Tre præster: Sådan oplever vi danskernes tro

Selvom religion ikke umiddelbart lader til at fylde meget hos danskerne, viser julen, at tilknytningen til de kristne værdier stadig er stor. Kristeligt Dagblad har bedt tre præster give et bud på, hvad der kendetegner vores tro i dag

Danskernes sammensatte tro får et meget konkret udtryk ved juletid, hvor kirkerne fyldes år efter år. Her er det Viborg Domkirke i 2017.
Danskernes sammensatte tro får et meget konkret udtryk ved juletid, hvor kirkerne fyldes år efter år. Her er det Viborg Domkirke i 2017. Foto: Morten Dueholm/ Jysk Fynske Medier/ Ritzau Scanpix.

Vores tro ses i vores handlinger

Jesper Stange.
Jesper Stange. Foto: Leif Tuxen

Jesper Stange, tidligere sognepræst ved Københavns Domkirke, nu pensionist og lejlighedsvist vikarierende præst på Bornholm:

Sekulariseringen – det, at kristne vær-dier i mindre og mindre grad bestemmer den måde, vi tænker og handler på – er fremskreden i Danmark.

Men troen er stadig lyslevende, og der er meget mere åndfuldhed i Danmark, end man skal gå og gøre sig ked af.

Man kan se det ved at iagttage, hvad danskerne gør. Det meste, vi underholder os med i dag, er ’on demand’, for digitaliseringen har betydet, at vi kan downloade det, vi vil se i fjernsynet eller høre i radioen. Men julen kan man ikke få on demand, den kræver, at vi er til stede samtidig. Alligevel fejrer vi den stadigvæk – og også i kirken.

Der er ingen, der tvinger os til det, så hvorfor skulle vi ellers samles i kirken til jul, hvis ikke det var, fordi vi syntes, det belyste og fortolkede vores tilværelse og nogle af de mest elementære og dyrebare erfaringer, vi gør os?

Her, hvor jeg bor, tænder flere og flere lys både inde og ude, og jeg ser det som en forståelse af, hvad det er, vi fejrer i julen – Kristus som verdens lys. Det er også i julen, vi overvinder afstandene til familiemedlemmer og venner og samles. Vi fortolker julens budskab med en masse handlinger, selvom vi ikke nødvendigvis sætter ord på det. Og det samme kan man sige om danskernes tro.

Troen er ikke noget, vi sætter ord på

Per Melhof
Per Melhof Foto: Anne Sandner

Per Melhof, sognepræst i Hørsholm Kirke, Nordsjælland, og studielektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter:

Som præst møder jeg ofte mennesker, der siger, ’jeg tror da på noget’.

Dermed får de sagt to ting om deres tro på én gang. Den første er, at de ikke mener, at naturvidenskab og ateisme skal definere hele verden. Det fornuftige, oplyste verdensbillede er simpelthen for småt til deres erfaringer. Den anden ting er, at det at tale om tro er meget uvant for dem.

Selvom vi danskere gerne vil tale om etik og værdier, bliver vi blufærdige, når det kommer til det religiøse. Jeg har mødt brudepar, som har delt seng, børn gæld og alt muligt i årevis, men aldrig har vendt emnet tro.

Det betyder ikke, at danskerne ikke tror. Min opfattelse er, at der findes mange forskellige overbevisninger, og at der også i folkekirkelig sammenhæng er en enorm spredning i tolkningen af Gud. Men vi sætter ikke mange ord på det.

Vores forhold til det religiøse er på en måde forstået så selvfølgeligt, at det bliver for meget, hvis vi italesætter det.

Mange er bange for at fremstå meget religiøse eller fromme. Andre er usikre på, om de tror nok eller tror rigtigt. Det, at troen er underformuleret, har den konsekvens, at mange ikke kan sætte ord på deres religiøse erfaringer, og det gør det svært selv for præster at tale i et enkelt sprog om det komplicerede.

Vi søger fortsat den store fortælling

Lene Crone Nielsen.
Lene Crone Nielsen. Foto: Ard Jongsmag/Fyens Stift

Lene Crone Nielsen, sognepræst i Hjallese Sogn og studenterpræst ved Syddansk Universitet i Odense. Tidligere præst ved Den Danske Kirke i London:

Jeg oplever, at danskernes tro står stærkere, end hvad der umiddelbart fanger øjet. Jeg selv og andre studenterpræster har en enorm stor efterspørgsel på samtaler fra de studerende, og selvom troen ikke tit er udgangspunktet for samtalen, siger det alligevel noget, at de søger os.

Mange af de studerende har brug for at få sat deres egen eksistens ind i en større sammenhæng, når de rammes af den meget skamfulde, ensomme og navlepillende tilgang til tingene, som kommer af at leve i et individualistisk og præstationspræget samfund, hvor den store fortælling kan opleves som brudt sammen. Så står man alene med sin egen fortælling og har brug for at løfte blikket for ikke at føle sig fortabt. I London, hvor jeg tidligere var udlandspræst, var menighedsfællesskabet meget stærkt, fordi udlandsdanskerne søgte traditioner, hjemlighed og folkelighed. Det samme kan menighedsfællesskaberne i Danmark give, og det er min oplevelse, at ikke lige så mange gør brug af det. Men netop ved juletid går folk jo i kirke, og det viser, at vi ikke bare går rundt og opfinder vores eget juleværdisæt, men faktisk søger de kristne traditioner, der er blevet os givet, og som ligger dybt i vores identitet.