Prøv avisen
Bedste&værste

"Jeg har det lige så svært med missionærer som med ateister"

Martin Lidegaard, Radikale Venstre, elsker gudstjenestens salmer, men har det svært med nadveren. - Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix

For tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, er tro en privat sag, og derfor har han det svært med folk, der forsøger at pådutte ham en bestemt måde at tro på

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Kristendommen og kirken er det rum, vi har, hvor man får det store perspektiv på livet og alt det, som man i sin fortravlede, materialistiske hverdag ikke når at stoppe op og tænke på. Det finder jeg i hvert fald, når jeg sidder i kirken og falder til ro i det store univers, som kristendommen er, og som både rækker tilbage i tid og ud i verden. Min far var præst og virkede i Grønland i mange år, og for ham var kristendommen mere den liberale grundtvigianisme med ånden og glædens budskab end de hårde dogmer. Det gav han videre til mig. Jeg går sjældent i kirke, men til jul og påske ligger det fast, og jeg er lige blevet gift i kirken.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er, når kristendommen misbruges. Der er mennesker - ingen nævnt, ingen glemt - som jeg synes bruger kristendommen på en måde, hvor de i stedet for at gå i store sko går i mindre sko. Det værste for mig er, når kristendommen bliver begrænsende, dogmatisk og missionerende. Det har jeg svært ved, for det har en utrolig stor betydning for mig, at man står frit i forhold til, om man vil tro eller ej.

Men jeg har det lige så svært med missionærer som med ateister. Hvis de giver udtryk for at have patent på sandheden, står jeg af. Noget af det værste, jeg ved, er, når folk salvelsesfuldt forsøger at belemre mig med deres form for kristendom. Det vil jeg gerne have mig frabedt. Jeg har det fint med at hvile i min egen tro og dele den, og jeg lader mig også gerne inspirere af prædikener eller andre måder at praktisere tro på. Jeg vil bare ikke påduttes noget.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er, at den netop er en folkekirke, at den rækker så bredt ud. Da jeg var udenrigsminister, besøgte jeg mange lande, hvor tro udgør en stor politisk faktor. Det synes jeg ikke er meningen. Jeg er vokset op med en sekulær tro, og jeg synes, at en af de store kvaliteter ved Danmark er, at vi har en apolitisk kirke. Det tror jeg i vidt omfang skyldes folkekirken. Der er ingen politisk fare for, at troen kan blive misbrugt, at nogen vil gribe ind og definere og diktere andres måder at tro på. Det går galt, hvis man tager udgangspunkt i en bestemt tro eller tolkning af troen og så bruger den som basis for at definere politik, som bliver almengyldig for samfundet. Derfor er det vigtigt at skelne, synes jeg.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er, at den faktisk formelt set er noget syndigt rod. For eksempel at staten betaler præsters lønninger, samtidig med at man i praksis har et af de mest sekulære trossamfund i verden. Der er stadig på papiret og juridisk en sammensmeltning. Man kan så diskutere, hvor store problemer det giver. Jeg har det lidt på samme måde med diskussionen om Grundloven: Der er ingen tvivl om, at den er håbløst umoderne i forhold til menneskerettigheder, når man sammenligner med mere moderne forfatninger. Men når man efterlever og praktiserer en af de mest liberale og moderne tolkninger, så er praksis langt bedre end formalia. Jeg er ikke dogmatisk med det spørgsmål, men det ville ikke skade med en større klarhed i rollefordelingen mellem kirke og stat. Man skulle bare gå til det med venlig pragmatisme, som det er traditionen i Danmark.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet tør sige det, men jeg nyder nok mest salmerne. Jeg synes, at når ord og sang og melodi går op i en højere enhed, ligger der en kæmpe skattekiste der. Det er en fantastisk følelse og tanke, at ens forældre, bedsteforældre og oldeforældre har siddet og sunget de samme sange. Salmerne kan have sådan en nerve, selvom de er skrevet for mange hundrede år siden, og det synes jeg er dybt fascinerende. Det giver en følelse af en slags elevator i tiden, som jeg synes er meget smuk, og det holder jeg mest af. Jeg er jo også vokset op med sang dag ud og dag ind, og jeg elsker at synge selv.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Jeg er personligt ikke rigtig komfortabel med nadveren og deltager meget sjældent i den. Jeg synes, det er lidt noget hokus pokus, selvom den er symbolsk. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, det har nok noget med følelser at gøre. Men jeg synes, at når man sidder i kirken med trosbekendelsen og salmerne og lytter til præstens ord og er eftertænksom, så er det for mig en fuldgyldig anerkendelse af, at jeg befinder mig i det kristne rum. Jeg har ikke behov for mere end det. Jeg ved godt, at Grundtvig tillagde nadveren en stor betydning, og at den har en særlig plads i grundtvigianismen, men for mig bliver det altså en smule kunstigt.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

I bund og grund bygger de fleste religioner, hvis ikke alle, på nogle grundlæggende forestillinger om, at der er noget i verden, som både er større end os selv og menneskeheden. Det har man så givet forskellige udtryk og forskellige historier, men den erkendelse af, at vi er en lille del af noget større, den ydmyghed og trøst, der ligger i det, synes jeg er fascinerende at opleve i så mange forskellige iklædninger. Også selvom jeg er hjemme i kristendommen, beriger andre religioner mig, og det glæder mig, at der er det fælles karaktertræk igennem alle religioner.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Jeg har i og for sig aldrig haft problemer med andre trosretninger. Tro er en meget privat sag for mig, og folk må have den, de vil. Men der, hvor man kan støde sig, og hvor jeg har stødt mig, er, når folk bliver fanatiske. Det er ubehageligt, uanset hvilken trosretning det sker i. Ønsket om at pådutte andre den samme form for tro og retning som en selv synes jeg er stik modsat det, jeg oplever som troens inderste væsen, som netop er glæden ved at være en lille del af noget større, men uden at skulle tage andre til indtægt for det. Når man støder på det, bliver jeg meget forstemt, og det gælder såvel i kristendommen som i andre religioner.