Prøv avisen
Herrens Veje

Hvordan møder præsten den ikke-troende i sorg?

Enken Emilie kæmper som ikke-troende med sorgens meningsløshed. Samtidig oplever hun magtfuldkommenhedens rus, da hun selv bliver herre over liv og død. Her ses hun i det kirkerum, som hun har så stor modstand over for. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Johannes Krogh rakte i gårsdagens afsnit af ”Herrens Veje” ud mod den sørgende og kristendomsforskrækkede Emilie. Hvordan hjælper folkekirken i virkeligheden ikke-kristne mennesker i sorg uden at svigte det evangeliske udgangspunkt? Det har Kristeligt Dagblad spurgt en ungdomspræst, en gadepræst og en hospicepræst om

Da provsten Johannes Krogh i går aftes tonede frem på skærmen i DR’s dramaserie ”Herrens Veje” og sammen med sin familie besøgte sønnens Augusts grav, lod han enken Emilie vælge en fællessang og dermed tage styringen over mindesammenkomsten.

Valget faldt på en Anne Linnet-sang frem for en traditionel salme, som Johannes Krogh ellers ville have foretrukket. Og det var ikke kun svigerfaderen, der favnede svigerdatteren, men også præsten, der hjalp den kristendomsforskrækkede i sorg.

Men hvordan hjælper virkelighedens præster ikke-troende, når sorgen rammer? Og hvilke virkemidler må tages i brug, når den sørgende måske kan tage anstød af det folkekirkelige bekendelsesgrundlag, som danner klangbund for sjælesorgssamtalen?

Kristeligt Dagblad har spurgt tre præster, der dagligt har kontakt med både troende og ikke-troende mennesker i sorg, om netop det.

En af dem er Trine Hostrup Dahl, der er ungdomspræst og kommer på flere gymnasier samt på Via University College i Viborg. Hun betoner, at kodeordet for sjælesorgssamtalen med den ikke-troende unge er nysgerrighed.

”Ligesom Emilie i ’Herrens Veje’ kan unge mennesker have paraderne oppe, når de møder en præst. Derfor er det afgørende at møde den enkelte med åbenhed og spørge ind til, hvordan sorgen ser ud for netop ham eller hende.”

Trine Hostrup Dahl, der desuden er sognepræst ved Sjørslev og Vestervang Kirker i Viborg, har som ungdomspræst evangeliet i ryggen, men henviser ikke i udgangspunktet til fortællinger fra Bibelen, når hun taler med unge med en kirkefremmed baggrund. I stedet spørger hun ofte, om hun må bede for vedkommende og lyse velsignelsen.

”Der er en kæmpe sårbarhed i som ung i dag at sige, at man er i sorg, og da det ikke passer ind i præstations- og perfekthedskulturen, vil mange unge også opleve det som en ensom følelse. Netop der er velsignelsen meningsfuld. Den får det unge menneske til at føle sig set og taget alvorligt.”

Et andet sted, hvor en bøn og en velsignelse kan lindre, er på Hospice Sønderjylland. Her arbejder præsten Ingeborg Kastberg, og dagligt møder hun kronisk syge og døende patienter samt deres pårørende, for hvem sorgen er et vilkår. Hun besøger alle patienter – uanset religiøst tilhørsforhold – når de bliver indlagt på hospicet.

”Som indledning til samtaler om sorg spørger jeg, hvad der giver patienterne håb og kræfter til at udholde den situation, de er i. Ofte spørger jeg så derefter, om de har en tro. Det er der mange, der svarer ja til. Men mange af dem svarer, at deres tro nok ikke hører hjemme i kirken.”

For desværre, påpeger Ingeborg Kastberg, har mange danskere en forestilling om, at der er nogle ganske snævre rammer for, hvilke trosudtryk der kan rummes inden for folkekirken.

”Patienterne bliver ofte berørt, når jeg derefter fortæller dem, at jeg selv tror,” fortæller Ingeborg Kastberg.

Med et fagbegreb kalder man det den vikarierende tro, at man kan lade sig trøste og støtte af, at en anden i ens nærhed tror. Også selvom man er usikker på sin egen tro, forklarer hun.

”Og egentlig gør jeg det samme som Johannes Krogh. Jeg prøver at finde et sprog, som, uden at fornægte den underliggende kristendomsforståelse, er mere åbent.”

En tredje, der i sit virke møder kirkefremmede mennesker i sorg, er Peder Thyssen, gade-, korshærs- og arresthuspræst i Odense. Han beholder også Bibelen i lommen.

”Jeg prædiker ikke for de sørgende, jeg møder på gaden eller i arresthuset, for det har de ikke brug for. Jeg lytter. Når man er i sorg, har man brug for et vidne, der bærer med ved at lytte, og som ikke kommer med gode råd.”

Han lægger i samtalen vægt på at imødekomme den følelse af meningsløshed, et sørgende menneske kan have.

”Døden har vi ikke magten over. Det er derfor, vi rammes af afmagt, og som præst skal jeg møde den sørgende i afmagten,” siger Peder Thyssen, der også er sognepræst ved domkirken i Odense.

Nysgerrighed, åbenhed og evnen til at lytte er altså nogle af de allermest væsentlige kodeord i mødet med et menneske i sorg, der ikke opfatter sig selv som kristent. Men kunne præsten så ikke lige så godt erstattes af en psykolog eller blot et andet omsorgsfuldt medmenneske?

Svaret findes i Bibelen, mener hospicepræst Ingeborg Kastberg. For den er fuld af historier om mennesker, for hvem livet er gået i stykker, uden at der er noget at gøre ved det.

”Her ses præstens forskel fra psykologen i en sorgsituation. Med os har vi historien om, at vi ikke kan fikse det hele. Og det er måske en af de allerstørste provokationer for moderne mennesker. At der ikke kun er problemer, men også vilkår, og vilkår bliver vi nødt til at bære på,” siger hun og fortsætter:

”Folkekirken er måske den sidste instans i den moderne verden, der står fast på, at sorg er et vilkår, og at døden er meningsløs.”

Kunsten er ikke at lade sig smitte af den berøringsangst, som resten af verden oplever, når et menneske er i sorg, understreger Ingeborg Kastberg.

”Eksemplet, jeg ofte hører, er, at jo mere tragisk et dødsfald der er sket, jo mere holder folk sig væk fra den sørgende, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Der skal præsten være den første, der sparker døren ind og siger: ’Hvor er det meningsløst. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men nu bliver jeg lidt her hos dig.’”