Når Islamisk Stat smadrer uerstattelig kulturarv i syriske Palmyra, og når Taleban sprænger Buddha-statuer i luften i Afghanistan, undrer vi os. For hvorfor ødelægge kultur og religiøse symboler?
Men er det moderne Danmark og den luthersk-evangeliske folkekirke i virkeligheden selv grundlagt på vold, hvor munke blev fordrevet og katolicismens symboler smadret? Det mener Bjørn Thomassen, lektor i globalisering på RUC, der i en række debatindlæg i Kristeligt Dagblad har beskrevet, hvordan Reformationens voldelige bagside behændigt er skrevet ud af danmarkshistorien.
Han opfordrer til at bruge det forestående reformationsjubilæum i 2017 som anledning til at se nærmere på den religiøse vold i vores egen fortid.
”Temaet er varmt på grund af Islamisk Stats ødelæggelse af biblioteker og statuer. I disse internettider har det aldrig været vigtigere at forstå forholdet mellem billede, magt og identitet. Men vi kan kun opnå en sådan forståelse, hvis vi tør kigge indad. Og det er vel også meningen med et jubilæum,” lyder det blandt andet fra Bjørn Thomassen.
Kristeligt Dagblad har taget opfordringen op og bedt landets førende reformationshistoriske sagkundskab om netop at kigge indad. For hvad ved vi faktisk om billedstorm på dansk grund? Eller ikonoklasme, som det hedder med et finere ord, og som betegner den bevidste destruktion eller krænkelse af vigtige symbolske billeder eller ikoner, der er anerkendt inden for en kultur, en religion eller et samfund.
Sikkert kendskab har vi kun til ét eksempel på billedstorm i reformationsårene, nemlig stormen på Vor Frue Kirke i København i julen 1530, fortæller Martin Schwarz Lausten, der er dr.theol. og kirkehistoriker med speciale i Reformationen.
”Der går mange historier om, at der også i Danmark var udbredt billedstorm på katolsk kirkekunst, relikvier og kirker, hvor kalkmalerier blev overmalet. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Det eneste regulære eksempel, vi kender på ødelæggelse af kirkeligt inventar, er eksemplet fra Vor Frue Kirke, hvor københavnske borgere ødelagde sidealtre og andet inventar. Overmalingen af kalkmalerier finder først sted i slutningen af 1600-tallet og i 1700-tallet, og da af rent æstetiske grunde. Men sidealtrene i kirkerne skulle fjernes, da tjenesten ved dem var udtryk for en falsk kristendom, mente de lutherske.”
Når billedstorm stort set ikke fandt sted i Danmark, skyldtes det hovedsageligt, at vi fulgte den lutherske linje, som ikke lagde afgørende vægt på kunstens og de religiøse symbolers betydning i opgøret med den katolske kirke. Til gengæld brugte de lutherske flittigt deres egne kunstnere i bøger, på malerier og altertavler, påpeger Martin Schwarz Lausten.
”Både reformatorer som Calvin og Zwingli og Luthers kollega Andreas Karlstadt på universitetet i Wittenberg lægger vægt på, at alt, hvad der minder om den katolske tid, skal fjernes. Men Luther reagerer netop på opfordringerne til billedstorm med en langt mere pragmatisk indstilling. Den katolske kirkekunst kan fint blive hængende, siger han, og kan sågar have en pædagogisk funktion. Det afgørende er, at man ikke dyrker den,” siger Martin Schwarz Lausten.
Også kirkehistoriker ved Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen, som er medredaktør på et kommende trebindsværk om Reformationen, påpeger, at fortællingen om reformatorerne, som kom styrtende med hvide spande og malede det hele over, er en myte.
”Folk taler meget om alle de billeder, der er væk, men det er 600 år gamle billeder ofte. Mange altertavler fra katolsk tid er dog bevaret, og det tyder jo ikke ligefrem på billedstorm. Selvfølgelig sker der det med etableringen af et nyt styre, at så skal man af med noget af det gamle. Men i Danmark foregår det meget pragmatisk og over lang tid. Og det handlede først og fremmest om at finde en anden brug af de forskellige genstande. Peder Palladius, Sjællands biskop, opfordrede til at bruge de mange side- altre til noget andet nyttigt og til at sende messehaglerne til Helligåndshospitalet i København, hvor de kunne gøre nytte som forbindinger.”
Men hvis billedstormen i Danmark var begrænset, var der så religiøst motiverede voldshandlinger mellem de katolske magthavere blandt adelen og oprørske protestanter? Voldshandlinger var der masser af, understreger Carsten Bach-Nielsen, men hovedsageligt som led i den borgerkrig, der ledte op til Reformationen i årene 1533-1536. Borgerkrigen, der også blev kendt som Grevens Fejde, var et udslag af magttomrummet efter Frederik I’s død i 1533. Christian II er fængslet, og den senere Christian III, som er inspireret af Luthers idéer, er på dette tidspunkt hertug i Slesvig.
Fraværet af en konge får de jyske bønder til at rejse sig med en række politiske og økonomiske krav mod adelen. I Nordjylland ledes bondeoprøret af Skipper Clement, men den jyske bondeopstand nedkæmpes af en hær anført af den holstenske greve Johan Rantzau under et blodigt slag i 1534 ved Svenstrup syd for Aalborg. Ifølge Carsten Bach-Nielsen er der imidlertid ikke tale om krig og vold med religiøse under- eller overtoner.
”Rantzaus nedslagtning af de jyske bønder var brutal, men det er vanskeligt at forstå konflikten som andet end adelens reaktion på bondeoprøret i bestræbelsen på at genoprette ro og ordent. Det er en regulær magtkamp baseret på interesser og ikke på religiøs konfession, som desuden gik på tværs af de stridende parter, hvis den overhovedet var udtalt.”
Det tætteste, vi kommer på religiøst motiveret vold, var fordrivelsen af munke fra de mange katolske klostre rundt om i landet. Især findes der beretning om, hvordan franciskanermunkene blev jaget på flugt under deciderede pøbeloptøjer.
”Men igen er den åndelige overbygning på voldshandlingerne tvivlsom. Munkene var upopulære og blev betragtet som nassere. Samtidig havde de nogle attraktive klosterbygninger midt i købstæderne, som folk gerne vil have fingre i, da de fik muligheden. Selvom de kilder, vi har til begivenhederne, er stærkt farvede, ved vi, at der var tale om en voldelig fordrivelse, uden at det dog var systematisk orkestreret fra magthavernes side,” siger Carsten Bach-Nielsen.
Det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien, og en del af anklagen fra lektor Bjørn Thomassen, der selv er katolik, går således også på, at Reformationens skyggesider systematisk er blevet nedtonet af eftertidens protestantiske kirkehistorikere. Men hverken Martin Schwarz Lausten eller Carsten Bach-Nielsen føler sig truffet af den anklage. Sidstnævnte fremhæver, at han netop har afsluttet en forskningsartikel om religionskrigene og voldslegitimering, som udkommer næste år. Forbindelsen mellem religion og vold, som kan føres tilbage til korstogene, er bare ikke særlig tydelig i Danmark under Reformationen, understreger han.
Spørger man reformationshistoriker og lektor ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen, som selv har katolsk baggrund, tilslutter han sig da også i store træk udlægningen fra sine to kolleger på de teologiske uddannelser.
”Selvfølgelig ophører messen ved de mange sidealtre, og der bliver ryddet ud, men ikke på en demonstrativ måde, som vi ser i de calvinistiske områder. Den lutherske linje har fokus på gudstjenesten og forkyndelsen, så betyder rammerne mindre. Vi ved dog, at Peder Palladius’ bror, Niels Palladius, som er biskop i Lund, anlægger en hård, nærmest billedstormerisk linje, hvor alle billeder, selv krucifikser skal væk. Men han får ikke magt, som han har agt, for det bliver den pragmatiske linje fra Wittenberg, der slår igennem,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Men han mener samtidig, at mange danske historikere har betonet materielle forklaringer frem for de åndelige. Og i den forstand kan man godt sige, at de religiøse eller ideologiske aspekter af Reformationen herhjemme er underbelyst, siger han.
”Der er helt naturligt at inddrage den sociale og politiske kontekst i forståelsen af, hvad Reformationen handlede om. Men der har i flere generationer været en tilbøjelighed til at foretrække solide, materielle forklaringer og underspille andre motiver, herunder de religiøse. Og da munkene bliver trængt ud af klostrene i slutningen af 1520’erne og begyndelsen af 1530’erne, hvor vi endnu er i Reformationens spontane fase, mener jeg ikke, at man kan udelukke ideologiske motiver som medvirkende faktor i volden,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Det kommende år frem mod reformationsjubilæet i 2017 vil være rigt på bøger og foredrag om alle aspekter af Reformationens historie og eftervirkninger i samfundet. Også jagten på forbindelser i krydsfeltet mellem religion og vold vil fortsætte.