Prøv avisen

Hvorfor hader muslimer jøder?

Synspunkt

I sidste uge holdt den malaysiske premierminister Mahatir Mohamad en tale, der ikke mindst af USA hurtigt blev udlagt som stærkt antisemitisk. Talen blev modtaget med stående klapsalver af tilhørerne, der bestod af den muslimske verdens ledere. At næsten alle repræsentanter for Den Islamiske Samarbejdsorganisations, OIC, 57 medlemslande hyldede den indirekte opfordring til jødehad bør vække til grundig overvejelse af den skræmmende udvikling, der i disse år finder sted i den muslimske verden.

Den malaysiske premierminister er ingen hr. hvem som helst og fremhæves ofte som rollemodel for en muslimsk leder. Han har formået at skabe udvikling i sit eget land ved at give det dynamiske kinesiske mindretal økonomiske fordele. Samtidig må han holde sig på god fod med det muslimske flertal, og hans bemærkninger om jøderne må derfor formodes at være på beregning. For at styrke sin popularitet hjemme og hos de besøgende muslimske ledere på konferencen spillede han det antisemitiske kort. Jøder er kloge, og muslimer kan lære af dem, mener han.

Han sagde blandt andet:

»Europæerne dræbte seks ud af 12 millioner jøder under Anden Verdenskrig ... I dag styrer jøderne verden via stedfortrædere. De får andre til at kæmpe og dø for dem ...Vi muslimer er oppe imod et folk, der kan tænke. De har overlevet 2000 års forfølgelse ved at tænke og ikke ved at slå igen. Jøderne opfandt socialisme, kommunisme, menneskerettigheder og demokratiet, så de kunne få samme rettigheder som andre og forfølgelse af dem ville tage sig forkert ud. På den baggrund har de fået kontrol over de mest magtfulde lande, og det lille jødiske samfund er blevet en verdensmagt ... På grund af den magt er jøderne nu blevet arrogante ...«

Det bragende bifald over denne del af talen og ikke talens øvrige opfordring til de muslimske lande om at tage sig sammen, afslører, hvor omfattende hadet til jøder er i den muslimske verden.

Antisemitisme er ikke mindst efter dannelsen af staten Israel i 1948 blevet en del af det fælles-muslimske tankegods. Modstanden mod staten Israels eksistens, antizionisme, er blevet til had mod jøderne, antisemitisme. Muslimske ledere har ikke tøvet med at spille med på idéen om »den store jødiske konspiration« som afledning for opmærksomheden på manglende demokrati i de muslimske lande og deres egen udygtighed som ledere.

Jøderne har skylden. Det er hørt før. Den kristne verden har igennem historien ført an i forfølgelser af jøder, der kulminerede i de nazistiske udryddelseslejre. Men efter Anden Verdenskrig har Vesten forsøgt at komme antisemitismen til livs, og det samme har de kristne kirkesamfund, senest den katolske kirke med den nuværende paves engagerede indsats for forsoning med Israel og det jødiske folk.

Men i disse år blomstrer antisemitismen, ikke mindst blandt muslimerne. Herhjemme kunne man her i avisen i den forgangne uge læse om voksende antisemitisme blandt muslimske skolebørn i Danmark. Jødiske forældre bliver direkte advaret mod at sætte deres børn i skoler med mange muslimer, og den jødiske skole i København har i perioder opfordret sine elever til at skjule deres identitet, lægge kalotten og gemme davidstjernen, de bærer om halsen, væk.

Det ville være alt for venligt alene at forklare muslimernes jødehad med konflikten i Israel og kampen om dannelsen af en palæstinensisk stat. Antisemitismen har forbindelse dertil, men rækker også langt ud over den nuværende ulykkelige konflikt. Den er et fingerpeg om, hvor forkert udviklingen i Israel er i disse år, men den kan ikke alene forklares dermed.

Derimod kan den muslimske antisemitisme i høj grad være med til at forklare, hvorfor hovedparten af jødiske israelere i dag mener, at landets leder, Ariel Sharon, er den rigtige til at forsvare dem, mens han af mange i Vesten anses for at være en både ekstrem og krigerisk politiker. De israelske jøder frygter kort sagt for deres liv. De tror ikke på, at en ny muslimsk, palæstinensisk stat og de omgivende muslimske lande vil dem det godt. Den indirekte opfordring til jødehad på det muslimske topmøde giver dem desværre heller ikke grund til at tro andet.

Antisemitisme er ikke bare en jødisk sag. Antisemitisme har altid ført andre former for forfølgelser med sig, hvorfor den er helt uforenelig med demokratiske styreformer.

Netop manglen på demokrati i de arabiske lande blev kritiseret i denne uge, da FN offentliggjorde sin anden rapport om de arabiske landes tilstand. Heri pegede rapportens forfattere desuden på de arabiske landes helt utilstrækkelige evne til at udvikle nye idéer og åbne sig for viden. Der er i løbet af de sidste 1000 år ikke blevet oversat flere udenlandske bøger til arabisk, end der hvert eneste år oversættes til spansk. De arabiske muslimske lande giver stort set ikke deres indbyggere adgang til internettet. Der bruges næsten ingen penge på forskning, og der udtages stort set ikke patenter i den muslimske verden. Landenes udemokratiske regeringer, censur og udstrakte mangel på frihed er en af de væsentligste forklaringer på de arabiske landes udviklingsmæssige tilbagegang, fremgår det af rapporten.

Derfor bruger de muslimske ledere antisemitismen som våben. Med jøderne som forklaring på muslimenes fattigdomr, flytter de muslimske ledere søgelyset væk fra sig selv.

Det var faktisk også en del af den malaysiske premierministers budskab i sin tale. Han ønsker udvikling i den muslimske verden og opfordrede sine kollegaer til at gøre noget ved sagen. Men det valgte de muslimske ledere at overhøre. Det var den antisemitiske del af talen, der vakte jubel. Nu venter omverdenen blot på, at de muslimske ledere skal klappe i hænderne af det budskab, der er rettet mod dem selv. For de islamiske ledere og ikke jøderne er det egentlige problem.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

chefredaktør