Prøv avisen
Før søndagen

Erik Skyum-Nielsen: Hvorfor skal jeg tage fløjlshandskerne på, hvis der i virkeligheden er brug for en stålnæve?

Litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen. – Foto: Søren Staal

I fire årtier har litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen bedømt andre menneskers bøger i Information. Han mener, man kan lære noget om at fælde domme i søndagens prædikentekst

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.” Sådan står der i søndagens prædikentekst. Hvordan virker de ord på en anmelder, der lever af at bedømme andres arbejde?

Lektor i litteratur Erik Skyum-Nielsen har haft denne funktion på dagbladet Information siden 1978. I sine 41 år som bedømmer af litterære værker har han aldrig søgt om tilgivelse for en for hård anmeldelse. Han har dog én gang måttet se bjælken i sit eget øje, da han i 2006 i litteraturtidsskriftet Passage analyserede sin egen, med egne ord, rædsomt moraliserende anmeldelse af Kirsten Thorups roman ”Bonsai” fra år 2000.

”I artiklen kritiserede jeg min anmeldelse for dens fejllæsninger. Selvom det var en artikel, der blev til under stort besvær, så var det en lettelse at få den skrevet. Ikke for Kirsten Thorups skyld, men for min egen samvittigheds og refleksions skyld. Jeg syntes, jeg havde behov for at få sagt: Nu skal I høre, der tog jeg fejl. Det var med et håb om, at jeg lærte noget af det, så jeg ikke lavede en tilsvarende bommert en anden gang,” fortæller han.

Erik Skyum-Nielsen mener, at det er en af de vigtigste pointer i dagens tekst. Vi kan lære noget om os selv, når vi bevæger os ud i at dømme, bedømme og vurdere. I første omgang kan teksten for ham læses på et alment plan, hvor den vedrører os alle. Vi skal ikke ophæve os til dommere over andre, og vi skal se os selv i spejlet, inden vi gør os bedre end andre. Her rammer teksten os alle. I anden omgang læser han teksten mere specifikt i forhold til sit virke som litteraturkritiker, og her følte han sig i første omgang ikke truffet af teksten, for en anmelder passer jo bare sit job, når han anmelder.

Erik Skyum-Nielsen søgte dog vejledning hos en ven, som er teolog, da han skulle forberede sig til dagens tekst. Vennen pegede på, at hvis dagens tekst fra Lukas-evangeliet ses i lyset af andre bibelpassager, så fremgår det, at evangelisten tænker på dem, der fungerer som vejledere for andre. Stærkest står det i passagen: Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mes-ter; men enhver, der er udlært, skal være som sin mes-ter.

”Lukas vil betone, at Jesus’ tale især er rettet mod menighedsforstandere og apostle. De har en særlig forpligtelse. De skal være som Jesus. Enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Og så ramte ordene mig pludselig alligevel, for hvis jeg som bedømmer og anmelder fælder domme, så kan jeg ikke nøjes med at begrænse mig til min faglighed eller min professionalisme. Jeg er også nødt til at spørge til, hvad det er for en etik, der er indbygget i min faglighed.”

Kritikeren findes, at han bevæger sig ind i et farligt terræn, hvor han kan risikere at lave bommerter som med anmeldelsen af Kirsten Thorups bog. Det kan her være godt at tænke på et af budskaberne fra Jesus i dagens tekst: Den, som har fået tildelt eller tilkæmpet sig en position, er særligt forpligtet til at holde et vågent øje med sig selv og spørge ind til sine motiver, forklarer den garvede anmelder.

”Min kone spørger mig for eksempel, hvorfor jeg nogle gange bruger overdrevet meget energi på at nedgøre en mindre god bog. Jeg kan som offentlig kritiker blive grebet af en bedømmerrus, hvor der kommer nogle motiver frem, som måske ikke er så kønne. Her tror jeg, at sådan en belæring, som jeg blev udsat for af Jesus i dagens tekst, kan være på sin plads.”

Hele Skyum-Nielsens integritet som kritiker ligger i hans mangeårige erfaring som anmelder. Og i troen på, at han har forstand på det, han snakker om. Der står i Bibelen, at den, som har fået en autoritet, skal være et forbillede for de troende i tale, adfærd, kærlighed, troskab og renhed. Selvom det kan være en skræmmende standard at leve op til, så mener anmelderen, at har man fået en nådegave, så skal man bruge gaven ordentligt.

”Man skal ikke sidde og fedte med den. Man skal sætte den i spil over for andre. Man skal bare være bevidst om, at det fører farer med sig. Altså de farer, som det fører med sig overalt, hvor vi dømmer. Det hører med til menneskelivet at fælde domme. Det gør vi hele tiden. Vi fremsætter kritik, vi ytrer vores mening, og det skal vi blive ved med. Vi skal bare gøre det i bevidsthed om vores egen fejlbarlighed og utilstrækkelighed.”

Derfor mener Skyum-Nielsen også, at vi skal bedømme med respekt. Selv når kritikeren er mest sikker i sin sag, skal han stadigvæk være bevidst om, at der er et menneske, som har produceret et værk, og at dette menneske kan være blandt læserne af en anmeldelse.

Samtidig kan det være en fare, hvis man bliver for rar i sin anmeldelse, påpeger Skyum-Nielsen. Han mener, at det også godt må gøre ondt, når der anmeldes. Hvis ikke det må gøre ondt, kan han lige så godt droppe at anmelde bøger.

”Når jeg anmelder, skal jeg ikke forholde mig til mennesket bag bogen. For hvis personen kalder på medlidenhed, overdøver det bogens tale, og så kan jeg slet ikke skrive om den. Jeg er nødt til nogle gange at tænke, hvorfor i alverden skal jeg tage fløjlshandskerne på, hvis det i virkeligheden er en stålnæve, der er brug for? Værket er kommet ud i rummet imellem os og råber på at blive vurderet, diskuteret og perspektiveret. Det råber på, at der bliver spurgt, hvad kan vi bruge dette her til. En anmeldelse er immervæk et bidrag til samtalen om, hvorfor vi læser litteratur, hvad den skal være godt for, og hvad der er god og dårlig litteratur.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg vil fokusere på, at Lukas forsøger at præcisere, at Jesus’ belæring om bjælken i dit eget øje måske primært var henvendt til menighedsledere og apostle. Herfra vil jeg prøve et gearskifte fra det specifikke til det almene og så sige til de lyttende: Det gælder også jer!

Hvordan ser din ønskegudstjeneste ud?

Det må jeg nægte at svare på. Overraskelsesmomentet er det vigtigste, når jeg kommer til en gudstjeneste. Det er ikke mig, der skal definere, hvad der skal foregå. Jeg skal heller ikke have nogle ønsker opfyldt. Jeg kommer bare ind og stiller mig ind under evangeliets tiltale, og det er alt nok.

Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?

Det er helt afgjort det første, at du ikke må have andre guder end mig. Der står hos den norske teolog og digter Petter Dass ”Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde” (red. fra ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” fra 1698).” Det vigtigste er, at jeg lever mit liv under Guds øje og i tryg forvisning om, at mit navn står skrevet med store tykke blokbogstaver i hans venstre hånd.

Hvordan er dit gudsbillede?

Skrækkeligt traditionelt. Jeg opfatter Gud som en kærlig far. Kærlig som nåde- og omsorgsfuld og tilgivende, men far i den forstand, at jeg skal være ham tro og lydig.

Min kone spørger mig for eksempel, hvorfor jeg nogle gange bruger overdrevet meget energi på at nedgøre en mindre god bog. Jeg kan som offentlig kritiker blive grebet af en bedømmerrus, hvor der kommer nogle motiver frem, som måske ikke er så kønne

Erik Skyum-Nielsen, litteraturkritiker

Når jeg anmelder, skal jeg ikke forholde mig til mennesket bag bogen. For hvis personen kalder på medlidenhed, overdøver det bogens tale, og så kan jeg slet ikke skrive om den.

Erik Skyum-Nielsen, litteraturkritiker