Hvorfor er nadveren så vigtig?

Først blev dåbsritualet debatteret flittigt i Kristeligt Dagblads spalter, og nu diskuteres det, om folkekirkens nadverritual er uforståeligt for moderne mennesker. Kristeligt Dagblad giver i den anledning en indføring i nadverens betydning i dansk kirkesammenhæng

Forstår kirkegængerne, hvad der sker, når de indtager den vin, der beskrives som Jesu blod? Det var udgangspunktet for den nadver-debat, der kører i Kristeligt Dagblad i øjeblikket. -
Forstår kirkegængerne, hvad der sker, når de indtager den vin, der beskrives som Jesu blod? Det var udgangspunktet for den nadver-debat, der kører i Kristeligt Dagblad i øjeblikket. - . Foto: Paw Gissel.

Hvad er nadver?

Nadveren er et ritual, der indgår som en fast del af søndagshøjmessen. Hvor både den katolske og den ortodokse kirke har syv såkaldte sakramenter, heriblandt skriftemål og ægteskab, er der inden for protestantisk kristendom og dermed også i den danske folkekirke kun to – nemlig dåben og nadveren. Et sakramente er et ritual, hvor Guds nåde formidles gennem ord ledsaget af ydre tegn. Dåbens tegn er vandet, og nadverens tegn er brødet og vinen. Nadveren er nemlig et måltid, og ordet ”nadver” kommer da også af det gammeldanske ”natwarth”, som betyder ”aftenmåltid”.

Hvorfra kommer nadveren?

Der er det ganske særlige ved nadveren, at den, ligesom dåben i øvrigt, er en handling, der går helt tilbage til Jesu liv, og som man kan læse om i flere af de nytestamentlige tekster. På skærtorsdag, dagen før sin korsfæstelse, spiste Jesus for sidste gang sammen med sine disciple. Ved den lejlighed delte han brød og vin med dem ledsaget af ordene om, at brødet var hans legeme, og at vinen var hans blod. Jesu ord og handling på den skæbnesvangre dag kan ses som gudstjenestekonstituerende, for siden den allertidligste urkirke har nadvermåltid været en del af den kristne gudstjenestefejring. Gennem tiden har måltidet ændret karakter, men i dag fejres nadveren i folkekirken ved, at brødet og vinen indstiftes af præsten og derefter deles ud til menigheden, der drikker og spiser det – ofte knælende foran kirkens alter.

Faktisk var nadveren i flere århundreder ikke en fast del af den danske højmesse, og gennem århundrederne svingede det, hvor ofte man fejrede ritualet i dansk sammenhæng. I 1992 blev ritualet skrevet i ritualbogen som en fast del af højmesseordningen, og det udføres nu i den sidste del af gudstjenesten – efter prædikenen og før slutningskollektet og velsignelsen.

Hvad sker der med brødet og vinen?

Hvor nadveren inden for den katolske kirke siden år 1215 er blevet tolket således, at brødet og vinen forvandles i substans til Jesu Kristi legeme og blod, gjorde man i forbindelse med Reformationen op med den anskuelse.

Der var dog stor uenighed blandt reformatorerne om, hvad der sker med brødet og vinen.

Grundlæggeren af den reformerte kirke, Ulrich Zwingli, så nadveren som et rent mindemåltid, der skal minde menigheden om Kristus. Så vidt gik Martin Luther dog ikke. Han mente stadig, at Kristus reelt er til stede i vinen og brødet, men nærmere i kraft af den gudstjenestelige brug – når brødet og vinen rækkes til den kristne, som tager imod det i tro. Det er Luthers syn på nadveren, som gør sig gældende i den danske folkekirke.

Hvad betyder nadveren?

Det er nok især dette spørgsmål, der er grunden til, at ritualet i denne tid debatteres. For forstår den almindelige kirkegænger egentlig, hvad ritualet betyder?

Indsigten i nadverritualets bagvedliggende teologi kompliceres af, at der op gennem flere tusind års kirkehistorie har været mange fortolkninger af, hvad nadveren betyder i forhold til det menneske, der deltager i ritualet. Tolkningerne ses allerede i Bibelens egne skrifter. For eksempel udlægger apostlen Paulus nadveren som en forkyndelse af Jesu død og opstandelse og udtryk for det kristne fællesskab.

Emmausberetningen, som man finder i Lukasevangeliet, kan også ses som en hentydning til nadveren. Her møder to disciple den genopstandne Kristus, men genkender ham ikke, før de ser ham bryde et brød og mindes om hændelsen skærtorsdag. Beretningen kan tolkes således, at Kristus bliver nærværende, når brødet og vinen deles.

En af de dominerende tolkninger af nadverens betydning er, at man får syndsforladelse, når man tager imod brødet og vinen. Således lyder det også om vinen i indstiftelsesordene, som stammer tilbage fra de bibelske udlægninger af Jesu egne ord:

”Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.”

Nadveren tolkes også ofte som en måde at mindes Kristus på og på den måde holde fast i ham, til han kommer tilbage. Det er mindet, der er på spil, når det i indstiftelsesordene siges, at man skal spise og drikke til hans ”ihukommelse”.

Hvilke muligheder er der for at variere nadverritualet i dag?

I dansk folkekirkelig sammenhæng er der tre variationer over indledningen til nadverritualet, som man kan vælge mellem. Mulighed A er den af de tre, der minder mest om det ritual, man brugte på Luthers tid, og hvor der er fokus på, hvad man kan kalde en pædagogisk fremstilling af det, der skete, da Jesus i sin tid indstiftede nadveren. Således var det et af de tydelige spor i Reformationen, at almindelige mennesker nu skulle kunne forstå, hvad der foregik i gudstjenesten.

I 1912 kom variation B til, og den adskiller sig fra A ved at indføje nogle led fra oldkirkelig tid, som ellers var gledet ud i dansk sammenhæng.

I denne variation ses den såkaldte Helligsang, hvor Herren prises i en ordveksling mellem præsten og menigheden. I denne variation synger man også salmen ”O du Guds Lam”.

Som en videreudvikling af B-indledningen kom i 1992 mulighed C. Det skete med et ønske om i højere grad end tidligere at give nadveren tyngde i søndagsgudstjenesten.

Undersøgelser har vist, at hvor meget få menigheder rundtom i landet benytter sig af A-variationen, er både B og C med deres længere og mere udbyggede indledninger populære.