Prøv avisen
Tro&tvivl

Bibelprofessor: Hvis man vil ramme en familie, skal man gå efter moderen

Selvom professor Jesper Høgenhaven trives bag skrivebordet i den akademiske verden, holder han også af cirka en gang om måneden at stå på prædikestolen og oppe ved alteret i Sankt Pauls Kirke i Nyboder. Det giver en god balance, mener han. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Den kristne opstandelse har en ganske eksplicit betydning for teologiprofessor Jesper Høgenhaven, der mistede sin hustru for tre år siden

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en grundlæggende viden om, at jeg er elsket, og at jeg bliver båret gennem livet af Guds hænder på vej mod det rigtige sted, også selvom jeg ikke kan se det sted eller præcist ved, hvordan der ser ud. Men det er et godt sted, og mit liv og min tro er vejen dertil. Så alt er, som det skal være, også selvom mit liv langtfra altid er perfekt. For at tro er ikke en opskrift på et lydefrit liv og derfor på ingen måde synonymt med et liv, hvor alting lykkes, eller hvor jeg altid er glad. Tro er derimod at vide, at der drages omsorg for mig på den måde, som er rigtig for mig, og som er orkestreret af den almægtige og alvidende Gud.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op på Østerbro i København i et hjem, der var almindeligt folkekirkeligt, hvor vi gik i kirke juleaften og så til enkelte andre lejligheder.

Mine forældre var begge musikere, og min mor var også rektor på Det Danske Musikkonservatorium, så det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle være teolog. Tværtimod havde man i min familie i højere grad forventet, at jeg ville ende som musiker, musikhistoriker eller måske kunsthistoriker. Men sådan skulle det ikke være. Jeg blev derimod den første teolog i familien, og det begyndte relativt tidligt.

Jeg blev konfirmeret i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, og gik til konfirmationsforberedelse hos daværende sognepræst Arne Bugge, der senere blev domprovst, og som også var en ven af mine forældre. Og det var i løbet af den tid, at jeg fik en stor interesse for kristendom, som jeg til at begynde med gik ret stille med derhjemme, ligesom jeg også senere holdt lav profil med på studiet, at jeg udmærket vidste, at jeg ville ud og være sognepræst. Men jeg kan godt lide, når troen får lov til at vokse af sig selv inden i mig, inden jeg foretager en ydre handling.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro er noget, der er i mig hele tiden, både i de svære og de største øjeblikke, omend med forskellig farve. Og jeg har vitterligt prøvet begge dele. For tre år siden mistede jeg min hustru, der døde af hjernekræft som 56-årig og efterlod mig og vores tre døtre uden det samlingspunkt i familien, som moderen er. Jeg plejer også at sige, at hvis man vil ødelægge en familie, skal man sende torpedo-missilet efter moderen, for familiedynamikken bliver en anden, når hun er væk. Heldigvis vidste vi, at vi kun havde den tid, som vi havde, så vi skønnede på at være sammen, mens vi var det, og det har heldigvis været naturligt for mine tre døtre og jeg at bevare et tæt forhold og ses en gang om ugen. Ja, i år skal vi endda til Israel sammen på sommer- ferie.

Men også tilbage i 1990 oplevede jeg og min hustru de mørkere toner i livet, da vi mistede en lille pige, der døde ved fødslen. Hun efterlod et stort tomrum, for hun var jo ønsket og ventet med stor kærlighed.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Selvfølgelig den allerede nævnte konfirmationsforberedelse hos Arne Bugge, som var meget igangsættende og spændende for mig. Det her var vedkommende, følte jeg – og det fortsatte i gymnasietiden, hvor min interesse for teologi, kristendom og kristen tradition kun blev større, og jeg begyndte at læse Luther og Kierkegaard. Siden læste jeg teologi, og jeg har været på studieophold i England og USA samt i Israel og Palæstina, men allermest er min tro kommet ved, at jeg er vokset ind i den som en konsekvens af min naturlige nysgerrighed og søgen efter viden. For nok behøver man ikke at være intellektuel for at tro, men jeg kan godt lide at fordybe mig, selvom jeg også godt ved, at den kristne tro kan være noget enkelt og enfoldigt. Et barn kan være troende på en måde, så der intet mangler, og tro er derfor heller ikke et spørgsmål om intellektuel kompetence. Men for mig er viden alligevel en nøgle, hvor det akademiske og det eksistentielle beriger hinanden på en måde, så verden åbner sig, og livet får flere nuancer. For det med synlige og ydre tegn har aldrig rigtig spillet en rolle for mig.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Der er tale om alverden til forskel, selvom det er svært at sætte ord på den følelse, som det er underliggende at vide, at jeg er et trygt og godt sted, selvom der kan ske alt muligt i livet og også er sket meget i mit liv. For Gud overrasker altid, og der er altid en vej ud af mørket, også selvom jeg ikke kan se den, hvad jeg har oplevet, da først vores barn og senere så min kone døde. Det kristne opstandelseshåb har derfor også en central og meget eksplicit betydning for mig og giver mig et håb, som jeg kan hænge mange tanker og følelser op på, når jeg rammes af sorgen. Så det er noget, som jeg dagligt har for øje.

Men samtidig føler jeg også, hvordan jeg bæres i omsorg gennem livet, selvom der ikke er nogle garantier for hverken et behageligt liv, eller at jeg får mine ønsker opfyldt, hvilket er den kontrast, som man må leve i som kristen, men som også sætter mig fri. For jeg kan ikke gøre andet end mit bedste, omvendt skylder jeg også både mig selv, mine medmennesker og min Gud at gøre netop mit bedste. Så i den frisættelse, der ligger i troen, får jeg mod på at kaste mig ud i livet – også med mit savn og mine tab.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det giver ikke mening at begynde at nævne navne, for der er tale om så mange mennesker, som inspirerer mig og giver mig mod og fortrøstning, både familie, venner og kolleger selvfølgelig, men også kirkegængerne fra mine 17 år som sognepræst og stadigvæk, hvor jeg cirka en gang om måneden holder gudstjeneste i Sankt Pauls Kirke i Nyboder, hvor Kathrine Lilleør, som er en af mine venner, er sognepræst. Fælles for alle er, at de har kæmpet med store vanskeligheder og udfordringer i livet, men at de alligevel har forstået at finde en vej – eller måske fået vist en vej af Gud – til at bevare livsglæden, engagementet i livet og i andre mennesker. Det inspirerer mig til at acceptere den plads, som jeg har fået i livet, gøre den til min egen og bruge den godt.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Jakob Knudsen skriver i sin gennembrudsroman, den i samtiden meget omtalte og forkætrede ”Den gamle præst” om, hvordan hovedpersonen pastor Castbierg bliver mindet om, at Gud også er syndens herre, og at Gud derfor kan give os den ro og hvile, som vi har brug for, når vi er ramt af uro, smerte og sorg. For Gud er ”søvnens herre” ifølge Knudsen, så vi kan lægge os til at sove og overlade det til ham at skænke os hvile. Så menneske er menneske, og Gud er Gud, og kun Gud kan give os glæden, når vi beder om den. Søg, og I skal finde, som det også hedder, for vi er blevet givet lyset og skænket nåden. Og det er en viden, som det er godt at være både menneske, forsker og præst på.