Hvornår blev danskerne kristne? Skal svaret findes på Jellingstenen: en runesten rejst af Harald Blåtand i 965 eller et endnu ældre smykke med formodede kristne inskriptioner? Det er spørgsmålet, der er rejst af tidsskriftet SFINX, men som mange har svært ved at svare på.
En smuk kugle af bjergkrystal blev fundet i en kvindes grav på Fyn tilbage i 1820, men det var først i sidste måned, det gik op for museumsinspektør på Nationalmuseet Peter Pentz, at inskriptionerne i smykket kunne tolkes som kristne. Smykket kan dateres tilbage til 300-tallet og slår således Harald Blåtands Jellingsten med 600 år.
Men at tolke smykkets ingraverede billede og ord som kristendommens indtog i Danmark er lige i overkanten, mener religionssociolog Morten Warmind fra Københavns Universitet, der forsker i Nordens religioner.
– Jeg plejer at sige, at en død ikke begraver sig selv og mener hermed, at det ofte er en anden end den døde selv, der bestemmer, hvad der skal med i graven. I øvrigt ville kvinden slet ikke have gravgods med i graven, hvis hun havde været "rigtig" kristen, fortæller Morten Warmind.
Hvorvidt smykket er kristent, eller kvinden i det hele taget var klar over, at smykket var religiøst, er også noget, Carsten Porskrog Rasmussen, lektor i historie på Aarhus Universitet, sætter spørgsmålstegn ved.
– Der er så mange måder, hvorpå smykket kunne være havnet i Danmark, mener han og fortsætter:
– Måske er smykket et levn fra plyndringerne i Europa og af gerningsmanden blevet givet videre til sin kone, fordi det er smukt. Jeg er sikker på, at der i Danmark i dag også er mennesker, der ejer smykker med muslimske eller andre religiøse symboler, uden at de selv ved det, fastslår Carsten Porskrog Rasmussen, der mener, at der skal mere end en enkelt genstand til at gøre et helt land kristent.
Danmarks historie om kristendommen indførelse er heller ikke entydig. De fleste kender nok billedet af Jellingstenen, som Harald Blåtand i 965 lod opføre til minde om sin mor og far, og hvorpå han proklamerede, at danerne fra nu af var kristne. Men forud herfor går med sikkerhed en meget længere historie om kulturelle påvirkninger fra udlandet og et ønske om indflydelse i Danmark.
Ifølge sagnet om Harald Blåtand aflagde munken Poppo vidnesbyrd om, at Kristus var den eneste sande gud ved at bære et tungt og glødende stykke jern, indtil kongen sagde stop. Da Poppos hånd herefter var uskadt, var Harald Blåtand overbevist om, at munkens tro var sand, og han lod sig på baggrund heraf døbe og befalede sine undersåtter at forkaste andre guder.
Men allerede i 800-tallet, før Poppo, havde en anden munk ved navn Ansgar forsøgt at gøre danerne kristne. Ansgar var ærkebiskop i Hamborg, da den danske vikingekonge Hårik den Ældre angreb og afbrændte byen. Senere blev vikingekongen tvunget til at samarbejde med Ludvig den Tyske, hvor Ansgar agerede mægler. På denne måde vandt Ansgar den danske konges tillid og blev senere kongens rådgiver og fik efter sigende lov til at bygge en kirke i Hedeby. En kirke, der i dag ikke kan findes spor af.
Om Harald Blåtand derfor i virkeligheden var kristen hele sit voksne liv under indflydelse af Ansgar, eller han blev overbevist af Poppo eller det til syvende og sidst var politiske strømninger, der bestemte udfaldet, kan Jellingstenen ikke give svar på. Ej heller et glaslignende, perleformet smykke.