”Du skal tale ret højt, for jeg er hørehæmmet, og mine høreapparater duer ikke rigtigt,” lyder det fra Johannes H. Christensens ende af telefonforbindelsen. Flere gange begynder den tidligere sognepræst en sætning på denne vis, mens han udfolder sin livshistorie for Kristeligt Dagblads journalist, som telefonisk har sat ham stævne i anledning af hans 80-årsfødselsdag i dag.
Men før vi skal tale om hans liv indtil nu, skal vi tale om folkekirken, som har været Johannes H. Christensens andet hjem, siden han blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1970.
”Folkekirken er stort set det sidste folkelige fællesskab, vi har. I gudstjenesten er alle mennesker fuldstændig lige. Jeg var engang ude for en præst, som havde været i kirke et sted og mente, det var meget mærkeligt, at der havde siddet en masse fra højrefløjen. Der blev jeg sur. Kirken er hverken højre- eller venstrefløj, men en menighed. Meningsforskellene lægger vi fra os i våbenhuset, og så kommer vi ind for at høre, hvad Gud vil sige til os,” fastslår den tidligere sognepræst, der er kendt for at have deltaget i den offentlige debat i mange år.
Et stenkast fra hans toværelses lejlighed i Ordrup rager Skovshoved Kirke op i himmelen på hjørnet af et vejkryds. Her har Johannes H. Christensen i 28 år holdt sine prædikener. De var ofte lange og havde kanter, man kunne skære sig på, og selvom sognepræsten gik på pension i 2009, er kanterne ikke blevet slebet meget siden:
”Det teologiske fakultet fjerner sig mere og mere fra folkekirken. Da jeg læste, var et flertal af professorerne ordinerede præster og prædikede af og til for de studerende. Det lå som en dialektik, at der fandtes vekselvirkning mellem folkekirken og fakultetet, selvom fakultetet var bekendelsesfrit. Det fortoner sig, har jeg indtryk af.”
Gudtjenesten er for de troende
Johannes H. Christensens liv begyndte i Thy. Her blev den unge Johannes formet af den hylende vestenvind uden for vinduerne i præstegården ved Vandet Sø, hvor han boede med sine forældre og fem yngre søskende.
Til trods for faderens arbejde som præst og det faktum, at moderen hver morgen holdt morgenandagter, blev kristendommen ifølge Johannes H. Christensen ikke påtvunget ham. Han skulle bare ikke være i tvivl om, at den fandtes, som han siger i dag. Ikke desto mindre blev kristendommen hans levevej, og da han en sommerdag i 2009 hængte præstekjolen på knagen for sidste gang, lovede han på vej ud af døren, at han ikke ville blive tavs. Heller ikke den blodprop, han blev ramt af i 2011, kunne stoppe hans deltagelse i den offentlige debat. Det kunne man se på et bekymret debatindlæg om højmessens fremtid, han havde i denne avis i år.
”Jeg er meget skeptisk over for samtalen om, at liturgien skal ændres, for jeg tror ikke, at man kommer nogen i møde. I løbet af ingen tid bliver ændringerne konventionelle, og så er dem, man har lavet ændringerne for lige rådvilde. I stedet for må man sige, at hvis man vil gå i kirke, så må man indstille sig på, at det er en læringsproces. Du får jo intet i åndens verden, uden du selv yder noget.”
Gudstjenesten, forsætter Johannes H. Christensen, er til for de troende. Måske er det, fordi han har svært ved at høre, men han talere højere nu, som om han stod på den prædikenstol, han forlod for over 12 år siden.
”Den er jo ikke til for dem, der ikke gider være med. Jeg har nogle venner, som jeg plejer at drille, fordi de elsker at diskutere kristendommen og folkekirken, men de vil ikke være medlemmer. De minder om sådan nogle, der står i våbenhuset og hverken kan bestemme sig for at gå ind og være med eller gå deres vej og lade det hele være. Dem er der mange af.”
En forfærdelig tragedie
Selv har han aldrig tvivlet i våbenhuset. Heller ikke i hårde år, som han selv kalder de seneste fem år af sit liv. Fire af hans søskende er døde, hans kone er ramt af alzheimer og er flyttet på plejehjem, og selv har han på grund af sygdom været fast gæst på Rigshospitalet de seneste to et halvt år.
”Det er forfærdelig tragedie at se et elsket menneske forsvinde ind i mørket. Jeg plejer at sige, at det er ligesom at prøve at redde en druknende. Man må give slip. Og det er en grænseløs sorg.”
Men fortsætter, han:
”Af en eller anden mærkelig grund, så er det kun i sporadiske glimt gået ud over mit humør. Jeg plejer at sige, at min sygdom har lært mig tre ting. Den har lært mig at være tålmodig. Den har lært mig ikke at være bange. Og så har den lært mig taknemmelighed mod Gud, mod min familie og mod det danske sundhedsvæsen, som har givet mig en fuldstændig fantastisk omsorgsfuld og kompetent behandling.”
Som udenforstående fristes man til at spørge, hvordan det kan være, at tvivlen aldrig er krøbet ind til troen. Men netop det spørgsmål irriterer Johannes H. Christensen ”grænseløst”.
”Jeg har fuldstændig tillid til, at jeg er i Guds hånd. Jeg mener ikke, at Vorherre sidder ved en computer og bestemmer, at nu skal jeg være syg i to et halvt år, eller at min hustru skal blive ramt af alzheimer. Alt det onde kommer fra mennesker. Vi er alle sammen underlagt syndens vilkår. Den prædiken om, at Gud er så god og kærlig, og at han elsker alle mennesker, og at de er alle sammen Guds børn, og Jesus er en dejlig mand med et pænt skæg, irriterer mig altså grænseløst. Man skal fastholde, at mennesket er en fortabt synder, der kun reddes i kraft af Guds nåde.”