Massoud Fouroozandeh, cand.theol. og præst i migrantvalgmenigheden Church of Love på Fyn:
I min optik skyldes den kedelige tendens eller ikke-succes, at folkekirken på trods af sin rummelighed stadig er en mono-etnisk kirke. Hvis man ser på gudstjenesten, er den fra a til z designet til en meget bestemt etnisk dansk gruppe. Det er alt lige fra musikken til liturgien, som mest giver mening for en, hvis man er vokset op med den tradition. De nye, der kommer hertil, har svært ved at finde sig til rette i den form, man har dyrket i folkekirken i årevis.
Derudover har der længe været en berøringsangst over for mission ikke mindst blandt muslimer i kirken. Man har ganske enkelt ikke haft fokus på eller et ønske om at missionere over for den nye del af befolkningen. Heldigvis ser vi, at det har ændret sig ved enkelte kirker, men i det store billede er det ikke nok.
Man må også se i øjnene, at mange af de kristne, der kommer hertil, tilhører andre kirkesamfund som det katolske eller mere karismatiske frimenigheder som pinsekirken. Og man må spørge, om det nødvendigvis er et mål, at de i stedet bliver medlem af folkekirken.
Søren Dalsgaard, koordinator for Folkekirkens Mission og Folkekirkens Asylsamarbejde:
Jeg tror, at en væsentlig del af problemet er, at der næsten ikke er nogen ledere i folkekirken med ikke-vestlig baggrund.
Man spejler sig selv i de ledere, der er, og det vil have en selvforstærkende effekt, hvis der var flere ledere fra ikke-vestlige lande. Men det har vist sig i praksis, at der er en stor barriere for mange med en anden kulturbaggrund for at blive præst, menighedsrådsmedlem eller indtage en hvilken som helst anden central rolle i kirken. Meget bunder formentlig i sprogbarrierer, som er et af de emner, jeg godt kunne tænke mig der kom mere fokus på.
Vi kommer heller ikke uden om, at vores gudstjenesteform og kirkelige sangskat af mange ikke opleves som særlig tilgængelig, hvis man ikke er vokset op med den. I det hele taget er der behov for at gennemtænke alt fra gudstjenesteform til fællesskabsformerne i kirken i forhold til, hvordan de fungerer for ikke-vestlige indvandrere. Den store udfordring er, hvordan vi kan skabe et nyt miljø i folkekirken, der både sikrer kontinuiteten med vores kirketradition og har en åbenhed over for mennesker, der kommer med en anden baggrund.
Jens Lind Andersen, indvandrerpræst ved Mødested Amager og sognepræst ved Sundby-Nathanaels Kirker i København:
Vi ved, at en stor del af de ikke-vestlige indvandrere er kristne, men mange tilhører store verdenskirker som den katolske. Derfor vil de altid opsøge deres oprindelige kirkesamfund her i landet i stedet for folkekirken. Derudover er der også en tendens til, at vi samler os i etnicitet. Det sker også, når danskere flytter til udlandet og opsøger de danske kirker. Det er naturligt, at man prøver at fastholde et lille stykke af den kultur, man kom fra.
Så til en vis grad giver det sig selv, at mange indvandrere ikke er i folkekirken. Men når det er sagt, er der også områder, hvor folkekirken kan blive bedre til at imødekomme den nye del af befolkningen.
Det handler især om sprog og form. Man skal være meget dygtig til dansk for at forstå Grundtvigs salmer og højmessens forløb. Jeg tror, der er behov for, at vi bliver mere åbne for at lade indvandrerkristne være med til at skabe gudstjenesteformen. I praksis betyder det nok, at vi skal bruge orglet mindre, synge færre salmer og bevæge os mere i retningen af en frikirkelig stil uden at gå på kompromis med teologien.
Derudover er der behov for, at vi får ansat flere med indvandrerbaggrund i kirken. De kan noget, vi andre ikke kan.