Prøv avisen
Interview

Pernille Aalund: Hvis du har fundet vejen til Paradis, skal du også dele den med andre

”Jeg er vokset op med kristendommen som en naturlig del af mit liv, men den har først virkelig fået tag i mig, efter jeg holdt op med arbejde for nogle år siden,” siger Pernille Aalund. – Foto: Lene Samsø.

Verden bliver ikke et bedre sted, hvis man holder vigtige indsigter for sig selv af frygt for konsekvenserne. Det budskab finder forfatter og foredragsholder Pernille Aalund i den tekst, der prædikes over i landets kirker denne søndag

Sidste år begyndte Pernille Aalund at invitere fremmede folk med sig i kirke. Den tidligere direktør i Aller Media havde selv oplevet en ny, stor glæde ved at stå op søndag morgen og tage til gudstjeneste i Ledøje Kirke vest for København, og når hun sad i rummet, føltes det som at være en del af en gammel tradition og et fællesskab. Hun nød de store fortællinger, som præsten prædikede over, og sang med på salmer så smukke, at de ofte gav hende kuldegysninger og våde øjne. Og når hun efterfølgende forlod kirken, var det med god følelse i kroppen og en åndelighed, hun havde længtes efter i hverdagen.

Der var dog noget, der gik Pernille Aalund på: Hvorfor var de så få til stede i kirken?

”Mange steder står vores kirker næsten tomme i dag, og det er synd, for kirkerummet er fantastisk, og der er så mange smukke budskaber at hente i Bibelen. Og uanset hvilken baggrund man har, er det at kunne gå ind i et fordybelsesrum vigtigt i en tid fyldt med digitale skærme,” siger den 57-årige forfatter og foredragsholder.

Og så var det altså, at Pernille Aalund besluttede sig for at invitere andre med i kirke. I dag skriver hun stadig på de sociale medier, når turen går til Ledøje Kirke om søndagen, og nogle gange tager 10-20 personer med.

”Så sidder vi der og synger med mennesker, vi ikke kender, og bagefter går vi en tur sammen. Den lokale præst Mads Weng er engageret i projektet og går med. Det er en god mulighed for dem, der gerne vil af sted, men ikke har lyst til at gå alene,” siger hun.

For Pernille Aalund er logikken bag hendes gudstjenesteinvitation egentlig meget simpel: Hvis du har fået fat i noget værdifuldt, bør du også forsøge at give det videre til andre. Samme pointe finder hun i den tekst, hun kan høre i landets kirker denne søndag. Her betror en mand en del af sin formue til tre tjenere, og hvor to forsøger at øge beløbet ved at handle, gemmer den sidste pengene i et hul i jorden. Da manden kommer tilbage, skælder han den tredje tjener ud for ikke at have forsøgt at investere pengene.

For Pernille Aalund har tekstens budskab intet med hverken penge eller gode forretningsstrategier at gøre.

”Den handler om, at vi alle har en pligt til at lade det, vi har, yngle. Hvis man som kristen kender Jesu ord om kærlighed og himmerige, skal man også udbrede dem. Man skal ikke grave dem ned i haven af frygt for ham, der kom med budskabet. Hvis du har fundet vejen til Paradis, skal du også dele den med andre,” siger hun og tilføjer, at det budskab er relevant, uanset om man er kristen eller ej.

”Verden bliver ikke et bedre sted, hvis man holder vigtige indsigter for sig selv. Man har en pligt til at dele dem, uanset udfordringerne. Og når vi udbreder noget godt, så bringer vi også os selv glæde. Det kan være at skabe god energi på arbejdspladsen, i parforholdet eller i en verden, hvor bomber falder om ørerne på nogle mennesker, og hvor klimaet er udfordret. Hvis alle plantede frø, ville der være mere, der blomstrede. Og vi ville selv blive belønnet for det. Det er derfor, det er sådan en sindssygt stærk og fantastisk tekst.”

Pernille Aalund kan generelt godt lide at tolke bibeltekster og oversætte dem til sin egen verden. Det er som at løse åndelige sudokuer, siger hun.

”Først for nylig forstod jeg for eksempel, at samaritanerne på Jesu tid var en udstødt gruppe. Det gør teksten om den barmhjertige samaritaner endnu stærkere. For tænk, at den, der hjælper, når du er allermest i nød, kan være den, du har mest foragt og afsky over for,” siger hun.

Som barn kom hun også oftere i kirke end kun ved højtiderne, for hendes farfar var kirketjener. Forældrene var kulturkristne, og Pernille Aalund voksede op med salmer, Fadervor og en generel glæde over kirken og kirkerummet.

”Jeg er vokset op med kristendommen som en naturlig del af mit liv, men den har først virkelig fået tag i mig, efter at jeg holdt op med arbejde for nogle år siden. Jeg forlod businessbranchen, som jeg har været en del af i 30 år, og nu er det en ny tid for mig. Jeg tror, 80 procent af det, jeg laver i dag, handler om åndelighed og fordybelse, og det er kirken en del af,” siger hun.

Under sine mange foredrag rundtom i landet er hun også begyndt at inddrage bøn.

”Der er et massivt antal mennesker med stress og depressioner, og min fortolkning er, at mange af os mangler en mening med livet. Så under mine foredrag beder jeg folk folde hænderne, og hvis nogle ikke vil, siger jeg, at jeg ikke går op i, hvad de tror på. De kan sagtens bare tro på det bedste, på kærligheden eller på, at vi er i verden med et særligt formål,” siger hun.

”Jeg er ikke ude på at missionere, men på at tale om ånd og fordybelse. Hvis du virkelig går mig på klingen, så mener jeg, jeg har fået et kald om at gøre det.”