Der findes muslimske lande med frihed til at vælge religion, men de hører til undtagelsen. Især i visse vestafrikanske lande, hvor den muslimske flertalsreligion er farvet af en animistisk folkekultur, har religionsfriheden gode kår. Kristendommen praktiseres uden indskrænkninger, mission er tilladt, og muslimer og kristne lever i fred med hinanden.
LÆS OGSÅ:Religionsfriheden er blevet en ideologisk kampplads
Men det generelle billede er mindre idyllisk. I det meste af den øvrige islamiske verden, fra Marokko til Indonesien, over Mellemøsten til Centralasien, er islam i stigende grad synonym med undertrykkelse af alle religiøse mindretal med kristne som den største gruppe.
Årsagerne er mangfoldige. Ingen enkelt forklaringsmodel kan redegøre for denne situation, og faktorerne kan være forskellige i forskellige lande. Fra politisk instrumentalisering af islam i Algeriet til religiøse konflikters samspil med økonomiske og sociale konflikter i Nigeria.
Men der er også fællestræk. Et af dem er fremgangen for en fundamentalistisk udgave af islam, påpeger Samir Khalil Samir, jesuit og professor i islamologi ved Saint Joseph-universitetet i Beirut og Det Pavelige Institut for Arabiske Studier i Rom.
Han er opvokset i Egypten, hvor tænkeren Sayyid Qutb i 1950'erne fik afgørende indflydelse på linjen i Det Muslimske Broderskab og siden blev en af inspirationskilderne til salafismen, en fundamentalistisk udgave af islam, der søger tilbage til en oprindelig, ren udgave af islam som politisk norm og sharia som juridisk grundlag.
Men det er især Saudi-Arabiens udbredelse af den hårde islam-tolkning, wahabismen, til store dele af den muslimske verden, som har bidraget til at indskrænke religionsfriheden, mener Samir Khalil Samir.
"Jeg har med egne øjne set, hvordan Egypten har ændret sig og er blevet islamiseret, blandt andet under indflydelse af saudisk propaganda. Saudi-Arabien har finansieret skoler og imamer, ikke blot i Egypten, men i en lang række muslimske lande. Selv i et land som Indonesien, hvor religionsfriheden har været respekteret, oplever vi nu angreb på kirker. Det er et resultat af den saudiske propaganda," siger den egyptiskfødte islamolog.
Saudi-Arabien, hvor alle andre religioner end islam er forbudt, udgør et af de mest ekstreme eksempler på undertrykkelse af religionsfriheden.
I de øvrige muslimske lande er islam statsreligion. Det fører ikke automatisk til undertrykkelse af religionsfriheden. Men i mange muslimske lande gøres statsreligionen til den eneste legitime religion, så der mere eller mindre sættes lighedstegn mellem statsborgerskab og statsreligion.
"Islam har i en vis forstand overtaget den græske definition af borgeren og overført den til religion," mener Samir Khalil Samir.
I Athen skelnede man mellem borgeren, der var født hellener og talte græsk, og metoikken eller den fremmede, der levede i bystaten og den hellenistiske kultur, men med begrænsede borgerrettigheder. Alle andre folkeslag var "barbarer" uden borgerrettigheder.
"Overført til religion får den græske definition af borgerskabet en langt mere indgribende og undertrykkende karakter. I denne borgerskabsmodel svarer muslimerne til Athens hellenere. De er de rettroende. Barbarerne er de vantro, der tror på andre guder. Og så er der jøderne og de kristne, de monoteistiske religioner, der respekteres som 'Bogens folk', men ikke har samme rettigheder som borgerne. Forskellen fra den oprindelige græske model er afgørende for religionsfriheden. Man kan lære at tale græsk og tilegne sig den græske kultur, men bevare sin intime tro. Men når det hellenistiske borgerideal overføres til religion, gives der kun én mulig tro," siger Samir Khalil Samir.
Det afspejles i forbuddet mod at frasige sig den muslimske tro. Forbuddet mod frafald kendetegner stort set alle muslimske lande ligesom det strenge forbud mod mission og evangelisering, der skal forhindre muslimske konverteringer. Dette forbud håndhæves strengt i lande, der som for eksempel Marokko ser forholdsvis mildt på kristne menigheder, så længe de kun henvender sig til udlændinge.
"For både myndigheder og den brede befolkning er en arabisk borger pr. definition muslim. Det er umuligt at tænke borgeren som andet end muslim," siger Jean-Luc Blanc, som indtil for få måneder siden stod i spidsen for den reformerte kirke i Marokko.
"Derfor er konvertering heller ikke en privatsag. Konvertering opfattes som et forræderi mod familien og gruppen. På det teologiske plan er denne identifikation mellem borger og tro også dybt rodfæstet. At være muslim svarer til at have fuldbyrdet sin åndelige udvikling og blive et helt menneske. At forlade islam er derfor naturstridigt, ligesom homoseksualitet af nogle opfattes som værende i strid med menneskets sande natur," forklarer Jean-Luc Blanc.
Denne tendens forstærkes klart i den fundamentalistiske udgave af islam, der har haft fremgang de seneste 20-30 år, især under indflydelse af Saudi-Arabiens aktive eksport af salafismen og dens saudiske udgave, wahabismen.
"Konsekvensen er mere radikale krav om rettroenhed for at være borger. Man skal ikke alene være rettroende, man skal også være det på den rigtige måde. Ikke kun muslim, men sunnimuslim, ikke kun sunnimuslim, men også salafist," påpeger Samir Khalil Samir.
Men tendensen forstærkes også af politiske regimer, som ser en egeninteresse i at promovere en form for religiøs nationalisme, der sætter lighedstegn mellem national og religiøs identitet. Det har ført til et skift i motiverne for undertrykkelse af religionsfriheden fra ateistisk "nej til al religion" hen imod et religionsnationalistisk "ja – men kun til én religion", som Berthold Pelster fra den tyske afdeling af den katolske organisation Hjælp til Kirken i Nød udtrykker det.
I totalitære stater, hvor de individuelle frihedsrettigheder generelt trædes under fode, er indgrebene i religionsfriheden samtidig led i et samlet forsøg på at bremse enhver form for pluralisme, vurderer Vincent Legrand, lektor i islamologi ved Det katolske Universitet i Leuven i Belgien.
"Tag for eksempel de tidligere sovjetrepublikker med muslimsk befolkningsflertal, herunder Usbekistan, som er en af de virkelig sorte pletter for religionsfriheden. Man kan se undertrykkelsen af religionsfriheden som en arv fra den sovjetiske statsateisme. Men undertrykkelsen af religiøse mindretal hænger også sammen med de totalitære regimers ønske om kontrol og om at undertrykke enhver form for selvstændig tænkning i samfundet. Det var jo netop, hvad vi oplevede i det tidligere Sovjetunionen: at kirkerne, den katolske i Polen og den protestantiske i Østtyskland, var nogle af de fristeder, hvor modstanden mod regimet kunne komme til orde," påpeger Vincent Legrand, som tidligere var rådgiver om kristenforfølgelser for Comece, de katolske kirkers organisation i EU.
En anden af totalitarismens klassikere er instrumentalisering af religiøse mindretal til at befæste den politiske magt.
Det ses i for eksempel Algeriet, hvor militærregimet efter at have ført en blodig krig mod Fronten til Islamisk Frelse og dens terrorgren, GIA, nu slår ned med hård hånd på kristne missionærer, blandt andet med en blasfemilov og stramninger for udøvelsen af andre religioner end islam.
Som den algeriske journalist ved det fransksprogede dagblad Le Soir ironisk har skrevet på sin blog:
"De unge har ikke noget arbejde, men til alt held har vi præsident Bouteflika til at beskytte os mod en håndfuld kristne missionærer."
Et andet eksempel er Bangladesh, påpeger Mathews George Chunakara, direktør for Kirkernes Verdensråds internationale kommission.
"Bangladesh var oprindelig et religiøst pluralistisk land. Sideløbende med, at den religiøse fundamentalisme har fået tag i landet, er politiske partier begyndt at udnytte religiøse modsætninger i propagandaøjemed for at sikre sig stemmerne fra bestemte trossamfund. Religion er blevet en faktor, der kan skaffe folk politisk magt," påpeger Chunakara.
Men hvilken rolle spiller den islamiske teologis væsen og selvforståelse i de muslimske landes systematiske undertrykkelse af religionsfriheden?
"Islam ser ikke sig selv som en ny religion, men som fuldendelsen af den sande religion, og det har konsekvenser for synet på andre religioners eksistensberettigelse," siger Samir Khalil Samir, professor i islamologi ved Saint Joseph-universitetet i Beirut og Det Pavelige Institut for Arabiske Studier i Rom.
"Islam ser jødedommen og kristendommen som forvanskede udgaver af den rette tro. Den tro, Gud indpodede i menneskets hjerte, blev i første omgang misforstået og fordrejet, indtil islam kom som udtryk for den sande tro," siger Samir Khalil Samir.
Også kristendommen betragter sig selv som fuldkommengørelsen af jødedommen med Kristus som den annoncerede Messias.
"Men i modsætning til islam foregiver kristendommen ikke at afskaffe jødedommen som en fordrejning af den rette tro: Kristendommen ser jødedommen som en fuldgyldig, omend ufuldstændig tro. Islams forståelse af kristendommen og jødedommen som fordrejede udgaver af den rette tro skaber et særligt problem med accept af religionsfriheden. En særlig drejning af denne udlægning går på, at de kristne har forfalsket eller fordrejet deres hellige tekster, så Bibelen og evangelierne har fjernet sig fra det oprindelige budskab, der var i overensstemmelse med Koranen. Og det har konkrete konsekvenser for synet på religionsfriheden," siger Samir Khalil Samir.
Abdou Filaly-Ansary forsker ved Aga Khan-universitetet i London på Institut for Studiet af Muslimske Civilisationer. Han tilhører den fløj af muslimske tænkere, som udsætter islams hellige tekster for samme kritiske teologiske analyse, som kristne teologer har gjort med Bibelen, og han læser Koranen som et udtryk for en historisk virkelighed og en litterær tradition, ikke som en bogstavelig, eviggyldig sandhed.
"Jeg kender godt dette argument om islam som 'monoteismens version 3.0', der skulle gøre religionsfrihed til en umulighed i muslimske lande," siger han.
"Jeg er ikke naiv. Selvfølgelig forsøger konservative teologer at fastholde en læsning af Koranen, der afviser religionsfrihed. Men en ny teologi er ved at vokse frem, og den styrkes af den udvikling, som vi oplever netop nu i flere arabiske lande. En demokratisering vil ændre forudsætningerne både for en moderne teologi og for religionsfriheden i disse lande. Og religionsfrihed vil blive et af de centrale spørgsmål i de lande, som for eksempel Tunesien, som er i færd med at udarbejde en ny, demokratisk forfatning," siger Abdou Filaly-Ansary.
"Den teologiske retning, der placerer Koranen i en historisk sammenhæng, eksisterer," siger også Vincent Legrand fra Det Katolske Universitet i Leuven i Belgien. "Men den bekæmpes indædt. Tænk bare på den egyptiske universitetsprofessor Abou Zeid, som argumenterer for en historisk læsning af Koranen. Han er blevet anklaget for at have forladt islam og tvunget til at lade sig skille fra sin muslimske hustru imod begges vilje," siger den tidligere rådgiver for EU's katolske kirker.
Også Arie de Pater fra organisatioen Open Doors, der arbejder imod forfølgelse af kristne over hele verden, er skeptisk.
"En meningsmåling foretaget af det amerikanske forskningscenter PEW viser for eksempel, at 80 procent af egypterne fortsat går ind for at straffe personer, der forlader islam. De arabiske revolutioner kan give håb om forbedringer af religionsfriheden. Men fremtiden er stadig meget usikker," siger Arie de Pater.
