Hvilken betydning har Tidehverv haft på godt og ondt?

En biskop, en sognepræst, en litteraturprofessor og en professor i teologi giver deres bud på, hvilken betydning Tidehverv har haft

Fra venstre: professor i teologi, Svend Andersen, biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, sognepræst Merete Bøye og litteratur- og kulturprofessor Nils Gunder Hansen.
Fra venstre: professor i teologi, Svend Andersen, biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, sognepræst Merete Bøye og litteratur- og kulturprofessor Nils Gunder Hansen.

Svend Andersen, professor i teologi på Aarhus Universitet:

”Det gode ved Tidehverv har været, at de har sat en højt kvalificeret teologisk dagsorden. Dermed har de udfordret fagfæller af en anden observans til at strenge sig an i deres teologiske arbejde.

Tidehvervspræster har også traditionelt taget deres embede alvorligt og følt sig forpligtet på evangeliet. Desuden må man medgive, at mange tidehvervsfolk har haft en veludviklet humoristisk og retorisk sans.

Det dårlige er, at tidehvervsfolk har forenklet mange problemstillinger og tenderet til at latterliggøre deres modstandere. Og det nuværende Tidehverv er desværre blevet alt for politiseret gennem de tætte forbindelse til Dansk Folkeparti.

Desuden er de blevet så konservative i deres teologi, at de næsten ikke er til at skelne fra det Indre Mission, som de oprindelig gjorde op med.”

Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk:

”Det gode ved Tidehverv er, at de altid virker som en kritisk modkraft til tidens herskende teologiske tendenser. I begyndelsen var de et oprør mod tidens fromhed, hvor teologien var blevet meget inderlig og indadvendt, og i dag er det mere til den politiserende kristendom, som gerne vil gøre Jesus til en slags morallærer, der fortæller os, hvad næstekærlighed er, og hvordan den udmønter sig. Det er altid sundt at have nogen, der går i rette med moden og tidsånden, ligesom Tidehverv gør.

Det mindre gode er, at Tidehverv tidligere har stået for en afmytologisering, hvor de nærmest fik gjort det evige liv til noget, der kun var billedligt. Der kunne jeg personligt ikke være med. I dag er der en gren ud fra Tidehverv, der taler meget om remytologisering, og det synes jeg er positivt, men selvfølgelig skal Tidehverv også passe på, at de ikke ender med det, de gjorde op med – den for inderliggjorte fromhed.”

Nils Gunder Hansen, litteratur- og kulturprofessor på Syddansk Universitet:

”Det gode: Tidehverv er den stærkeste intellektuelle bevægelse i dansk teologi og kirkeliv i det 20. århundrede. Det internationale nybrud med dialektisk teologi og eksistensteologi fik en markant dansk stemme, der forvaltede nybruddet på sin egen måde. Alle de store universitetsteologer som Løgstrup, Sløk og Lindhardt var omkring bevægelsen og kom også på forskellig vis til at holde opgør med den. Fra 1960’erne blev Tidehverv med Søren Krarups forfatterskab en tiltrængt modstemme i dansk samfundsdebat, en slags stedfortræder for en intellektuel borgerlighed, der var en mangelvare i Danmark i hele efterkrigsperioden.

Det mindre gode: Ligesom andre uformelt organiserede bevægelser med et stærkt indre sammenhold bryder Tidehverv sig ikke om at blive iagttaget, beskrevet og analyseret udefra. ’Man skriver ikke om Tidehverv, man skriver i Tidehverv’, hedder det med en gammel vits.”

Lise-Lotte Rebel, biskop over Helsingør Stift:

” Tidehverv har fra begyndelsen sat den teologiske barre højt. Forkyndelsen er båret af et oprigtigt ønske om at forkynde evangeliet med fokus på det evangelisk lutherske. De har defineret sig selv negativt – som modstandere af aktivisme, Kirkefondet og kristelig moral. Det er positivt med understregningen af, at Guds Ord ikke er en menneskelig besiddelse, men er Kristi Ord, der lyder til os i forkyndelsen. Luften blev renset for fromme fraser.

Præmissen var oprindeligt en kamp mod kirkelig fromhed og religiøs kristen idealisme. Dette kræver selvsagt en jordbund af dansk folkelighed, hvor alle er med i folkekirken. Nu er kampen en anden. I dag er det snarere en kamp for at fastholde Danmark som et kristent land. Derfor retter Tidehverv i dag ikke skytset imod kirkelige fromhedsbevægelser, men mod kulturradikalisme og den politiske elite. På grund af indvandring, traditionstab og ændringer i befolkningssammensætningen står kampen et andet sted.”