Prøv avisen

Hvordan afgør man, om et menneske virkelig tror på Gud?

Det sker stadig oftere, at Flygtningenævnet må afgøre, om en asylsøgers konversion til den kristne tro er ægte. Men hvordan afgør man, om et menneske virkelig tror på Gud?

Når Flygtningenævnet skal afgøre, om en asylsøgers konversion til den kristne tro er troværdig, må de granske både flygtningens viden og hjerte. Men det er en proces fuld af faldgruber, mener flere

Det sker stadig oftere, at Flygtningenævnet må afgøre, om en asylsøgers konversion til den kristne tro er ægte.

For nævnet oplever i stigende grad, at konversion bruges som asylmotiv, og indimellem opstår mistanken om, at de nyopståede religiøse følelser er skabt til lejligheden.

I disse sager skal nævnet granske både asylsøgernes viden og hjerter for at finde afklaring, og det er ofte svært, forklarer medlem af nævnet Thomas Gammeltoft-Hansen, der til daglig er forskningsdirektør i Institut for Menneskerettigheder.

”Det er klart, at det altid bliver ord mod ord, når det drejer sig om troværdighedsvurderinger. Vi kan jo ikke gå ind i deres hoveder, men vi forsøger alligevel at opnå så nuanceret et billede som muligt,” siger han.

Det sker blandt andet ved at se på, hvad der ligger af dokumentation og støtte-erklæringer fra kirker og præster, der har haft kontakt til asylsøgeren. Derudover kan man spørge til centrale stykker fra Bibelen.

Netop spørgsmålene om bibelkundskab har været kritiseret af blandt andet indvandrerpræster, for en del af asylsøgerne er analfabeter, og der kan også være andre grunde til, at man ikke har en tekstnær tilgang til sin religion. Og de mennesker står uretfærdigt dårligt, mener blandt andre indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen.

Men sådan foregår det heller ikke i praksis, mener Thomas Gammeltoft-Hansen:

”Man bør aldrig afvise en ansøger på baggrund af manglende bibelviden. Det er jo heller ikke sådan, at alle danske kristne ved de her ting,” siger forskningsdirektøren.

Vigtigst for ham er det at se på det samlede forløb omkring konversionen og spørge ordentligt ind til dette. Hvorfor var det, at ansøgeren blev kritisk over for sin oprindelige religion?

Hvad var det, der gjorde, at vedkommende fik interesse for kristendommen? Og hvorfor besluttede ansøgeren at blive døbt?

”Det er spørgsmål, der ikke går så tæt på det religiøse, som i sagens natur ikke kan måles udefra, men som kan give myndighederne et mere helhedsorienteret billede af, hvad der ligger bag selve konversionsprocessen,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Ifølge et andet medlem af Flygtningenævnet, professor Bjørn Møller fra Institut for Kultur og Globale Studier på Københavns Universitet, nytter det ikke udelukkende at bruge testspørgsmål om, hvad kristendommen er, når der skal træffes afgørelse om en asylsøgers oprigtighed.

”Enhver, der har en vis skolegang, kan lære, hvad jul, påske og pinse er. Derfor giver det meget mere mening at benytte sig af en narrativ tilgang, hvor man ser på, hvordan den pågældende asylsøger er kommet ind i kristendommen. Vi skal se på, om det giver mening ud fra den menneskelige natur,” siger Bjørn Møller.

Der er dog så mange fejlvurderinger af asylsøgeres tro, at man bør ændre på den gældende praksis med troværdighedsvurderinger, mener indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen.

Han har selv deltaget i en høring, hvor de forskellige landes praksis på området blev sammenlignet, og her blev den hollandske model fremhævet som særligt god. I den model er der nedsat et kirkeligt udvalg, som vare-tager det, man kalder trossamtaler.

Udvalget er ikke en del af det etablerede asylsystem, men asylsystemet kan sende asylsøgere til en sådan trossamtale, hvor fagfolk sørger for at få det væsentlige frem. Herefter skriver de et referat, som advokaten kan vælge at tage med i fremførelsen af sagen. Der er også andre muligheder, påpeger han.

”I det hele taget mener jeg, at man i stedet for at vurdere kvaliteten af et menneskes tro bør nøjes med at spørge, om der er tegn på direkte bedrageri,” siger Niels Nymann Eriksen.

For asylmyndighederne har lige så lidt som kirken mulighed for i praksis at definere skellet mellem egentlige og uegentlige kristne.

”Konvertitterne er et godt eksempel på, hvor umuligt det er at sætte en klar grænse, for de henviser sjældent til dåben eller andre formelle handlinger, når de svarer på, hvornår de blev kristne. De siger typisk: Første gang jeg bad til Jesus. Eller første gang jeg følte tillid til ham. Mange af dem har aldrig været del af en kirke, men har alligevel længe betragtet sig som kristne, og den uigennemskuelighed er netop en af de store styrker ved kristendommen,” siger han.