forsket i, hvordan folkekirken forandrer sig.
”Meget af det, der foregår i kirken, kræver, at folk skal ud af deres hjem for at være med. Jeg kunne ønske, at nye initiativer fokuserede mere på dem, der stort set aldrig kommer uden for en dør. Vi skal være nysgerrige på netop deres liv ved at mennesker fra kirken fysisk kommer ud og banker på døren. Én ting er, at præster kommer på husbesøg, men kirken skal kunne engagere sårbare mennesker, uden at det nødvendigvis handler om deres problemer.”
”Jeg kan nævne et eksempel fra Nordspanien, hvor der var et lillebitte kulturhus i en landsby, som havde det problem, at ingen af de lokale ældre kom. De mente ikke, at kultur var noget for dem. Så gik man ud og bankede på dørene for at spørge, om de ældre kunne bidrage til en udstilling med et fotografi, der fortalte noget om deres egen og landsbyens historie. Dét, at man inddrog borgerne og anså dem for en ressource, gjorde, at der pludselig opstod en interesse for kulturlivet blandt de ældre. Samme princip kunne man overføre til kirken herhjemme. For eksempel ved at gå ud og spørge, hvem der kender historierne bag de afdøde mennesker, hvis grave i øjeblikket bliver omlagt. Det skal ikke kun være præsternes ansvar, for kirken er jo meget andet end bare præster. Folkekirken er i forvejen god til at styrke mange netværk og relationer. Men jeg savner initiativer, der ikke skal plottes ind i en kalender, men som har fokus på at få øje på de mennesker, der sidder derhjemme.”