Prøv avisen
Før søndagen

Formand for Kristelig Lægeforening: Hvorfor helbredte Jesus ikke alle?

Formand for Kristelig Lægeforening Ellen Kappelgaard kom til at tænke på det gamle lægemotto ”stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste”, da hun læste søndagens tekst. For lige som Jesus kun helbredte én mand ved Betesda-dammen, kan vi i dag heller ikke forvente, at alle syge skal blive raske. Foto: Jens Welding Øllgaard

Formand for Kristelig Lægeforening Ellen Kappelgaard kan godt undre sig over, at Jesus kun helbredte én mand ved Betesda-dammen i søndagens tekst. Hun mener, det skal ses som et tegn på Jesu almagt, men også på at der er noget vigtigere i vores eksistens end helbredelse

Med en tro på at Gud vil mennesket det bedste, er sygdom og smerte nogle af de sværeste menneskelige vilkår at forstå. Hvorfor går nogle mennesker fri, mens andre sygner hen?

Det er et dilemma, som kommer til udtryk i søndagens tekst, hvor en række syge, blinde og lamme venter på at få adgang til Betesda-dammen i håb om at blive helbredt. Blandt dem er en mand, som har været syg i 38 år og ligger på en båre uden mulighed for at nå ned til vandet. Jesus ser ham og spørger:

”Vil du være rask?”

Netop det spørgsmål hæfter formand for Kristelig Lægeforening og tidligere medlem af Det Etiske Råd Ellen Kappelgaard sig ved.

”Jeg synes, det er interessant, at Jesus spørger, om han vil være rask frem for bare at helbrede ham. Man skulle mene, at det ville være en selvfølge, når han har været syg så længe. Alligevel vil Jesus gerne have en motivation frem. Han vil ikke tvinge noget ned over folk. Det afspejler det, vi ved som mennesker og læger, at det betyder meget, at man også selv skal ville noget, for at der sker noget,” forklarer hun.

Samtidig kan hun undre sig over, at Jesus kun hjælper én mand, når han er i stand til at helbrede de syge så nemt som at sige: ”Tag din båre og gå”.

Som læge og psykiater er sygdom en del af hendes hverdag. Netop i kraft af hendes profession føler hun, at hun er nødt til at tro på, at Jesus vil os det bedste, selvom han ikke gjorde alle syge raske. Meget anderledes forholder det sig nemlig ikke i dag. Nogle bliver raske som manden i søndagens tekst, mens andre aldrig forlader den sygeseng, de ender i.

”Helbredelsen er et tegn på Jesu almagt, men det kan også være et tegn, der viser hen til et større evighedsperspektiv, hvor der er noget, som er endnu vigtigere end at blive helbredt, selvom vi måske vil tænke, at det vigtigste er at blive rask. Det er, hvad jeg som kristen kalder at være inde under nåden. At være inde under tilgivelsen. Det er for mig det største ved at være kristen. Det står over at være rask, for det vigtigste for os er at få lov til at leve evigt,” siger Ellen Kappelgaard.

Hun mener, at et tegn fra Gud kommer til dem, der har et stærkt behov for det. Selvom det ville være rart at opleve et guddommeligt under, føler hun ikke, hun har haft behov for det. Hun er vokset op i et troende hjem og følte som teenager, at troen blev personlig for hende.

”Man kan ikke bare arve tro, selvom jeg er vokset op med andagt, aftenbøn og kirkegang. Som teenager var jeg med i en kristen ungdomsbevægelse, hvor jeg oplevede en vækkelse, og hvor det handlede meget om spørgsmålet: ’Tror du på Jesus?’ Det var meget stort at mærke, at Jesus var værd at tro på. Min tro betyder alt for mig. Den kaster lys ind over alt andet i mit liv,” fortæller Ellen Kappelgaard.

Som ung medicinstuderende var hun også aktiv i Kristeligt Forbund for Studerende, hvor hun mødte sin mand, teolog Finn Kappelgaard.

I dag går den kristne tro og lægegerningen hånd i hånd i forhold til hendes tilgang til patienterne.

”For mig betyder min tro noget i forhold til det menneskesyn, jeg har. Ud over at Jesus er frelser, er han også et forbillede. Det er et stort forbillede, vi ikke kan leve op til, men det kristne menneskesyn, hvor man betragter hvert eneste menneske som helt unikt og værdifuldt, uanset om de er raske eller ej, synes jeg, bliver mere og mere vigtigt at huske på i vores samfund i dag, for det er ikke en selvfølge,” siger hun.

Netop menneskesynet følte hun blev udfordret, da hun sad i Det Etiske Råd i seks år fra 1991. For til trods for at hun mener, at al liv har værdi, opstår der nogle udfordringer i praksis, hvor en række etiske afvejninger kommer i spil. Der var især livets randområder, som blev diskuteret med emner fra aktiv dødshjælp til debatten om for tidligt fødte børn, og hvor grænsen går, for hvornår man skal holde dem i live.

”Fosterets værdi var meget under pres, fordi der kom flere undersøgelser, som handler om at finde de fostre, der ikke er raske. Normalt inden for sundhedsvæsenet hjælper vi, når vi har med sygdom at gøre, men på fostersiden har tilbuddet ofte været en provokeret abort. Det synes jeg ikke stemmer overens med det menneskesyn, jeg har. Jeg tror, vores syn på fosteret har påvirket vores menneskesyn generelt. Der er noget afgørende ved, hvordan vi ser på det begyndende menneskeliv, som påvirker vores syn på hinanden,” forklarer hun.

Til tider er det svært at forstå, hvorfor mennesket er så skrøbeligt. Vi er ufuldkomne væsener i en ufuldkommen verden, siger Ellen Kappelgaard, men det gør det endnu vigtigere, at vi værdsætter alle mennesker uanset deres fysiske formåen, og selv hvis de ikke kan byde ind med så meget til samfundet.

”Forhåbentlig kan vi mindske en del af smerten ved at gøre det så godt for hinanden, som vi nu kan, mens vi er her. For mig er skrøbeligheden med til at holde mig på plads, fordi den minder os om, at vi ikke er Gud. Den giver os også noget at længes efter. Selvom man er glad for den jord, vi er på og nødig vil herfra, kan vi i troen se frem til en frelse, hvor der hverken er tårer eller sygdom,” siger hun.

Alligevel kan hun ikke undgå en følelse af afmagt, når hun ikke opnår det, hun gerne vil for sine patienter. Når de faglige muligheder er udtømt, tyer hun i stedet til i det stille at bede for sine patienter i håb om, at Gud vil hjælpe nogle af dem, som han hjalp den syge mand i søndagens tekst.

”At man ikke magter alt, er en vigtig erkendelse. Ellers kan man ikke leve livet. Inden for lægevirksomheden har vi det motto, at du kan helbrede nogle, lindre flere, men du kan trøste alle. Der er nogle, vi kun kan trøste. Det er ikke nemt at affinde sig med, men det er jeg nødt til,” erkender Ellen Kappelgaard.

Foto: Jens Welding Øllgaard