I ugen op til åbningen af Danmarks første supermarked med overskudsvarer i februar 2016 var Bassel Hmeidan nervøs. De frivillige kræfter var ganske vist samlet, og den store butik sat i stand, men hylderne i supermarkedet på Amager i København var stort set tomme. Det kunne blive en trist åbningsfest, nåede lederen af Folkekirkens Nødhjælps Wefood-projekt at tænke.
Men så begyndte telefonerne at ringe.
”Vi fik opkald fra indkøbscentre og leverandører, der fortalte, at de havde varer, vi kunne komme og hente. Fra at frygte tomme hylder stod jeg pludselig med en utømmelige kurv, som jeg kunne hive flere og flere varer op af. På en uge var butikken fyldt op og klar til kunder,” fortæller den 42-årige projektleder.
Han sidder på sit kontor i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsafdeling, hvor alt inventar – som det fremgår af navnet – er købt brugt. På et stort danmarkskort er alle organisationens genbrugsbutikker tegnet ind.
Bassel Hmeidan håber, at der engang kommer et kort over Wefood-butikker med overskudsmad. I dag er der to butikker i København og en på vej i Aarhus.
Wefood-projektets budskab er ifølge Bassel Hmeidan, at der er nok til alle, når bare vi gør en indsats og deler.
Samme pointe finder han i den tekst, der prædikes i landets kirker denne søndag om Jesus, der får fem bygbrød og to fisk til at række til 5000 jøder.
”Under nogle af de oplæg, jeg har holdt om Wefood, har jeg netop fortalt om bespisningen af de 5000 mennesker. For det er en fantastisk fortælling om at give til andre og dele det, vi har. Moralen er netop, at når man er indstillet på at give, så har man pludselig meget mere at give ud af, end man tror,” siger han.
Det budskab er ifølge ham relevant for borgere i et velfærdssamfund, hvor dem med overskud giver noget til dem med færre ressourcer. Også i et samfund med stort overforbrug og -produktion af blandt andet mad.
”Fordi vi som forbrugere i dag er kommet så langt væk fra produktionsområderne, fra markerne og staldene, er mad bare blevet til en form for vare og ikke en kilde til liv. For mig minder søndagens tekst os om, at vi ikke har ejerskab til nogen ressourcer i verden. Vi kan ikke sige, at netop den jord, de afgrøder eller de fisk er vores. Vi har fået lov til at bruge det, vi har brug for, ikke mere end det, og vi skal huske også at tænke på andres behov.”
Et andet vigtigt budskab ved søndagens tekst er ifølge Bassel Hmeidan gæstfrihed. Det var med det fokus, at han under opvæksten i Libanon lærte den bibelske fortælling, siger han.
”De første mange år af mit liv var præget af borgerkrig. Vi boede i en nogenlunde neutral del af Beirut, men hver gang der var konflikter i området, var vores hus fyldt med mennesker fra alle mulige religioner. Vi lærte, at gæstfrihed var vigtigt, og at vi måtte vise åbenhed over for andre uden at tænke på, om vi fik noget igen.”
Bassel Hmeidans familie er drusere – et lille religiøst samfund i Mellemøsten, som er udsprunget af islam, men i dag ses som en separat religion, der både finder sandheder i jødedommen, kristendommen og islam. Familien tilhørte den mere sekulære del af religionen og havde mest fokus på værdier som ærlighed, gæstfrihed og ikke-materialisme. De emner lærte børnene om gennem flere religioner.
”Libanon var et samfund med mange anerkendte trossamfund, og jeg lærte at bruge budskaber fra de forskellige religioner til at forstå verden. Her passede mange bibelhistorier til de værdier, min familie satte pris på. Det, jeg husker mest fra min barndom og opvækst, er nok meditationsgrupper, røgelse, fortællinger fra Bibelen – og så musik fra sangeren Julio Iglesias i baggrunden,” siger han og griner.
Udover bespisningen af de 5000 jøder fik Bassel Hmeidan som barn blandt andet fortalt bibelhistorien om, at det er lettere at få en kamel gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige, og han husker også historien om Job og om at holde ud i modgang.
”Udover fortællingerne er mit syn på kristendommen nok meget påvirket af den østlige kirke i Libanon. De ortodokse og katolske kirker var fyldt med mystik og ikoner, mens den protestantiske kirke herhjemme er blottet for det samme. Der hænger et skib i kirken og ikke så meget andet. Til gengæld leverer folkekirken et rent budskab uden for meget støj.”
Han har bemærket, at religion ikke spiller så stor en rolle i Danmark som i blandt andet Libanon, og tror, det kan skyldes trygheden.
”Under borgerkrigen oplevede jeg, at der var en anerkendelse af, at man ikke har kontrol over noget som helst i livet. At man ikke kan planlægge fremtiden, fordi man aldrig ved, hvad der sker i morgen. Folk i Danmark tror, at de har kontrol over deres eget liv, og derfor er der måske ikke behov for en tredjepart, der holder hånden over en eller kan forklare om livets mening,” siger han og tilføjer, at han ikke selv anser sig selv for særligt religiøs.
”Jeg kender flere religiøse tekster og bruger dem lidt i hverdagen, men det bekymrer mig ikke, hvad der sker, når jeg dør, og jeg har heller ikke behov for at finde ud af, om jeg er skabt af noget højere eller bare er resultatet af en tilfældig kemisk reaktion. Jeg tænker, at det er mere ligegyldigt, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, hvis bare vi forstår, hvordan vi skal leve det her liv som gode mennesker. Det er dér, vi blandt andet kan bruge budskaberne fra Bibelen.”