Hvorfor står præsten og ser ned i papiret?

Mens præstens autoritet er dalet igennem de seneste 150 år, har præsterne holdt fast i at afkridte deres akademiske forudsætninger ved at gøre forelæsningen til prædikenens ydre form

"Den stive og grå præst har altså kirkehistorisk støtte. Men hovedet skal op fra papir og bog," skriver Rasmus H.C. Dreyer, der er sognepræst på Agersø og Omø og ph.d. i kirkehistorie. Genrefoto.
"Den stive og grå præst har altså kirkehistorisk støtte. Men hovedet skal op fra papir og bog," skriver Rasmus H.C. Dreyer, der er sognepræst på Agersø og Omø og ph.d. i kirkehistorie. Genrefoto. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Præster er stive og grå – og de læser alting op. Disse fordomme kan vist ikke fornærme den danske præstestand. De rummer også en flig af sandhed.

Teaterinstruktør Katrine Wiedemann har i nærværende dagblad anmeldt folkekirkens gudstjeneste. Hendes uhildede domme ramte flere gange hovedet på sømmet. For hvorfor står præsten og læser op af bøger og papir? Wiedemann skrev, at nogle præster bare stirrer ned i papiret ”og mumler deres tanker, som sad de endnu hjemme og forberedte deres tekst”.

I virkeligheden er forskellen på disse to fremførelsesformer – den frie og den oplæste form – et gammelt problem.

Der findes som nævnt undtagelser, men hovedparten af præsterne oplæser vitterligt ritualernes tekster og deres forberedte prædikener. Enkelte led i ritualerne er dog som regel memoreret. Det gælder for eksempel den aronitiske velsignelse (den afsluttende velsignelse), som præsterne ofte kan udenad.

Det er også svært at stå med ritualbogen i hånden, når det nu er blevet liturgisk kutyme at løfte begge hænder og velsigne menigheden.

Præster af mere grundtvigsk observans kan også høres fremsige indstiftelsesordene i nadveren udenad. De er efter Grundtvigs opfattelse levende ord. Derfor gøres der en dyd ud af, at de trods den skriftlige form bliver mundtlige og ikke oplæste.

Omvendt er det på tværs af kirkelige retninger en særlig pointe, at ritualernes ordlyd garanteres af deres autorisation. Anderledes sagt kan kirkegængeren stole på, at præsten handler korrekt og inden for de autoriserede ritualer, når vedkommende står med den lille sorte bog i hånden og læser ritualerne op. Denne liturgiske optræden siger noget om folkekirkens historiske rødder i en statskirke, hvor præsten var både Guds tjener og kongelig embedsmand, for så vidt som han handlede inden for den liturgiske lovgivning og autorisation af ritualerne.

Men hvorfor så også oplæse gudstjenestens frie programpunkt, prædikenen? Her har præsten sin forkyndelsesfrihed, så længe udlægningen af pågældende søndags tekst er inden for kirkens bekendelse. Den endnu gældende lovgivning fra reformationstiden sætter få ydre rammer om prædikenen, for eksempel at den højest må vare en time. Gældende norm er nok mellem 10 og 20 minutter, og trods en øget opmærksomhed de seneste årtier på en mundtlig retorik, støtter præsten sig ofte stadig til sit manuskript.

Det er der flere årsager til. Den ene er en slags standsmæssig markør. Præsten er universitetsuddannet akademiker, og akademikerens kendetegn er forelæsningen. Så imens præstens autoritet og prædikenens ditto er dalet igennem de seneste 150 år, har præsterne holdt fast i at afkridte deres forkyndelses akademiske forudsætninger ved at gøre forelæsningen til prædikenens ydre form.

Indholdet er derimod ikke altid lige højttravende akademisk, hvad der egentlig er en god luthersk pointe. Martin Luther mente, at evnen til at tale til ”lille Hans og Grethe” var den højeste form for veltalenhed.

Den akademiske form har formentlig også en anden grund, nemlig som en gammel markør, der placerer den talende over for pietismen og prædikenen som en redegørelse for præstens fromme sindelag og meninger. Flere vil måske nikke genkendende til den endnu i dag personlige og stilmæssigt causerende prædiken fra missionsfolk og frikirker.

Faktisk var idealet allerede i reformationstiden, at prædikenen skulle være et foredrag baseret på teologiske fortolkningsprincipper, men den skulle virke personlig og derfor memoreres og holdes udenad. Det sidste er en lektie fra nogle af 1500-tallets danske håndbøger i pastoralteologi, altså kunsten at være præst. Den store danske teolog Niels Hemmingsen gav allerede dengang det råd, at præsten ikke skulle stikke ud. Det gjaldt klædestil – præsten burde undgå stærke farver og ekstravagant tøj – og i sin offentlige optræden, hvor præsten skulle drikke mådeholdent og ellers efterligne dannede mænd. Det samme gjorde sig gældende, når præsten skulle tale. Da skulle han lade være med at pille fingre, vende øjne, virre med hovedet, purre i håret eller gebærde sig kejtet og uroligt. Den stive og grå præst har altså kirkehistorisk støtte. Men hovedet skal op fra papir og bog.

Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst på Agersø og Omø og ph.d. i kirkehistorie.