Prøv avisen
Interview

Kjeld Holm: Hvis jeg møder Villy Sørensen i himlen, vil jeg sige undskyld til ham

Kjeld Holm anmeldte i 1992 Villy Sørensens bog ”Jesus og Kristus” skarpt. Siden fandt den tidligere biskop ud af, at anmeldelsen havde fået Villy Sørensen til at melde sig ud af folkekirken. Da Kjeld Holm i den anledning genlæste sin anmeldelse, kunne han se, at han havde taget ”fuldstændig fejl” i sin hårde bedømmelse. – Begge fotos: Lars Aarø/Fokus.

Fortrydelsen er en uproduktiv livsytring, som ikke fører nogen vegne, mener biskop emeritus Kjeld Holm, der som voksen besluttede, at han ikke længere ville have dårlig samvittighed. Alligevel har han nogle gange fortrudt sin skarphed i den offentlige debat

”Det skarpe blik for, hvor man virkelig fejlede på en måde, der gjorde skade, tror jeg først, at man kan have, når man nærmer sig døden. Jeg tror ikke, at det kan fremskyndes eller fremtvinges.”

Kjeld Holm læner sig tilbage i stolen.

”Så det, jeg siger nu, bærer præg af, at jeg trods alt stadig ikke står der endnu,” tilføjer han.

Den tidligere biskop over Aarhus Stift gennem mere end 20 år har sagt ja til at mødes med Kristeligt Dagblad for at reflektere over sine egne svagheder og ømme punkter. Han er kendt for at rette sit skarpe blik mod både tendenser i tiden og sine modstandere i den teologiske og politiske debat, men hvilke fejltrin får han øje på, når han retter det samme blik mod sig selv?

Gennem tiden har han som erklæret socialdemokrat, der dog for et par år siden skiftede til Radikale Venstre, som idéhistoriker med et nært forhold til Johannes Sløk, som præst med afsæt i det tidehvervske og som biskop i Aarhus blandet sig i debatter om blandt andet vielse af homoseksuelle og integration af flygtninge og indvandrere. Ofte har han stået skarpt over for debattører på den kirkelige og politiske højrefløj og er både blevet beskyldt for at være halalhippie og pladderhumanist.

Selv har han heller ikke tøvet med at dele verbale hug ud, og selvom den 74-årige mag.art. i idéhistorie ikke mener, at han generelt har ladet polemikken overskygge sagen og den saglige debat, erkender han, at han en del gange har været så skarp i sine formuleringer, at det har skadet sagen og såret modparten unødigt.

”Jeg er rundet af det tidehvervske og har nok en skarphed og en tilvænning til en lidt hård retorik med mig. Jeg har aldrig været begejstret for hele Krarup-klanen og den del af det tidehvervske, og jeg synes, at for meget i Tidehverv er præget af en sort-hvid-tænkning og tilsvarende retorik. Men jeg var som ung engageret i tidehvervske kredse, og det har nok sat sig spor i min debatform. I hvert fald må jeg erkende, at jeg nogle gange har været skarpere, end jeg bagefter ville ønske,” siger han.

”En person, jeg virkelig begik uret over for, var Arne Melchior (dansk politiker og minister, red.). Vi var i en debat tilbage i 1990’erne, og jeg var unødvendig skarp og uforsonlig,” siger Kjeld Holm.

Polemikken tog afsæt i en sag om en ung muslimsk kvinde, der var ansat på et socialkontor i København, og som insisterede på at bære tørklæde. Arne Melchior forsvarede hendes ret til at bære tørklæde, mens Kjeld Holm argumenterede for, at hen- synet til klienterne, som ofte kunne være lette at provokere, burde veje tungere, og at kvinden derfor burde lægge tørklædet.

”Arne Melchior skrev et neddæmpet og fornuftigt svar, for han forsvarede de synspunkter, jeg har i dag. Men jeg svarede igen ved at polemisere mod ham i en tone, som jeg senere kunne se, var alt for uforsonlig og grov,” siger Kjeld Holm, der siden selv blev formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling og kom til at ændre standpunkt i den såkaldte tørklædedebat.

”Det lærerige ved forløbet var, at jeg jo siden kom til at have de synspunkter, som Arne Melchior dengang forfægtede. Men i polemikken med ham var jeg alt for optaget af mine egne synspunkter til egentlig at lytte og være åben for at lære noget nyt. At Arne Melchior fastholdt sin venlige tone, og at jeg siden måtte indse, at hans synspunkter var meget fornuftige, lærte mig, at man skal være meget påpasselig med at sætte folk i bås og tro, at så har man dem dér og kan polemisere imod dem. Hele forløbet lærte mig at være mere åben og mindre skråsikker,” siger Kjeld Holm.

En del år senere lærte han Arne Melchior at kende, og de deltog begge i FN’s konference mod racisme i Sydafrika i 2001.

”Han viste sig at være et af de mest tålmodige og humoristiske mennesker med holdninger, som jeg i vid udstrækning delte. Det fandt jeg kun ud af, fordi han ikke bar nag, men var et generøst og åbent menneske, der gav mig muligheden for at gå i dialog med ham på en anden måde end i den alt for skarpe polemik, jeg lagde ud med,” siger Kjeld Holm om Arne Melchior, der døde i 2016.

Netop muligheden for – eller håbet om – tilgivelse er afgørende, når man skal erkende sine fejl, mener den tidligere biskop.

”Fortrydelse i sig selv er den mest uproduktive livsytring. Den fører ingen vegne hen, for den handler om noget, der er passeret, og som man ikke kan ændre. Derfor har jeg gjort mig umage for ikke at fortryde noget. I de første mange år af mit liv var den dårlige samvittighed et ledsagefænomen i mit liv, fordi jeg var opdraget til at føle skyld. Hvis jeg skuffede min mor og far, følte jeg en enorm dårlig samvittighed. Mine forældre var ikke særligt skrappe eller hårde, men de blev bare så kede af det, hvis jeg ikke levede op til deres forventninger. Det prægede min barndom og ungdom. Men da jeg var i 30’erne, besluttede jeg, at nu ville jeg ikke længere fortryde. Selvom det ikke er let at gennemføre, har det været mit udgangspunkt, og det er lykkedes sådan da.”

Når Kjeld Holm skal uddybe, hvorfor fortrydelsen og den dårlige samvittighed ikke fører noget godt med sig, henviser han til teologen og filosoffen Søren Kierkegaard.

”I sit værk ’Frygt og bæven’ anskueliggør Kierkegaard, hvad der sker, når angeren går amok. Fordi den ikke kan udrette det, den gerne vil, nemlig at gøre det gjorte ugjort, bliver den til dæmoni. Det eneste alternativ er håbet om tilgivelse – fra den, man har gjort uret, og fra Vorherre,” siger han.

I et andet tilfælde, hvor Kjeld Holm fortryder sine skarpe formuleringer, må han håbe på det sidste – tilgivelsen fra Vorherre. For den person, Kjeld Holm sårede med sin skarpe pen, døde, uden at Holm fik mulighed for at tale med ham om det passerede.

”Det var Villy Sørensen, hvis bog, ’Jesus og Kristus’, jeg skulle anmelde, da den udkom i 1992. Jeg fik bogen, tre-fire dage før jeg skulle aflevere anmeldelsen, så jeg havde travlt. Jeg skrev en skarp anmeldelse, hvor min hovedpointe var, at det nye i bogen ikke var særlig godt, og det gode i bogen ikke var nyt. Jeg afleverede anmeldelsen og glemte alt om det.”

”En del år senere i forbindelse med Villy Sørensens død fik jeg at vide, at han var blevet så såret over anmeldelsen, at han havde meldt sig ud af folkekirken. Det gjorde mig ked af det, for han var et menneske, jeg beundrede, og hvis forfatterskab jeg satte højt. Så jeg genlæste anmeldelsen og kunne se, at jeg havde taget fuldstændig fejl. Det var forkert at putte Villy Sørensens holdninger om forholdet mellem den historiske Jesus og menighedens Kristus ind i de kasser, som teologerne ellers opstillede. Som filosof og digter unddrog han sig de kategoriseringer.”

Kjeld Holm holder en kort pause og tilføjer så:

”Hvis jeg møder Villy Sørensen i himlen, vil jeg sige ’det må du undskylde, der tog jeg fejl’.”

I sin tid som biskop var Kjeld Holm både med til at fyre en præst og tvinge flere præster til at sige deres stillinger op, men det er ikke beslutninger, han fortryder.

”Jeg gjorde det af hensyn til embedet og sognebørnene, og havde jeg ikke gjort noget, var tingene blot blevet værre, Så det er ikke noget, jeg ruger over eller fortryder,” siger han.

Over for sine børn har han af og til været for skarp og hård, synes han, men glæder sig over, at hans to døtre ikke bærer nag og tilmed tillægger de episoder, han gerne ville have undgået, meget lidt betydning.

”Fortrydelsen fylder ikke så meget hos mig. Den resignation, der hænger sammen med, at jeg nærmer mig afslutningen på livet, fylder mere. Men så er opgaven at fastholde glæden over det, man har fået lov at opleve. Har man fortrydelsen i den ene vægtskål, er der i den anden glæden over at have fået lov at opleve verden i dens mangfoldighed formidlet via mennesker, man beundrer eller er knyttet til. Den glæde vejer tungere end angeren hos mig.”

”I sit værk ’Frygt og bæven’ anskueliggør Kierkegaard, hvad der sker, når angeren går amok. Fordi den ikke kan udrette det, den gerne vil, nemlig at gøre det gjorte ugjort, bliver den til dæmoni. Det eneste alternativ er håbet om tilgivelse – fra den, man har gjort uret, og fra Vorherre,” siger biskop emeritus Kjeld Holm.

Arne Melchior skrev et neddæmpet og fornuftigt svar, for han forsvarede de synspunkter, jeg har i dag. Men jeg svarede igen ved at polemisere mod ham i en tone, som jeg senere kunne se, var alt for uforsonlig og grov.

Kjeld Holm, biskop emeritus