Regeringen vil have en ny velfærdslov. I 1814 fik vi en skolelov, i 1857 en næringslov og så sent som i 2018 fik vi en ny udgave af folkeoplysningsloven. Hvert område har sin lov. Vi får se, om vi også får en samlet velfærdslov. En vanskelighed kan jo være, at der er tale om et meget stort og forskelligartet område, hvor det er vanskeligt at få alting med i en samlet lov.
Tilsvarende vanskeligt kan det ikke være at skrive de vigtigste bestemmelser om folkekirken sammen i en kirkelov. Mange af de aktuelle debatter og stridigheder i folkekirken kunne afklares eller få et mere frugtbart forløb, hvis folkekirkens lovgrundlag var samlet tilgængeligt for enhver. Det gælder for eksempel de tilbagevendende debatter om uklare kompetencer, ikke kun om aflysninger af julegudstjenester, men en lang række forskellige forhold.
Fra debatten i Kristeligt Dagblad kan blot nævnes to vægtige indlæg: Menighedsrådsformand for Vodskov Menighedsråd Hans Jørgen Dalum opregnede i et indlæg otte eksempler på områder, hvor der er uklare og/eller uhensigtsmæssige procedurer, når det gælder vigtige beslutninger i folkekirken. Gymnasiesekretær Søren Aalbæk Rønn pegede dernæst på, at der er mange præster, der ikke blot kan gentage, hvad der står i folkekirkens juridisk gældende bekendelser, når Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 for eksempel hævder, at børn, der dør før dåben, går fortabt, fordi dåben er nødvendig til frelse.
På begge områder er kernen i problemet, at folkekirkens mest basale lovgrundlag går tilbage til enevældens tid, nemlig Kongeloven af 1660 og Danske Lov af 1683. Det betyder igen, at afgørelser i sager om for eksempel bekendelsesgrundlag, kirkelukninger og ritualer kun kan træffes af staten, som ikke længere er gearet til det, sådan som enevældens konger var det.
På nogle områder har staten ved lov delegeret kompetence, for eksempel vedrørende ansættelser og kirkens daglige drift. Men staten har aldrig udstedt en kirkelov med klare linjer, så der kan laves ajourførte bestemmelser og procedurer for folkekirken, hvor de eksisterende bestemmelser er forældede.
At påpege problemerne, som ikke mindst mange menighedsrådsfolk gør i disse år, er som at løbe fra Herodes til Pilatus: Ledere i folkekirken kan ikke løse ret mange strukturproblemer, og Kirkeministeriet og politikerne vil ikke – og kan ofte heller ikke – finde ud af det, fordi de ikke forstår, hvad de har med at gøre.
I 1986 blev der afholdt en kirkeretkonference på Refugiet Fuglsang. Den var arrangeret af de teologiske fakulteter efter anmodning fra biskopperne. Efter tre dages intensive drøftelser konstaterede den tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, at folkekirken regeres på prærogativer, det vil sige, hvad regeringen efter Grundloven gør i kongens navn, og præcedenser, det vil her sige de sædvaner, som Kirkeministeriet styrer efter og i øvrigt selv har sagt:
”Retligt set henligger folkekirken i en tågebanke,” sluttede han.
I 1990’erne gjorde den daværende departementschef, dr.jur. Preben Espersen, meget for at skabe klarhed, blandt andet gennem en række kirkeretlige udgivelser, ligesom Selskab for Kirkeret siden har taget en række problemkredse op og udgivet en række bøger med artikler om kirkeret. Men ingen har taget fat på det grundlæggende problem: Den manglende kirkelov.
Som led i den kirkeretlige oprustning var Preben Espersen, der havde været en hovedmand bag kommunalreformen i 1970, tilknyttet Det Teologiske Fakultet i København som adjungeret professor i kirkeret. Han passede med stor punktlighed sine månedlige kontortider. Sammen med professor Theodor Jørgensen, der var ansvarlig for kirkeretten, spiste jeg efterfølgende frokost med Espersen. Vi kunne bare skyde løs, for han var ikke til at skyde igennem. Mange gange vendte jeg tilbage til mit hovedemne:
”Hvorfor går du ikke hjem og skriver den kirkelov? Hvis nogen kan rydde op i uklarhederne i folkekirkens struktur, er det dig, Espersen!”.
Og lige så mange gange svarede han, at det kom ikke til at ske, for det forudsatte en række politiske afgørelser, som aldrig er truffet. Jeg bad ham så blot om at skrive den foreliggende lovgivning sammen forfra i én lov. Men det havde han ikke lyst til at forsøge sig med, for det var næppe muligt.
De andre nordiske folkekirker fik deres moderne kirkelove i det 20. århundrede. Det var et nødvendigt skridt mod større klarhed i strukturen og siden mod ændringer i retning mod en mere selvstændig kirke. Så længe en selvstændiggørelse af kirken er det store spøgelse i Danmark, får vi ingen kirkelov og heller ikke ajourføringer af forældede bestemmelser. Men måske får vi en velfærdslov!
