Prøv avisen
Kirkeanalyse

Hvorfor blev Luther ikke biskop?

Martin Luther havde sådan set ikke noget imod bispeembedet, og han indsatte selv i 1540 sin ven og kollega Amsdorf som første protestantiske biskop i Naumburg, skriver Eberhard Harbsmeier. På billedet ses Wittenberg Slotskirke, hvor Luther opslog sine 95 teser. Foto: Jan Woitas/Polfoto

Reformatoren Martin Luther styrede reelt den protestantiske kirke i Sachsen i et uformelt lederskab, mens fyrsten var kirkens formelle overhovede

I sin biografi om Martin Luther stiller historikeren Heinz Schilling det spørgsmål, hvorfor reformatoren egentlig ikke selv blev biskop, da man skulle ordne kirkens forhold i Sachsen. Han satsede i stedet helt på den verdslige øvrighed, der skulle tage sig af kirkens ledelse.

Martin Luther havde sådan set ikke noget imod bispeembedet, og han indsatte selv i 1540 sin ven og kollega Amsdorf som første protestantiske biskop i Naumburg.

I forordet til Melanchthons bog om undervisning af visitatorerne, der fører tilsyn med præster, skriver Luther endda, at han gerne så det biskoppelige embede genoprettet, men da ingen følte sig kaldet, spurgte man kurfyrsten, om han ville være kirkens leder.

Sådan blev det, og ifølge Schilling var grunden Martin Luthers indsigt i ”magtens realiteter”. Kun den verslige øvrighed havde den fornødne autoritet til at varetage den opgave, og da Reformationen blev indført i Danmark, afsatte kongen biskopperne. En overgang afskaffedes også bispeembedet, idet der ikke blev indsat nye biskopper, men ”superintendenter” af Johannes Bugenhagen, der spillede en ledende rolle ved organiseringen af de lutherske kirker i flere tyske byer og i Danmark.

Egentlig var det en nødordning, at fyrsten fungerer som ”nødbiskop”, men en ordning der i Danmark reelt stadig eksisterer med monarken som kirkens overhoved.

Godt nok vendte man i Danmark tilbage til bispetitlen, og man indvier biskopper efter katolsk tradition – men Luther foretog bestemt ikke en bispevielse, da han ”indsatte” Amsdorf i sit embede.

Når man tænker over det, er det mærkeligt, at Martin Luther, der ellers satte stor pris på, at man skulle være ordentlig kaldet til et embede, reelt styrede kirken i Sachsen i en slags uformelt lederskab.

MEN SELVOM DEN danske kirke har biskopper, så er den ikke en bispekirke, idet biskopper i Danmark ikke er egentlige kirkeledere. Formelt er den øverste myndighed stadig den verdslige øvrighed. Den reformerte teolog Karl Barth har da også bemærket, at danske biskopper egentlig ikke er ledere, men ”kun superintendenter” – en slags mellemledere.

Godt nok siger man, at staten ikke blander sig i indre kirkelige anliggender, men formelt er det stadig Kirkeministeriet, der har det sidste ord, endda også i spørgsmål om lære og liturgi.

Når man i dag igen kalder de kirkelige mellemledere for biskopper, så er det især symbolsk udtryk for, at kirken nok er statsstyret – men dog råder over en vis selvstændighed. Især i moderne tid, hvor biskopperne ikke længere udnævnes af regeringen, men vælges af menighedsrådsmedlemmerne. Det giver embedet større pondus og uafhængighed.

Dog ville det være konsekvent i en demokratisk struktur, at man så kun vælges for en begrænset periode på for eksempel 10 år, for et mandat i et demokrati er jo principielt begrænset.

Martin Luther blev ikke biskop. Det viser i hvert fald en ting: Bispeembedet er ikke konstitutivt for en luthersk kirke – det er i virkeligheden et praktisk spørgsmål, hvordan man styrer kirken. I en luthersk kirke er der kun et teologisk nødvendigt embede og ikke et hierarki af embeder, og dette ene embede er forkyndelsens embede. En biskop er sådan set en funktionspræst.

Eberhard Harbsmeier er tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster.

Andre læser lige nu