Hvornår kan et trossamfund betragtes som kristent?
Spørgsmålet har trængt sig på, efter at Børns Vilkår i jan-uar offentliggjorde en omdiskuteret rapport om social kontrol i kristne bevægelser, hvori Jehovas Vidner blev medregnet til gruppen ”lukkede kristne bevægelser” sammen med Indre Mission og Luthersk Mission.
Verdens fremtrædende kirkesamfund – herunder den danske folkekirke – anerkender ikke Jehovas Vidner som kristne, og det samme gør sig gældende for trossamfund som mormonerne og unitarerne, der begge har rødder i kristendommen.
Med kristendommen følger samtidig troen på den treenige Gud, og heri ligger også adskillelsen mellem de etablerede kirkesamfund og eksempelvis Jehovas Vidner og mormonerne, påpeger Niels Henrik Gregersen, som er professor i systematisk teologi på Københavns Universitet.
”Det, der er det afgørende, hvem der regnes for kristne kirker, er troen på den treenige Gud. Altså dét at Gud har åbenbaret sig i Jesus, og at Helligånden og Kristus så at sige er til stede i verden og højt hævet over verden,” siger han.
Og treenigheden får også betydning for dåben og dermed adgangsbilletten til den globale kirke, forklarer Niels Henrik Gregersen.
”Det drejer sig ikke kun om at tro på den treenige Gud – det drejer sig om, at man kun kan blive medlem af den kristne globale menighed ved, at man er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,” siger han.
Også synet på treenigheden adskiller unitarerne, der udsprang af Reformationen, fra den kristne tankegang, forklarer Viggo Mortensen, som er tidligere professor i teologi ved Aarhus Universitet og stifter af Center for Samtidsreligion. Det cirka 500 år gamle kirkesamfund – som i tidens løb har talt sir Isaac Newton, Thomas Mann og Karen Blixen – afviser også idéen om en treenig Gud og betragter i stedet kristendommen ud fra en enhedsforestilling.
”Unitarerne – det ligger i ordet – opererer med et gudsbegreb, som er en enhed. Det er samtidig en enhed, der går ud over den guddommelige natur, forstået på den måde, at det også er en enhed i erkendelsen. I princippet er det et meget sympatisk forsøg på at skabe en enhedsopfattelse af verden,” uddyber Viggo Mortensen.
Det afgørende er, hvordan man som trossamfund anskuer ganske bestemte principper i kristendommen, siger Viggo Mortensen.
”Martin Luther taler om ’Sola Scriptura’, ’Solus Chris-tus’ og ’Sola Gratia’ – altså ’skriften alene’, ’Kristus alene’ og ’nåden alene’. Det er grundtanken i den protestantisk-lutherske kristendomsform, og fælles for de nævnte trosretninger er, at de ikke holder sig til disse soli,” forklarer Viggo Mortensen om de nye religioner, der vil kaldes kirker, og som for en stor dels vedkommende er vokset ud af protestantisk kristendom.
For Jehovas Vidner gælder det således, at bevægelsen ikke anser Jesus som frelser – men blot Guds søn – og dermed adskiller de sig fra den protestantiske frelserforståelse om ”Kristus alene”.
Hos mormonerne – der på verdensplan tæller knap 16 millioner medlemmer og er anerkendt som kirke i hjemlandet USA – er det især Bibelens rolle, som kolliderer med en kristen trosopfattelse.
”Mormonerne har en anden åbenbaringskilde og går dermed imod ’Sola Scriptura’. De har Mormons Bog, som er et lige så vigtigt helligskrift som Bibelen, og som faktisk udlægger Bibelen. De har også et andet menneskesyn – mennesker er ikke skabninger, mens Guds åndelige børn. Deri ligger også en forskel,” siger Viggo Mortensen.
En nyere – og anderledes frit flydende – tolkning af kristendommen finder man eksempelvis hos Moon-bevægelsen, som på verdensplan tiltrækker over én million medlemmer, men er bandlyst i Danmark for sin kontroversielle opfattelse af grundlæggeren, Sun Myung Moon, som den nye messias. Her står flere af Luthers ’soli’ i vejen for bevægelsens tankegang.
”Normalt ville man sige, at kristendom bygger på Bibelen og traditionen, men for disse trosretninger tilføjes en åbenbaringskilde ved siden af Bibelen, og dermed sætter de sig ud over den kristne tradition. Med denne åbenbaringskilde – det gælder for eksempel mormonerne og Moon-bevægelsen – får stifteren ofte en slags guddommelig status, som er rivaliserende i forhold til Kristus, og dermed degraderes talen om ’Kristus alene’,” forklarer Viggo Mortensen.
”Samtidig rammer man også det reformatoriske grunddogme om, at vi frelses af nåden alene. Så det er som regel både i skabelsesforståelsen og i forbindelse med frelserforståelsen, at der sker afvigelser, som betyder, at disse trosretninger ikke kan regnes med som kristne trossamfund,” tilføjer han.
Nogle vil mene, at vækkelsesbevægelser som Pinsekirkerne og Syvende Dags Adventisterne befinder sig i grænselandet til det kristne normalområde, men her er det først og fremmest kulturforskelle – snarere end dogmatik – der adskiller dem fra andre kirkesamfund, påpeger Viggo Mortensen.
”At de hører til den store familie af kristne kirker, viser sig ved, at der er ført økumeniske læresamtaler med begge grupperinger foranstaltet af Kirkernes Verdensforbund og de konfessionelle verdensforbund, som har konkluderet, at man med disse grupper kan opretholde et kirkefællesskab,” forklarer han.