Kjeld Holm, tidligere biskop over Aarhus Stift: ”Menighedsråd blander sig for lidt i værdidebatten”
Det er min erfaring, at demokratiet fungerer, når det fungerer. Med det mener jeg, at de, der engagerer sig i menighedsrådene, langt hen ad vejen gør det fortræffeligt – i hvert fald, når det kommer til det snævert kirkelige. Det varetages de fleste steder fint i samarbejde med præsterne. Men folkekirken har samlet set et problem i forhold til at markere sig som en kulturinstitution, og her spiller menighedsrådene også en vigtig rolle. Man behøver bare at åbne en avis for at se, at kristendomsbudskabet og forkyndelsen rent faktisk fylder meget i værdidebatten i dag, men som oftest er det politikerne, der står i spidsen for debatten.
Selvom menighedsrådsmedlemmer faktisk også er forpligtede på at være optaget af kristendommens sag, virker det ikke, som om det interesserer dem specielt meget, hvordan kristendommen indgår som en kulturfaktor i verden. De ytrer sig mest om alt muligt internt kirkeligt, for eksempel om byggesager og kirkekunst. Men det giver jo en indforståethed, som jeg tror kan gøre det svært for den udenforstående at fatte interesse for kirken. Og det virkelige problem i forhold til demokratiet i folkekirken er jo, at så få engagerer sig i det. Det er mit håb, at det kunne ændre sig ved, at kirken – og altså også menighedsrådsmedlemmerne – var mere optaget af, hvordan den placerer sig i samfundet.
Mette Bock, tidligere kirkeminister: ”Lav valgdeltagelse kan tolkes som tilfredshed med tingenes tilstand”
De grundlæggende mekanismer i folkekirkens demokrati fungerer. Og i forbindelse med den nye valgform ved menighedsrådsvalg, som jeg selv var med til at indføre, er demokratiet blevet fornyet. Vi tager til efterretning, at der mange steder ikke længere er kampvalg, men ordningen har stadig en indbygget frihedsventil, der gør det muligt at holde et listevalg, hvis man ønsker det. Nogle vil måske indvende, at det er for galt, at stemmeprocenten er så lav ved valgene. Men demokrati som styreform er ikke kun en succes, hvis mange stemmer. Det har også en beskyttende mekanisme med den funktion, at det giver os muligheden for at skifte nogen ud, som vi er utilfredse med. Lav valgdeltagelse kan derfor godt tolkes som et udtryk for tilfredshed med tingenes tilstand. Personligt kunne jeg godt ønske mig en højere stemmeprocent, men hvis vi var meget utilfredse, ville flere nok stemme.
Nogen vil måske også indvende, at det er problematisk, at så få stiller op, men det er der desværre ikke noget mærkeligt i. Det er også svært at få folk med i skolebestyrelser og andre demokratiske fora. Vores gamle demokrati er blevet tilbagelænet, og vi har nok en tendens til at sige: ”Det tager nogle andre sig af”. Men fortvivl ikke. En folkekirke bæres af folket, og der er heldigvis fortsat 12.000 borgere, der er medlem af et menighedsråd, og knap 75 procent af alle er medlem af folkekirken. Det synes jeg, vi skal glæde os over.
Niels Nørgaard Kristensen, lektor ved Aalborg Universitet og forsker i nærdemokrati: ”Menighedsrådene er nærdemokratiets bundskaber”
Demokratiet i folkekirken har det ikke så godt. Der er ingen tvivl om, at menighedsrådenes demokratiske legitimitet er lille, fordi så få stemmer til valgene, og fordi hele processen foregår i lukkede cirkler. For eksempel tiltrækker man kandidater gennem et meget lukket rekrutteringssystem, og mange steder ender det populært sagt med at være Tordenskjolds soldater, man vælger ind – altså de eneste, som havde lyst. Men alternativet er jo, at man bare træffer nogle administrative beslutninger, og det ville jo være endnu mindre demokratisk. Det er et klassisk paradoks. Vi kender det også fra andre nærdemokratiske institutioner, for eksempel på skoleområdet.
Men selvom det også kan være svært at få folk til at stille op til en skolebestyrelse, og selvom kampvalg også er sjældne her, så er stemmeprocenten, når det sker, alligevel noget højere, end når der er kampvalg til et menighedsråd. Menighedsrådene er nærdemokratiets bundskraber, og det er selvfølgelig et udtryk for, at den folkelige interesse ikke er så stor. Derfor kan man godt diskutere, om menighedsrådene skulle blive bedre til at gøre opmærksom på sig selv, men det er ikke sikkert, det vil ændre ret meget. Hr. og Fru Danmark, som de er flest, er ikke hyppige kirkegængere ud over ved særlige lejligheder, og når man ikke har sin jævnlige gang i kirken, er det selvfølgelig svært at finde engagementet til at stemme for slet ikke at tale om at blive kandidat.
Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet: ”Folkekirken mangler et demokratisk valgt råd på nationalt niveau”
Langt hen ad vejen synes jeg, det demokratiske system i folkekirken er ret stærkt. De lokalt valgte menighedsråd vælger provstiudvalgene og stiftsrådene, og det fungerer. Men der mangler noget på det nationale niveau. Jeg mener først og fremmest, der er et demokratisk underskud på mange af de beslutninger, som træffes omkring fællesfondens økonomi og landskirkeskatten. Det står kirkeministeren reelt for sammen med en budgetfølgegruppe, som ikke er demokratisk valgt, og det er problematisk, fordi økonomien jo er helt afgørende for, hvilke aktiviteter der kan sættes i gang. Stod det til mig, skulle vi have en form for folkekirkeligt fællesudvalg bestående af præster, provster, biskopper og lægfolk, som kunne få indflydelse på det med økonomien og øvrige indre anliggender.
Lige nu er der for eksempel en debat om liturgi og gudstjenesten, og selvom der er en bred høringsproces i gang, synes jeg alligevel, det er vigtigt, at der er lægfolk med på det område. Og helt aktuelt har coronakrisen vist, at det har været nødvendigt at træffe beslutninger på nationalt niveau. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at et fællesudvalg ikke skal udstikke en retning for, hvad kirken mener om dette og hint. Vi har en god tradition for, at det er op til den enkelte at sige, hvad de mener om tro og kristendom.