Hvis nu brylluppet var holdt på Kana Afholdshotel?

Fortællingen om Jesu første under viser os, at Jesus og evangeliet har bud til alle samfundslag og miljøer, mener Henning Sørensen, tidligere formand for Danmarks Afholdsforening

Henning Sørensen med sin antiryger-kasket. I konfirma- tionsgave fik han to fyldte cigaretetuier, og efter at cigaretterne i dem var røget, har han været røgfri. Huset i Grenaa har ”Pax” og afholdsstjernen på facaden, symboler på freds- og afholdssagen, som Henning Sørensen hele livet har været aktiv i. – Privatfoto.
Henning Sørensen med sin antiryger-kasket. I konfirma- tionsgave fik han to fyldte cigaretetuier, og efter at cigaretterne i dem var røget, har han været røgfri. Huset i Grenaa har ”Pax” og afholdsstjernen på facaden, symboler på freds- og afholdssagen, som Henning Sørensen hele livet har været aktiv i. – Privatfoto.

Da vi for 17 år siden talte sammen om Jesu første under, var der ingen vaklen i geledderne hos den daværende formand for Danmarks Afholdsforening, Henning Sørensen:

Den ”drukhistorie” burde – ”sammen med andet underlødigt stof” – være fjernet, da det endelige omfang af Bibelen blev fastlagt i kirkens første århundreder.

I dag er han knap så rabiat. Nu, i en alder af 86 år, accepterer den gamle afholdsmand og pensionerede skraldemand fra Grenaa ”Brylluppet i Kana”, som der prædikes over i folkekirken i morgen. Det var her, Jesus forvandlede vand til vin, og hvor der tilsyneladende blev drukket ret tæt.

”Den tekst skal nok alligevel have lov til at blive stående, så vi har mulighed for at reflektere over den. Fortællingen viser os, at Jesus og evangeliet har bud til alle samfundslag og miljøer. Ligesom den jo for eksempel i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede også havde bud til den fremvoksende socialistiske arbejderklasse, selvom kirken på det tidspunkt solidariserede sig med det besiddende borgerlige selskab.”

Henning Sørensen har altid været, og er stadig, mand for markante meninger – foruden afholdsbevægelsen er der militærnægter- og fredssagen. Han blev antiryger, før det blev moderne, drikker ikke kaffe og formår i sin livsholdning at forene kristendom og socialisme. Hans kristendomsopfattelse er sat sammen af en mosaik af barndommens aftenbøn, som var moderens domæne, påvirkninger fra den grundtvigske bevægelse og FDF. På et tidspunkt hentede han også inspiration fra Oxfordbevægelsen og Moralsk Oprustning.

”Men det holdt jeg op med, da det gik op for mig, hvor højreorienterede de var, og at de mest var interesseret i at omvende kommmunister og pacifister.”

Den gamle indremissions-høvding Vilhelm Becks valgsprog har han gjort til sit eget:

”Så længe jeg lever, vil jeg gale.”

Og gale gør Henning Sørensen stadig med foredrag rundt i landet og en ny bog på vej.

Spørgsmålet om, hvorvidt han alligevel ikke er blevet blidere med årene, besvares med et lunt smil: Nej, der er ikke rokket ved de sørenske grundholdninger – ”men måske lidt ved nuancerne”.

Evangelieteksten til i morgen fortæller, at både Jesu mor og Jesus og hans disciple var indbudt til bryllup i Kana i Galilæa. Da vinen slipper op, forvandler Jesus vandet i seks store vandkar til vin. Det var kar, der ellers blev brugt til de jødiske renselsesritualer, så der var tale om betydeligt mere end et par ekstra flasker fra Brugsen.

Henning Sørensen sidder med sin gule sodavand og tænker højt:

”Hvad nu, hvis man forestiller sig, at brylluppet var blevet holdt på Kana Afholdshotel? Så havde Jesus jo forvandlet vandet til ugæret druesaft. Det har formentlig også været det mest almindelige, der blev budt på, når jøderne dengang holdt fester.”

Brylluppet i Kana har med andre ord været en undtagelse, mener han – også selvom skafferen i evangelieteksten citeres for, at man normalt sætter den gode vin frem først, ”og når folk har drukket godt, så den ringere”.

Uanset hvad er fortællingen siden blevet misbrugt af præster og andre som et alibi for, og som en forherligelse af, drikkeri, konstaterer Henning Sørensen:

”Ofte er det det eneste, folk kan huske om deres præst, at han da godt kunne tage et glas ved den og den begravelse eller familiefest.”

Da afholdsbevægelsen stod stærkest i Danmark, omkring Første Verdenskrig, omfattede den efter Henning Sørensens opgørelse en femtedel af præstestanden og syv af otte biskopper. I dag er afholdsbevægelsen reduceret til en skygge af tidligere tiders storhed:

”Præsterne befinder sig nu ’på almindelighedens og dermed ligegyldighedens brede flaskevej’,” lyder det med et citat fra et af Henning Sørensens forbilleder, afholdsmanden og antimilitaristen Lars Larsen-Ledet (1881-1958), som han har skrevet en bog om.

”I det mindste kunne man ønske sig, at langt flere præster ville anvende alholfri altervin,” tilføjer Henning Sørensen.

Som afholdssagen har også kristendommen – uden sammenligning i øvrigt – været et af de bærende elementer i Henning Sørensens liv.

”Kristentroen giver mig mod til at leve og fastholde, at der er en mening med det – og at vi også efter livet vil være i gode hænder. Som fanebærer er jeg en af dem, der i årenes løb har været til rigtig mange begravelser, og det er godt at tænke på i min alder.”

”Søndagens gudstjeneste giver os kræfter til at overkomme livet og tumle hverdagens problemer. Hele samfundet bygger jo stadig på kristendommen, også selvom der ikke kommer så mange i kirken som tidligere. Jeg er enig med afdøde biskop Jan Lindhardt, der mente, at man bare lige skulle skrabe en lille smule på danskerne for at nå ind til kristendommen. Ligesom ved et skrabelod. Og så var det i øvrigt i kirken, at jeg traf min kone, og nu har Ellen og jeg været gift i 46 år”.

For Henning Sørensen omfatter evangeliet ”historiens tale – vi bliver del af en tusind år gammel tradition – og evangeliets tiltale, som jo byder os at tage os af hinanden. Og den omsorg skal ikke begrænses til ’enkerne og de svageste’. Alle har vi jo brug for støtte her i livet. Som Kingo udtrykker det i salmen ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’: ’Alle har sit, stort eller lidt, Himlen alene for sorgen er kvit’.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike i morgen?

Jeg vil ikke betræde en prædikestol. Jeg er i denne sag enig med en i sin samtid landskendt tidehvervspræst, der sagde, at skomageren skal forsåle skoene og præsten forkynde evangeliet. Derimod taler jeg jævnligt og gerne i sognegårde, og her ville jeg måske pege på afdøde valgmenighedspræst Uffe Hansen som et godt eksempel. Han var en af de første militærnægtere, og intiativtager til et tiltag, der efter besættelsen gik imod genindførelsen af dødsstraf.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det tredje, ”Du skal holde hviledagen hellig”, så vi her får ro og samling til at få de kristne værdier ind i vores sind.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Det skal være en gudstjeneste, hvor prædikanten drager evangeliet ind i en aktuel sammenhæng i tiden. Som for eksempel Uffe Hansen gjorde det i sin modstand mod genindførelse af dødsstraffen efter Besættelsen i 1945.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg tror på Gud som en person – ikke bare som en åndelig kraft, men en Gud, der ikke er ligeglad. Som bekymrer sig for menneskers lidelser og livssituation.