Hvis Helsingør Stift var en person, ville vedkommende være skizofren

Der er bispevalg i Helsingør Stift, der strækker sig fra sociale boligområder nord for København til rige huse på Strandvejen. Kristeligt Dagblad er taget på tur i Nordsjælland for at tegne et portræt af folkekirkens yngste, største og folkerigeste stift

Eva Michael er ude at lufte sin hund ved kirken i Hørsholm. Hun så i fjernsynet, da biskop Lise Lotte-Rebel blev indviet som biskop for 25 år siden.
Eva Michael er ude at lufte sin hund ved kirken i Hørsholm. Hun så i fjernsynet, da biskop Lise Lotte-Rebel blev indviet som biskop for 25 år siden. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Høje Gladsaxe sogn består af fem enorme betonblokke, et par mindre boligkomplekser, et butikscenter, en skole og en kirke. Den eneste privatadresse, som ikke er i en almennyttig boligblok, er faktisk præsteboligen. Og her bor Morten Miland, der har været sognepræst ved Haraldskirken i 37 år.

Da blokkene blev bygget i 1960’erne, var det meningen, at de skulle være arbejdernes adgang til boliger uden for byen. Siden starten af 2000’erne er befolkningssammensætningen blevet mere multikulturel, og i dag består området af 53 procent med “anden festlig herkomst”, som Morten Miland siger det. Når der om søndagen sidder 20-25 mennesker på kirkebænken – de fleste af dem over 60 – er det kun et ekko af gamle dage.

“I 1990’erne var det en dårlig søndag, når vi kom under 70,” siger sognepræsten.

Til januar går den nuværende biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, på pension efter 25 år på posten. Stiftets 1530 menighedsrådsmedlemmer og præster skal nu vælge hendes afløser blandt de fire kandidater.

Og sikke en opgave vinderen kommer på. For Helsingør Stift er klart det mest folkerige, og det spænder vidt fra nogle af Danmarks mest socialt belastede områder til de rigeste. Dåbsprocenten er næstefter København den laveste i landet. I Høje Gladsaxe (Haralds Sogn) er medlemsprocenten på bare 16 år gået fra 62 til 34 procent, forklarer Morten Miland. Derfor er det for ham vigtigt, at områder som Høje Gladsaxe bliver prioriteret af den kommende biskop. Ifølge ham er det her, folkekirken skal stå sin prøve, fordi den skal vise, at den kan være hele folkets kirke, selvom den er en minoritet.

Hvis Morten Miland skal beskrive Helsingør Stift som en person, er det ikke flatterende adjektiver, han fisker op af hatten.

“Det første ord, der falder mig ind er ’skizofren’. Stiftet er totalt personlighedssplittet og meget forskelligartet. Den ene ende har vidt forskellige interesser fra den anden. Hele den nordlige del af stiftet er for eksempel rettet mod Hillerød og Helsingør. Og alle os hernede, vi kigger ind mod København. Vores busser og tog kører derind, og den nemmeste måde for mig at komme til Helsingør er ved at finde ind til København og tage toget derop,” siger Morten Miland, der mener, at det ville være oplagt at tage konsekvensen af ”skizofrenien” og dele stiftet i to.

”Stiftet hænger ikke sammen. Det mangler sammenhængskraft, fordi det er for stort og for demografisk vidt forskelligt,” siger han.

Det tager cirka tre kvarter at køre fra blokkene i Høje Gladsaxe til Hørsholm og Rungsted ved Strandvejen. Opgørelser viser, at hvis man er mellem 40 og 50 år og bor i dette område, tjener man sandsynligvis mere end 600.000 kroner om året og er blandt de rigeste i landet. Egnen har sået og høstet nogle af Danmarks mere prominente kulturpersonligheder. Rejsekongen Simon Spies havde villaer ved Rungsted Havn, hvor også Karen Blixen Museet ligger i dag, og man skal ikke længere end til Humlebæk for at finde kunstmuseet Louisiana, der hvert år tiltrækker store dele af kultureliten til en af Nordens største litteraturfestivaler.

Det er da også sigende, at hvor kirken i Høje Gladsaxe blev bygget til at servicere det arbejdende folk, er Hørsholm Kirke bygget, hvor der tidligere stod et slot: Hirschholm Slot.

Kirken ligger for enden af en lang allé omgivet af en voldgrav og skov, der udgør en naturskøn kulisse til den begravelse, som lige nu finder sted inde i kirken.

Udenfor støder vi på en kvinde, der er ude at lufte sin hund i regnen. Iført regnjakke og med en lyserød paraply fortæller Eva Michael, som hun hedder, at hun ofte kører fra sit hjem i Nærum for at gå tur her i området og nyder skønheden og freden og roen. Hun vidste ikke, at der lige nu er bispevalg. Men pludselig kommer hun i tanke om, at hun så Lise-Lotte Rebel blive indviet for 25 år siden.

På torvet mellem skolen, Haraldskirken og biblioteket i Høje Gladsaxe sidder Kahlid Ahmed (tv.) og Silas Leando (th.) i eftermiddagssolen. De går på de lokale skoler, bor i blokkene og er glade for deres hjem her, hvor der er aktiviteter for både unge og ældre.
På torvet mellem skolen, Haraldskirken og biblioteket i Høje Gladsaxe sidder Kahlid Ahmed (tv.) og Silas Leando (th.) i eftermiddagssolen. De går på de lokale skoler, bor i blokkene og er glade for deres hjem her, hvor der er aktiviteter for både unge og ældre. Foto: Johanne Teglgård Olsen

“Jeg kan huske, jeg så det i fjernsynet, den lille dame, der kom ind i kirken med de store præster. Tænk, at det er 25 år siden. Ej, hvor sjovt. Jeg må hjem og slå det bispevalg op,” siger hun, før hun fortsætter op ad alléen.

Det var i domkirken Sankt Olai Kirke i Helsingør, at Lise Lotte-Rebel som den første kvinde nogensinde blev indviet som biskop. Det er også her, den nye biskop skal indsættes den 31. januar. I provstikontoret over for kirken befinder Steffen Ravn Jørgensen sig, og han er udover at være domprovst i Helsingør også Lise-Lotte Rebels stedfortræder. Han har været så længe i stiftet, at han kan huske den tidligere biskop Johannes Johansen.

Han mener, at en biskop skal kunne sikre den teologiske mangfoldighed, hvilket både den forhenværende og nuværende biskop har gjort en del for, siger han. Både Lise-Lotte Rebel og Johannes Johansen har sammentømret Helsingør Stift, så alle sogne i dag oplever en stor grad af sammenhængskraft, vurderer Steffen Ravn Jørgensen, der ikke mener, at stiftet er helt så personlighedssplittet som præsten i Høje Gladsaxe.

”Helsingør Stift udgør en helhed. Det er en familie, hvor vi hører sammen. Vi er forskellige børn, men vi oplever os alle som værende en del af stiftet med alt, hvad det indebærer.”

Tror du, alle har det sådan? I Høje Gladsaxe Sogn har man et lidt andet billede af, hvor sammentømret stiftet er.

 Eva Michael er ude at lufte sin hund ved kirken i Hørsholm. Hun så i fjernsynet, da biskop Lise Lotte-Rebel blev indviet som biskop for 25 år siden. ​
Eva Michael er ude at lufte sin hund ved kirken i Hørsholm. Hun så i fjernsynet, da biskop Lise Lotte-Rebel blev indviet som biskop for 25 år siden. ​ Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Jo, altså bebobersammensætningen er meget forskellig i de respektive sogne. Men jeg tror, at hvis du taler med præster og menighedsråd, så oplever de Helsingør Stift som en samlende størrelse for dem alle sammen. Vi har haft nogle biskopper med forskellige teologiske profiler, som samtidig har haft et stort frisind over for andre kirkelige retninger. Det kan være folk med karismatisk baggrund eller missionsfolk. Det har betydet, at når vi har stiftskonventer, så kommer præsterne også fra de sammenhænge. Og vi taler alle ligebyrdigt og godt med hinanden,” siger Steffen Ravn Jørgensen, der værdsætter uenighed:

”Det synes jeg er rigtig givende. Vi har gode teologiske diskussioner. Vi er ikke nødvendigvis enige, men vi respekterer hinanden.”

Inde i Sankt Olai Kirke hænger et stort portrætmaleri af Lise Lotte-Rebel i en tyk guldramme. Det skal formentlig byttes ud, når der kommer en ny biskop, den fjerde i stiftets historie.

I kirkerummet er Steffen Ravn Jørgensens præstekollega Kirsten Winther i gang med at få taget billeder af en fotograf fra Helsingør Dagblad. De skal bruges til et format i avisen, der hedder ”Præsten skriver”, hvor præsterne hver uge får en hel side til at fortælle, hvad de har på hjerte.

Kirsten Winther følger bispevalget tæt. Det er væsentligt for hende, at kandidaterne har gjort sig tanker om, hvad det vil sige at være biskop, ikke kun for folkekirken, men hele folket.

Lise-Lotte Rebels portræt malet af Mikael Melbye hænger i domkirken i Helsingør, hvor hun har været biskop siden 1995. Hun er den første kvindelige biskop i Danmarkshistorien.
Lise-Lotte Rebels portræt malet af Mikael Melbye hænger i domkirken i Helsingør, hvor hun har været biskop siden 1995. Hun er den første kvindelige biskop i Danmarkshistorien. Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Det vigtigste for mig er kandidaternes opfattelse af deres embede. Hvad er det, de tænker, de skal udrette for kirken og for samfundet? Ja, også for samfundet. For en biskop har et udadvendt ansigt. Det kan godt ske, at biskoppen ikke kan tale på folkekirkens vegne. Men man kan ikke komme udenom, at en biskop har et udadvendt ansvar og skal have en udadvendt stemme,” siger Kirsten Winter.

Dagens sidste stop er Hillerød, der ligger en kort motorvejstur fra Helsingør. Her har Thyge Enevoldsen været sognepræst i 28 år i Grønnevang kirke, indtil han sidste år hang præstekraven på knagen og blev diakonikonsulent i stiftet på halv tid. Derudover er han ansat i de Samvirkende Menighedsplejer med projektet Kirke Care. Og resten af arbejdstiden er han SSP-medarbjder i Hillerød Kommune, hvilket han har været siden 1999, hvor han blev frikøbt på 25 procent af kommunen. Det kunne lade sig gøre, fordi biskoppen har været god til at se muligheder og potentiale i stedet for at lade sig stoppe af bureakrati, forklarer han. Thyge Enevoldsen håber, at den næste biskop vil have den samme kvalitet.

Hvis han skal beskrive stiftet som en person, vil han ligesom Morten Miland fra Høje Gladsaxe fremhæve personlighedssplittelsen. At der er stor forskel på, hvad der foregår i den ene ende af stiftet i forhold til den anden. Der er en kontrast mellem de mere socialt belastede områder og de rige. Men de kæmper med hver deres, forklarer han.

i Kræftens Bekæmpelses genbrug i Hillerød er flere af medarbejderne aktive i lokale foreninger og foretagender. Deres nabo Hillerød Kirke er netop i gang med at få bygget nyt sognehus for at have plads nok til at holde alt fra konfirmandforberedelse til strikkeklub. De nye lokaler bliver bygget med glasfacade, for de vil gerne være tydelige i bybilledet.
i Kræftens Bekæmpelses genbrug i Hillerød er flere af medarbejderne aktive i lokale foreninger og foretagender. Deres nabo Hillerød Kirke er netop i gang med at få bygget nyt sognehus for at have plads nok til at holde alt fra konfirmandforberedelse til strikkeklub. De nye lokaler bliver bygget med glasfacade, for de vil gerne være tydelige i bybilledet. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Når det handler om diakoni, som han har som særligt arbejdsområde, mener Thyge Enevoldsen, at der er en bevægelse i gang blandt de mere velstående i stiftet, en higen efter autenticitet.

”Mennesker med penge finder forholdsvist hurtigt ud af, at de fylder sindssygt lidt i hjertet. Jeg oplever, det er en spændende tid, vi lever i. Det er, som om facaderne begynder at blive trukket lidt. Nogle steder krakkelerer de, andre steder bliver de bare taget af. Folk kan mærke, at ensomheden bag facaderne ikke er det sjoveste sted at være.”

Hvordan oplever du det?

”Det oplever jeg i mit møde med mennesker. Som eksempel ved jeg, at i en af kirkerne ved Strandvejen har man lavet noget, der hedder ro til tro. Her kommer folk, som er ret velstående, men ikke nødvendigvis har den store kirkelige baggrund og tradition, og de kan sætte sig i kirken, hvor der er noget stilhed og noget musik, er en bøn og en læsning. Det er der mennesker, der finder sig selv og Gud i i stigende grad. Også steder, hvor man måske umiddelbart tænker, at der har de da ikke brug for den slags,” siger Thyge Enevoldsen.

Mere end halvdelen af stiftet har nu afgivet deres stemmer til bispevalget, og den foreløbige afgørelse falder den 13. oktober. Her slutter første runde af afstemningen.