Stinus Lindgreen, nyvalgt til Folketinget for Radikale Venstre. Ph.d. i bioinformatik. Ateist. Formand for Ateistisk Selskab i 2010 og 2011. Bor i Kongens Lyngby.
”Jeg har altid været meget fokuseret på, hvad du kan kalde det rationelle og videnskabelige syn på verden, og jeg har aldrig savnet den religiøse dimension. Jeg savner ikke at tro, og jeg kan ikke se, hvad det skulle fylde ud, som jeg ikke allerede har i dag.
Jeg mener, at det er rigtigt at arbejde for et sekulært samfund med en adskillelse af kirke og stat, men det kræver en grundlovsændring og ligger derfor ikke lige rundt om hjørnet. Men man kan tage fat i konkrete forhold i forbindelse med sammenblandingen af religion og stat uden at tage fat i Grundloven. Det er ting som åbningsgudstjenesten og undervisning i folkeskolen. Et sekulært samfund er ikke et ateistisk samfund, men et samfund, hvor alle har lov til at tro eller ikke tro på lige det, de har lyst til. Og jeg mener, at et sekulært samfund, hvor ingen religion har særstatus, er det eneste samfund, der levner plads til alle religiøse og ikke-religiøse.
Religion burde for mig at se være ligegyldigt i forhold til al anden politik, og ingen religion skal diktere, hvilken politik vi fører. For mig er det for eksempel mindre vigtigt, at jeg er ikke-troende, end at jeg har en forskningsmæssig baggrund. Den kan jeg bruge inden for alle mulige områder, for eksempel uddannelses-, forsknings- og klimapolitik.”
Halime Oguz, nyvalgt til Folketinget for Socialistisk Folkeparti. Muslim. Konsulent. Bor i Odense.
”Jeg er muslim, og min religion betyder for mig, at man skal være et ordentligt og ærligt menneske, der hjælper de svage og hele tiden har hjertet med. Religion er for mig alt det moralske og etiske, ikke alt det dogmatiske og politiske. Min private tro vil derfor ikke på nogen måde have indflydelse på min politik.
Jeg har hele tiden været fortaler for, at man skal adskille politik og religion, og at religion skal forblive en privatsag. For jeg mener, at det at være tydelig om sin religion i offentligheden splitter mere, end det samler. Det viser historien også. Derfor så jeg gerne, at religionens rolle i offentligheden blev lidt mindre, end den er i dag, og jeg vil værne om religionsfriheden og retten til at tro på, hvad man vil.
I virkeligheden er Danmark ikke et meget religiøst land. Og man går ikke normalt rundt og spørger på arbejdspladsen eller i skolen, hvad folk tror på. Sådan er det blandt etniske danskere, kristne, men sådan er det ikke længere med de muslimske mindretal. Jeg synes, de har et alt for stort behov for at skilte med deres religion og sætte deres religiøse overbevisninger over for det politiske. Det er meget problematisk, og der er også derfor, vi ser alle de spændinger, der er i samfundet. Både religiøse grupperinger, Paludan, ekstremisme, IS-krigere og terror er udtryk for konflikter, der kommer ud af det, og det synes jeg ikke gavner.
Jeg så gerne, at kirke og stat var adskilt, men det er i hvert fald ikke folkekirken, der udløser de store religiøse spændinger, for det er mere en kulturinstitution end en religiøs institution, og folkekirken er ganske moderat.”
Mads Fuglede, genvalgt til Folketinget for Venstre efter at have siddet som suppleant siden oktober 2017. Kristen. USA-analytiker. Bor i København.
”Jeg betragter mig selv som grundtvigianer med et stærkt strejf af noget kierkegaardsk. Jeg er lutheraner og blandt andet meget glad for Johannesevangeliet. Det betyder alt for mig at være kristen. Jeg er flittig kirkegænger, også selvom jeg ikke altid har været lige begejstret for folkekirken. Så det er en meget stor del af min personlighed og noget, jeg dyrker og holder ved lige.
Kristendommen påvirker, hvem jeg er, og derfor også, hvem jeg er som folkevalgt. Men kristendommen er ingen lovreligion, og det betyder, at den ikke giver nogen opskrift ud i det politiske. Og det er rigtig fint. Der er for mig ikke noget mere fremmed end politikere, der blander politik og religion sammen.
Jeg har aldrig spurgt mig selv, som nogle gør i USA, hvad Jesus ville gøre. Hverken politisk eller i livet som sådan. Men det, at Gud levede blandt os som Jesus og gik gennem ørkenen med sine disciple og udstødte med det budskab, at han vil med os, at vi skal elske hinanden, bygger jeg mit livs- og verdenssyn på.
Religions- og kirkepolitik interesserer mig, og jeg synes blandt andet, vi skal være meget opmærksomme på kristenforfølgelser i udlandet. Vi skal politisk kommentere på, at kristne er de mest forfulgte, der findes i verden.
Jeg synes, at folkekirkeforordningen langt hen ad vejen står godt, som den står. Men jeg vil gerne arbejde for at støtte frikirkerne og hjælpe dem til at fungere godt i Danmark, da jeg mener, at det er et meget vigtigt supplement til kristeligheden i Danmark. Vi har jo en lang frikirketradition, og når man er tidligere højskolemand, møder man det frikirkelige ret ofte og ved, hvor rig en tradition det er.”