Christian Roar Pedersen, sognepræst i Hals og Hou kirker:
”Min grænse er klar: Jeg bryder kun tavshedspligten, hvis andres liv eller førlighed er i fare. Det er det eneste tidspunkt, hvor det giver mening at bryde tavshedspligten. Et tænkt tilfælde kunne være, at en person siger, at han har placeret en bombe i et storcenter. I det tilfælde ville jeg naturligvis anmelde det.
Men ellers er der en vigtig pointe i, at tavshedspligten rækker langt. Det er vigtigt, at der er nogle personer, du kan henvende dig til med dine dybeste hemmeligheder, uden at de gives videre. Det kan nemlig være en mulighed for at få hjulpet nogle personer, som ellers aldrig ville søge hjælp.
I hvert fald skal der ikke gå automatik i det, så man anmelder alle, der opfylder de og de kriterier. Det må være sådan, at præsten i det enkelte tilfælde vurderer, om en anden persons liv eller førlighed er i fare.”
Lisbeth Marianne Andersen, hospitalspræst i Viborg:
”Jeg har aldrig selv stået i et dilemma om, hvorvidt jeg skulle bryde min tavshedspligt, men det er naturligvis noget, jeg har tænkt over. Min egen tommelfingerregel er, at jeg først og fremmest vil prøve at tale med personen om, hvorvidt det kunne være en idé selv at henvende sig til myndighederne, hvis der er noget at henvende sig om.
I sager, hvor personenes eget liv eller en anden persons liv er i fare, skal jeg selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan for at forhindre det. Det kan i sidste ende betyde, at jeg må anmelde en person til myndighederne, men det vil altid ske efter grundig vurdering fra sag til sag.
Hvis det drejer sig om børn, er det en skærpende omstændighed. De skal have særlig beskyttelse, indtil de kan tage vare på sig selv.”
Elmo Due, studielektor ved Pastoralseminariet i København og tidligere fængselspræst:
”Når det gælder regler om tavshedspligt, er det let at være jurist og svært at være præst. Min egen grænse for tavshedspligten går der, hvor loven påbyder mig at anmelde noget, jeg har hørt ved en sjælesorgssamtale. Det er nemt at sige, men sværere er det at tolke, hvad loven er.
Præsten skal gå til politiet, hvis der er fare for andre personer. Og der er præsten i hvert enkelt tilfælde nødt til at vurdere, hvorvidt det er tilfældet.
Som fængselspræst har jeg af og til stået i dilemmaer om, hvorvidt jeg skulle bryde tavshedspligten. Det gjaldt netop de tilfælde, hvor jeg havde en formodning om, at en person var til fare for andre. Og i et enkelt tilfælde har jeg også kontaktet fængslets sikkerhedspersonale, fordi jeg på baggrund af en samtale havde en mistanke om, at en anden persons liv var i fare.”