Tabet af tysk teologi har lukket op for en helt ny Gud
Anders Quistorff har været sognepræst i Gjesing Sogn, Esbjerg, siden 1994.
Når jeg tager et generelt vue ud over teologiens udvikling, siden jeg blev præst, synes jeg, at teologien har været ude for et sørgeligt dannelsestab. Et dannelsestab, der ikke kun gælder teologien, men i det hele taget store dele af vores danske dannelseshistorie.
Det dannelsestab hænger for mig at se sammen med vores glemsomhed omkring det tyske som en hovedfaktor i dansk åndstradition. Faktum er, at dansk åndsliv har haft en stærk historisk tradition for at suge tysk åndsliv – herunder tysk teologi – til sig. Men den tradition synes jeg jeg gennem mine 25 år som præst langsomt har set forfalde og smuldre.
Fra min studietid husker jeg, hvordan vi på tysk studerede og diskuterede Luther selv, samt en række af hans værdige arvtagere, omkring så teologisk centrale emner som lov og evangelium, fortabelse og frelse, et menneskes bundethed og frihed.
Den refleksion er sammen med det tyske sprog forsvundet i det generelle skifte, som dansk teologi for mig at se har taget fra et hidtil historisk og traditionsbåret udgangspunkt i tysk/luthersk teologi til et påstået mere nutidigt udgangspunkt i anglikansk/amerikansk teologi.
Et udgangspunkt, der blandt andet har lukket portene op for en helt ny Gud, og dermed en helt ny teologi, der står i modsætning til alt, hvad Gud og teologi hidtil har betydet i en dansk folkekirkelig sammenhæng, herunder Martin Luther, som jo blandt andet har lagt navn til den kirke, flertallet af danskerne tilhører.
En ny teologi, der med påstanden om Guds totale abdika- tion borteliminerer Guds metafysiske forskellighed og gør Gud til en human størrelse, der er identisk med næstekærlighed. Et for mig at se amputeret gudsbegreb, som risikerer at udvande teologien til den rene humanisme.
Med det ovenfor omtalte dannelsestab, dansk teologi for mig at se har været igennem, kan jeg frygte, at den vil fortsætte med at være en teologi i vildrede med sig selv og dermed kastebold for alle hånde modestrømninger i pagt med tidsånden. Jeg kan forsigtigt håbe, at dansk teologi igen vil begynde at besinde sig på, hvor den har sine rødder, så den bliver en teologi ikke af tiden, men i og til tiden.
Der er stigende respekt om præsteembedet
Kathrine Lilleør er forfatter til bøger som ”Tro mod tro”, ”Kvinde, hvorfor græder du” og ”Kærlighed er”. Har været sognepræst i Risbjerg Kirke, København, og i Slagslunde og Ganløse Kirker på Sjælland.
Da jeg begyndte som præst 1993, var der i kirken stadig et ekko fra 1970’ernes opgør med autoriteterne og dermed et ubehag ved Gud som ubetinget magt. Evangeliet skulle forkyndes indirekte. Blandt andet derfor blev Johannes Møllehave tiljublet som prædikant for sin uforlignelige evne til at udlægge evangelierne via litteratur. Det gjorde han dygtigt og indsigtsfuldt, og det var det, tiden efterspurgte. Det var afgørende at rykke prædikensproget fri af det dogmatisk forudsigelige og ikke belemre menigheden med alt for meget synd og Helligånd. Det var også en periode båret af politisk forkyndelse, såkaldt politisk teologi, som havde et socialistisk tilsnit.
Jeg skulle have skrevet speciale om Søren Kierkegaard, men opdagede ved et tilfælde perspektiver hos H.C. Andersen, som jeg valgte at arbejde videre med. Jeg er opvokset under såvel min far, Olav Lilleør, som Møllehaves prædikestol i Virum Kirke, hvorfra jeg vidste, at stor litteratur ofte rummer dybe teologiske pointer. Jeg tog derfor som noget helt naturligt H.C. Andersen og andre forfattere med på prædikestolen i Risbjerg Kirke i København, hvor jeg var ansat de første år, fuldstændig som andre præster gjorde det i de år. Vi inddrog film, kunst og litteratur i stor stil.
Det ændrede sig ikke fra den ene dag til den anden, men for mig blev tegningekrisen i 2005 afgørende. Jeg udgav bogen ”Tro mod tro” sammen med Naser Khader, og sammen tog vi rundt i landet, hvor jeg oplevede, at der var stor interesse for, hvad evangelierne i sig selv har at sige. Det intensiverede også min egen evangelielæsning. Jeg havde fået et nyt embede, hvor jeg skulle prædike mere, og jeg måtte bare konstatere, at jeg var blevet mere klog på H.C. Andersen end på evangelierne.
Jeg er præstedatter i tredje generation, og der er ingen tvivl om, at den generation af præster, som min far og Møllehave tilhører, har taget en hård tørn. De var præster i en tid, hvor embedet var dalet i den offentlige anseelse. Det blev i mange kredse betragtet som en latterlighed at være præst. I dag oplever jeg en stigende respekt om præsteembedet, så længe vi holder os til indholdet af vores embede. Der er i tiden en årvågen modvilje mod leflen og en sult efter oplysning og forkyndelse af kristendom.
Jeg er lykkelig for at være præst i en periode, hvor folk strømmer i kirke for at høre, hvad evangeliet har at sige dem.
Spiritualiteten er kommet tilbage i kirken
Mikkel Wold er sognepræst i Marmorkirken, København, som han kom til i 1994. Han er også ekstern lektor i blandt andet sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Løgumkloster.
Skulle man pege på en række tendenser, der har præget den kirkelige teologi de seneste 25 år, ville jeg umiddelbart tænke på tre forhold.
Det ene er et øget fokus på et bekendelsesmæssigt grundlag, hvor spørgsmålet om den rette tro kom i fokus. Det skete navnlig i de mere konservative teologiske miljøer i 1990’erne. Efter min opfattelse havde det en stræben efter korrekthed over sig mere end en fordybelse i det dogmatiske, som ellers havde været værdifuld.
Denne nykonservatisme var til dels en reaktion på et andet forhold, nemlig en underlig forsagthed over for at tale om centrale teologiske temaer. Tendensen kunne man se allerede på teologistudiet helt tilbage i 1980’erne. Den stammede ikke fra underviserne, men der var dengang både blandt studerende og yngre præster en mærkelig ironisk distance til teologiens grundlag og i særdeleshed til alt, hvad der mindede om andagtsliv. Den slags var forbeholdt missionsfolkene, mente man, hvad der selvsagt var en idiotisk attitude. Den medførte en skyhed over for at tale om centrale teologiske temaer – en slags pinlig fedten for verdsligheden.
Denne forsagthed har holdt længe, og selvom tendensen ikke er så udtalt længere, er den der stadig. Ikke mindst når megen teologi forsøger at ”oversætte” teologiske udsagn til almene begreber. Men man kan ikke bare reducere teologiens tale til en tale om almenheder eller gode og mindre gode forhold ved tilværelsen.
På det område, jeg selv har beskæftiget mig meget med, nemlig sjælesorgen, så man tidligere fænomenet i en varia- tion, hvor man var så betaget af psykoterapien, at den klassiske sjælesorgs teologiske indhold blev mere eller mindre glemt. Derved blev sjælesorgen i nogle tilfælde reduceret til en teologisk farvet terapi.
Som det tredje element vil jeg nævne genopdagelsen af spiritualiteten. Også den blev latterliggjort engang, men er kommet tilbage, desværre dog ofte noget løsrevet fra den sammenhæng, den blev til i. Spiritualiteten hører sammen med den teologiske refleksion. Det opdager man, når man går til overleveringen af de erkendelser, der er blevet til op gennem historien, ikke mindst hos kirkefædrene.
Og det er der, jeg håber, teologien fremover vil finde sin inspiration. Det er ved at besinde sig på kilderne, at teologien fornyer sig. Når man skal forme fremtiden, gør man klogt i at kende de skatte, der ligger i historien.