De tyndt befolkede kirkebænke i folkekirken en ganske almindelig søndag taler deres tydelige sprog. Kirkens budskab om menneskets skyld og Guds tilgivelse taler direkte forbi danskerne. Og det er ikke kun et spørgsmål om at formulere sig i mere moderne vendinger, mener historiker ved Roskilde Universitetscenter, Henrik Jensen.
- Mennesker i dag har utrolig svært ved at se sig selv som skyldige. Vi er ikke syndere, vi har ikke gjort noget forkert. Det er os, noget går ud over. Det ligger os meget fjernt at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse, siger han.
Hele livssynet har ændret sig så radikalt i løbet af det sidste århundrede, at det kristne budskab slet og ret rammer ved siden af. Uden en erkendelse af synd og skyld har tilbuddet om tilgivelse og frelse ingen mening. Og det er problematisk, mener Henrik Jensen - ikke blot for kirken, men for hele samfundet.
For netop følelsen af skyld - af at have en gæld, og at man er skyldig over for nogen - er en vigtig bestanddel i at holde et samfund sammen. Ud af skyldfølelsen vokser pligtfølelsen over for andre og helheden. Og det øjeblik ingen føler sig forpligtede længere, falder samfundet fra hinanden.
Kulturel skizofreni
De tomme kirker er ifølge Henrik Jensen blot et af flere symptomer på, at den traditionelle kultur - de bånd, i form af grundværdier og normer, der holder samfundet sammen - er under opløsning.
- Danskerne befinder sig i en slags kulturel skizofreni, hvor vi i dag er spændt ud mellem to kulturer: En gammel, kristent funderet pligt- og skylds-kultur og en moderne rettighedskultur, siger han.
- Den klart mest iøjnefaldende af de to er rettighedskulturen, hvor individet tænker sin samfundsmæssighed i rettigheder - for eksempel hvad jeg har ret til af ydelser fra velfærdsstaten. Medierne fokuserer på vores rettigheder, politikerne gør det samme, og interesseorganisationer, der skal hjælpe netop deres gruppe til at få opfyldt deres rettigheder, vokser frem over alt.
- Rettighedskulturen er ikke helt ny. Den er bare blevet aktualiseret og mere og mere tydelig i de senere år. Den har rødder i humanismen og oplysningstiden og er en del af amerikaniseringen og individualiseringen, som for alvor fik vind i sejlene i 1960'erne. I dag baserer vi samfundet på rettigheder, og vi vil sågar også gerne eksportere dem til Den tredje Verden. Her tænker jeg på menneskerettighederne. Men dermed eksporterer vi også individualismen.
Over for den individuelt tænkende rettighedskultur bærer vi også på den ældre og, efter Henrik Jensens mening, dybereliggende pligtkultur. Pligtkulturen er i sin kerne en kristen skyldkultur, hvor mennesket først og fremmest er menneske ved at være forpligtet. Man har en gæld, et underskud på forhånd, som det er den enkeltes pligt at forsøge at bringe i balance. Og hvis man indordner sig i helheden og gør sin pligt, er der tilgivelse at få. Mennesket er som udgangspunkt skyldigt og ondt, og kun når det indordnes, forpligtes, kan der komme noget godt ud af det.
Rettighedskulturens udgangspunkt er derimod det stik modsatte: Mennesket er godt, mens begrænsninger er af det onde. Og individets frigørelse får det gode frem.
Synd for mig
Så forskellige kulturer brydes i den danske identitet, og det er ifølge Henrik Jensen ikke i sig selv dårligt. For begge kulturer har gode aspekter - og dårlige.
- Jeg mener, det ideelle er, når de to kulturer er i balance. Balancen har faktisk eksisteret i det 19. århundrede, og da mener jeg, den vestlige kultur var på sit stærkeste. Nu vælter det over til fordel for rettighedskulturen, og det er ikke godt. Jeg er ikke tilhænger af at vende tilbage til den radikale udgave af pligtkulturen i form af en neurotisk skyldskultur. Men vi har brug for pligtkulturen for at holde samfundet sammen. Hvis alle kun ser sig som havende rettigheder, men ingen pligter, falder samfundet fra hinanden. Billedligt talt er der ingen, der betaler ind - kun nogen, der tager ud.
- I sin yderste konsekvens bliver rettighedskulturen til en offerkultur. Det er synd for mig, hvis jeg ikke får det, jeg har ret til. Jeg ser en stærkere og stærkere tendens til, at vi ser os selv som nogen, noget går ud over, siger Henrik Jensen, der har skrevet bogen »Ofrets Århundrede« om netop den udvikling.
- Vi vil for eksempel meget nødigt se os selv som ansvarlige for noget, der går galt i vores eget liv. Vi leder i omgivelserne efter undskyldninger eller forklaringer. Det er også noget, vi har importeret fra USA, hvor man jo fører retssager om de mest absurde ting. Retssagerne ser vi ikke i Danmark, men vi ser det hos folk, der føler sig forbigåede, fordi de ikke har fået alt det, de har ret til.
- Den kultur breder sig meget hurtigt, fordi man snart opdager, at hvis man er den, der tager et ansvar, så ryger man bagerst i køen!
Rettighedskulturen har således udvandet begreber som pligt og skyld - men det betyder langt fra, at vi også har fået bugt med skyldfølelsen. Skyldfølelse eksisterer i helt samme grad som altid - og sandsynligvis er der mere af den nu end tidligere, siger Henrik Jensen.
- Det er så let at føle os som ofre og altid spille ud med vores rettigheder. Men jeg tror, der ligger en dybere følelse hos de fleste, som handler om, at det er rart at gøre sin pligt. Får man ikke »lov« til at gøre sin pligt, fordi der for eksempel altid er masser af tilbud fra velfærdsstatens side, så får man skyldfølelse. Forskellen til tidligere er, at tidligere var der troværdige institutioner, der kunne tilgive skylden. I dag har vi pillet al autoritet ud af for eksempel kirken og forældrene.
- Vi har ingen steder at gå hen med vores skyldfølelse, og i stedet prøver vi at dulme den, gå uden om den, bortforklare den eller slet og ret leve med den. Vi går i terapi eller bruger nervemedicin. Og den ulmende skyldfølelse, som vi ikke kan komme af med, har en forstærkende effekt på tendensen til at se os selv som ofre. Kan vi ikke gøre noget ved skylden, forsøger vi helt at komme af med ansvaret ved at bortforklare vores handlinger med en hård barndom, mobning i skolen, eller hvad det nu måtte være.
Skru op for autoriteten
I den situation vælger folkekirken den helt forkerte vej, når den forsøger at modernisere budskabet for at få folk i tale. En del præster forsøger blandt andet at udvikle det terapeutiske aspekt, men det er misforstået, mener Henrik Jensen, der gerne vil slå til lyd for, at kirken insisterer på forkyndelsen og slækker på underholdningen. For hans skyld kan den godt skrue ordentligt op for autoriteten.
For på trods af udviklingen - eller måske netop på grund af den - mener Henrik Jensen, at der er et stort behov i befolkningen for at blive forpligtet af noget eller nogen. Men kun hvis det er »for alvor«, som han udtrykker det.
- Jeg tror, at der er et stort uudnyttet potentiale i folk for at blive forpligtet af hinanden, af folkekirken, de folkelige institutioner og familien. Vi vil gerne forpligtes - men kun hvis det er alvorligt ment, og det er med en følelse af nødvendighed. Vi har behov for en situation, hvor vi føler, at noget peger på os, og vi ikke får chancen for at tænke »hvorfor mig?«. Vi har et behov for at føle, at livet er alvorligt ment, og at vi ikke kan vifte det hele hen i pjat, lykke- og underholdningskultur. I en krig sker der f.eks. en enorm stigning i følelsen af forpligtelse i en befolkning.
Så ekstrem en situation håber Henrik Jensen ikke på, men han tror, at der skal en radikal ændring i samfundet til, for at rettigheds- og pligtkulturen igen kan komme i balance.
- Vi lever i dette enorme forbrugersamfund med en opsvulmet velfærdsstat. Selv almindelige omsorgsfunktioner tager den sig af. Og vi vælger de politikere, der lover os mest muligt. Velfærdsstaten havde sit udgangspunkt i en pligtkultur med den hensigt at tage sig at de svageste i samfundet, men undervejs eroderede grundlaget og tog den enkeltes ansvar med sig.
- Muligvis skal vi derhen, hvor velstandssamfundet holder op med at levere alt så godt, som det gør nu, før pligtkulturen igen kan træde ind som et korrektiv til rettighedskulturen. Det øjeblik, alt ikke kommer flydende til os på løbende bånd, vil der være en større tilskyndelse til at forpligte sig, siger han.
Henrik Jensen argumenterer også for, at vi har brug for et samfund, hvor der er mere autoritet. Ikke kun hos kirken, men også hos for eksempel lærere, forældre og lokalsamfund. Det er vigtigt at gå imod friheds- og lighedstænkningens afskaffelse af alle autoriteter, siger han, for selvom individets frigørelse på mange måder er en stor gevinst, så medfører den også tab. Skiller man sig af med alle autoriteter, skiller man sig også af med tilgivelsen. Det er vigtigt, at vi har et sted, hvor vi kan lette byrden, og det hænger meget nært sammen med et samfund, hvor vi træder mere i karakter over for hinanden, forklarer han.
- I bund og grund handler det om os og vores holdninger, der skal ændres. Det handler om, hvordan vi ser vores eget liv - og at vi også har øje for, hvad vi mister. Jeg kan godt blive bekymret for kulturen, for vores grundværdier, regler, normer og traditioner for, hvordan vi gør tingene. Ikke at kulturen ikke må udvikle sig, men hvis man hele tiden kun kigger fremad, risikerer man at miste en væsentlig del af sin identitet. Det er kun, hvis vi føler os forpligtede over for kulturen, også bagud, at vi bliver til kulturindivider og en del af et samfund.