Hvorfor er Gud så optaget af dårlig opførsel?

I disse dage fejrer kristne, at Jesus blev korsfæstet, så mennesker kunne få tilgivelse og blive sonet med Gud. Men ser man på vores forestillinger om Gud gennem historien, er der formentlig ingen, der har holdt så meget opsyn med vores fejl som øjet i det høje

”Jesus var jo jøde, og det er jødernes Gud, vi overtager i kristendommen. En straffende Gud, som vi ikke kan skjule os for, og som følger med i alt, hvad vi gør. Det er i en vis forstand også en nådig Gud. Men du er naiv, hvis du tror, at en marginal handling på en bakketop i Jerusalem skulle ændre alt," siger kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen.
”Jesus var jo jøde, og det er jødernes Gud, vi overtager i kristendommen. En straffende Gud, som vi ikke kan skjule os for, og som følger med i alt, hvad vi gør. Det er i en vis forstand også en nådig Gud. Men du er naiv, hvis du tror, at en marginal handling på en bakketop i Jerusalem skulle ændre alt," siger kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen.

Bladrer man lidt rundt i Det Gamle Testamente, får man ret hurtigt fornemmelsen af en Gud, som ikke er det mest behagelige bekendtskab.

Han slår hele byer ihjel, lader de værste ulykker regne ned over ulydige og advarer sit eget folk, israelitterne, mod at vække hans vrede, for så vil han udrydde dem fra jordens overflade.

Guds vrede varer dog kun lige til påske.

For med Jesu død og opstandelse får vi en ny fortælling om en Gud, der af kærlighed ofrer sig selv for menneskers skyld. Det er det, kristne verden over fejrer i dag, påskesøndag.

Man skulle tro, at alting herefter var i orden. Men sådan er det ikke. For selvom kirken har bygget hele sit fundament på Jesu død og opstandelse, har samme kirke gennem 2000 år haft uhyre svært ved at slippe tanken om den overvågende, fejlfindende Gud. 

”Det er en kamp, der står gennem hele kirkehistorien. Kampen om, hvor meget den jødiske gud – ham, der kigger under dynen – skal fylde i den religion, vi kalder for kristendom,” siger lektor i kirkehistorie Carsten Bach-Nielsen, Aarhus Universitet.

Kampen har stået langt op i vores tid. Blot for at tage et eksempel: Den populære sangerinde Trille fik store dele af det kirkelige Danmark efter sig, da hun i 1970 optrådte på landsdækkende tv i bedste sendetid med sangen ”Ham Gud”.

Danmarks Radio blev anmeldt for blasfemi, Kristeligt Folkeparti skrev en klage til radiorådet, og debatten rullede i flere måneder – også i Kristeligt Dagblads spalter. Alt sammen på grund af en vise, der handler om Guds øje, som lurer i det høje, hver gang visens hovedperson bevæger sig ind på det seksuelle område. 

Trilles sang var i virkeligheden god og kristelig, mener Carsten Bach-Nielsen, for den ville afskaffe den gammeltestamentlige Gud, der snager i vores privatliv, ”som om han ikke skulle have noget mere fornuftigt at tage sig til”.

Men hvorfor har kirken haft så svært ved at afskaffe ham?

Fordi kristendommen bygger ovenpå jødedommen, lyder kirkehistorikerens svar.

”Jesus var jo jøde, og det er jødernes Gud, vi overtager i kristendommen. En straffende Gud, som vi ikke kan skjule os for, og som følger med i alt, hvad vi gør. Det er i en vis forstand også en nådig Gud. Men du er naiv, hvis du tror, at en marginal handling på en bakketop i Jerusalem skulle ændre alt. Vi kalder det kristendom, men andre vil kalde det reformjødedom, hvor man blot har føjet den påstand til, at Jesus har sonet alt og skaffet fred mellem Gud og mennesker.” 

Det første slag stod i oldkirken. Den oldkirkelige teolog Markion ville pille både Det Gamle Testamente og store dele af Det Nye Testamente ud af kristendommens fundament, eftersom han ikke ville have med den vrede Gud at gøre.

Men Markion blev erklæret kætter, og kirkefader Augustin skabte med stor succes en teologisk cocktail af jødisk og græsk tankegods, hvor mennesket er i konstant kamp med sine egne syndige tilbøjeligheder, og Gud er den, der våger over kampen, fortæller Carsten Bach-Nielsen.

Først med Luther gør kirken radikalt op med den straffende, overvågende Gud, som løfter dyner og blander sig i alt. Gud er en glad giver, som kun kræver, at vi elsker vores næste, lyder reformatorens lære.

Men faren for at gøre Gud til fejlfinder ligger latent i kristendommen – også i dag, mener dr.theol. og pensioneret professor i teologi Viggo Mortensen.

”Kristendommen fortæller os, at det, der ligner ren tilfældighed, er et led i Guds plan. Jesu korsfæstelse var ved første øjekast en meningsløs tilfældighed, men ved nærmere eftersyn den hændelse, som tydeligst viser os, at Gud er kærlighed. Når Gud på den måde har livet og fremtiden i sine hænder, er der ikke langt til også at gøre ham til Big Brother,” siger Viggo Mortensen og fortsætter:

”Nogle kigger op på stjernehimlen og ser det store tomme intet, mens andre ser Guds hænders værk. Den horisont, som kristendommen udspænder, og som giver vort liv perspektiv, kan tolkes på mange måder og er derfor konstant i fare for at blive mistolket. Den moralistiske tolkning af Gud som fejlfinder er netop en mistolkning af Guds forsyn.”

Holder man ikke tungen lige i munden, kan tanken om Gud som fejlfinder finde en vis støtte i Bibelen, hvor Jesus bliver fremstillet som dommeren, der skiller fårene fra bukkene, de retfærdige fra de uretfærdige. Men der er netop tale om billeder, som forsøger at gøre de menneskelige grundvilkår begribelige, mener Viggo Mortensen.

”De billeder skal udtrykke, at vi altid står under dom. Men det er først og fremmest den dom, man fælder over sig selv. Er man troende, går denne dom i ét med ens gudsforståelse. Jeg har for eksempel en kone, der kan finde på at sige, at ’det ville Jesus ikke synes om’; underforstået, at vi er bevidste om, at der er ting i livet, vi bør holde os for gode til. Men det betyder ikke, at vi tror, Gud sidder i sin himmel og kigger ned på vores fejl.”

De missionske kredse har været kendt for at betragte Gud som én, der kræver os til regnskab for vores synder. I en vis forstand er det rigtigt, fortæller generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen: 

”Gud tilgiver totalt, men han er også en hellig Gud, der ikke går på kompromis. Han bliver ved med at kalde ondskab for ondskab, og han er ikke kompromissøgende, når det gælder vores synder. For Jesu skyld på korset tilgiver han os onde mennesker, men vi har et personligt ansvar for ikke at falde ud af tilgivelsen. Vi har brug for syndernes forladelse igen og igen.”

Men måske har man i nogle missionske kredse gjort Gud mere optaget af mennesker seksualitet, end han egentlig er, tilføjer Jens Ole Christensen:

”Hvis du tager den bibelske fremstilling, går den ikke mere op i sex end i alt muligt andet. Det er meget muligt, at man med rette kan beskylde os for at gå lidt for meget op i det.”

Dr.theol. Viggo Mortensen abonnerer ikke selv på en Gud, der går op i vores fejl. Han følger den protestantiske tanke om forgive and forget, fortæller han.

”Når Guds tilgivelse er os tilsagt, så er det hele slettet, og vi kan begynde på ny. Det er drønuretfærdigt set med menneskeøjne, men sådan er kristendommen. Jesus gik i døden for dig, og så er du frikøbt til at leve dit liv og handle på ny, selvom det ikke går lige godt hver gang, og du dummer dig.” 

Man kan godt tale om Guds overvågning, mener Viggo Mortensen:

”Men den skal forstås som samvittighedens stemme, der helst skal komme af sig selv og fortælle os, når vi gør noget forkert og dumt mod næsten.”