Hvornår kan kirkerne åbne mere?

Tusindvis af fans kan stimle sammen på fodboldstadioner, men det er stadig uklart, hvornår folkekirken bliver omfattet af lempelser. Og det vækker frustration hos både præster, politikere og en kommende brudgom

Foruden det afskaffede krav om brug af mundbind er det nemlig ikke meldt tydeligt ud, om folkekirken for alvor får gavn af sommerens løbende lempelser, og det vækker frustration.
Foruden det afskaffede krav om brug af mundbind er det nemlig ikke meldt tydeligt ud, om folkekirken for alvor får gavn af sommerens løbende lempelser, og det vækker frustration. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Om mindre end tre uger skal Frank Thomas Lærke giftes, men kan ved endnu ikke, hvor vielsen skal foregå. Sagen er den, at kirken kun tillader 20 deltagende, men gæstelisten tæller 36. Og selvom arealkrav og afstandsanbefalinger på blandt andet barer og restauranter bliver ophævet to dage inden, Frank Thomas Lærke og hans forlovede siger ”ja” til hinanden, er der endnu intet, som tyder på, at det samme vil gøre sig gældende i landets kirker. Foruden det afskaffede krav om brug af mundbind er det nemlig ikke meldt tydeligt ud, om folkekirken for alvor får gavn af sommerens løbende lempelser, og det vækker frustration.

”Vi er ikke konfliktsøgende og retter os selvfølgelig efter de regler, der er. Men vi er utroligt frustrerede over, at vi ikke ved, hvad der vil ske,” siger Frank Thomas Lærke, der bor i Brøndby ved København.

Det er ikke kun vordende brudgomme, der hiver sig i håret over, at genåbningsaftalerne heller ikke i denne ombæring er kommet kirkelivet til undsætning.

Valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke Henrik Højlund genkender frustrationen over, at arealkrav på eksempelvis restauranter og fodboldstadioner nu står til at blive lempet i løbet af sommeren, mens tilsvarende lempelser i kirkerne stadig mangler.

”Jeg tolker det sådan, at vi indtil videre ikke må være flere i kirken, og det kan jeg ikke rigtigt forstå. Jeg synes, det er mærkeligt, at kirken ikke har fået tilsvarende opmærksomhed, når den er samlingspunkt for så mange mennesker. Men det her har sådan set været frustrationen i knap halvandet år,” siger han.

Det er dog ikke kun ærgrelsen over, at dansk kirkeliv tilsyneladende står bagerst i køen i endnu en genåbning, som fylder. Den knappe kommunikation omkring de gældende regler vækker lige så megen frustration. Selvom Henrik Højlund efterlyser konkrete oplysninger om, hvorvidt sommerens genåbninger også vil få betydning for kirken, pointerer han, at manglen på selvsamme ikke kommer bag på ham.

”Det har været meget tåget og flimrende, hvad reglerne betød for kirken, og hver gang har det taget meget lang tid at få skåret ud i pap. Det er utroligt frustrerende. Det er, som om kirken har fået en mærkelig sekundær placering, og at der igennem hele forløbet har været en besynderlig tavshed, som har gjort, at man har siddet og ventet meget længe på at få at vide, hvad genåbningerne ville betyde for kirken,” siger han.

Også fra politisk side vækker det undren, at kirkerne fortsat er underlagt samme restriktioner som tidligere, når resten af samfundet har kurs mod en genåbning.

Hos Nye Borgerlige forstår kirkeordfører Mette Thiesen (NB) derfor den frustration, der hersker blandt præster og kirkegængere, som savner flere lempelser i kirkelivet.

”Vores holdning har nu i lang tid været, at man skal åbne, for det giver ikke mening, at man har så mange restriktioner. Jeg har hele tiden sagt, at det netop er i tider som disse, at man skal kunne komme i kirken for at finde nærhed, fællesskab og tryghed, men der har været en underlig tilgang til kirkerne fra regeringens side. Jeg synes, man skal kunne komme i kirkerne uden restriktioner og bøvl, og jeg har meget stor tiltro til, at kirkerne selv kan være fornuftige og indrette det på en måde, der sikrer, at folk ikke sidder som sild i en tønde,” siger hun.

Mette Thiesen kalder det ”problematisk”, at danskere, der eksempelvis skal giftes hen over sommeren, endnu ikke ved, hvilke regler der gælder i kirkerne. Af samme årsag er hun nu gået til både kirkeminister Joy Mogensen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få konkrete svar på, hvorfor kirkerne ikke er længere fremme i genåbningskøen.

Samme melding lyder fra Venstres kirkeordfører, Louise Schack Elholm (V), der også stiller sig uforstående over for, at det har været så vanskeligt at få oplyst, hvornår og hvordan folkekirken bliver omfattet af genåbningsplanerne.

”Lad os få tydeliggjort, hvad der rent faktisk gælder. Folk står og skal holde bryllupper, konfirmationer og barnedåb og er frustrerede, fordi de ikke ved, hvad der gælder. Derfor er det vigtigt, at det nu bliver gjort helt tydeligt, hvordan man skal forstå restriktionerne,” siger hun og fortæller, at hun også selv har haft svært ved at gennemskue, hvilke regler der henover sommeren vil gøre sig gældende.

Søren Abildgaard er formand for Landsforeningen af Menighedsråd og medlem af Folkekirkens corona-taskforce, der løbende holder møder med Kirkeministeriet og Sundhedsstyrelsen. Alligevel har heller ikke han kunnet finde svar på, hvorvidt arealkrav og afstandsanbefalinger i kirkerne står til at blive lempet med sommerens genåbningsplaner.

”Det kan være lidt svært at læse ud af den politiske aftale, hvad der præcis kommer til at ske fremover, og alene af den grund er der god grund til at få det klarlagt,” siger han og oplyser, at han i denne uge har drøftet emnet med taskforcen og sektorpartnerskabet.

Han hæfter sig nemlig ved, at arealkravet og afstandsanbefalingerne i løbet af juli vil forsvinde fra blandt andet restauranter.

”Hvad er den sundhedsfaglige begrundelse for, at der fortsat skal være et arealkrav og afstandsanbefalinger i kirkerne, men ikke på restauranterne? Det håber jeg selvfølgelig at få et godt svar på fra Sundhedsstyrelsen,” siger Søren Abildgaard.

På nuværende tidspunkt vurderer han dog ikke, at kirken behandles uretfærdigt, selvom det lokalt giver problemer ikke at kunne samle så mange i kirkerummene, som der er behov for.

”Jeg har hele tiden lagt vægt på, at folkekirken skal behandles på lige fod med andre sammenlignelige områder af samfundet i en genåbning som den, vi er igang med nu. Med næste fase af genåbningen i juli vil det nok blive relevant at se på, om der opstår en situation, hvor kirkerne er underlagt skrappere restriktioner end resten af samfundet. Men det mener jeg objektivt set ikke, man kan sige er tilfældet lige nu, og så er det svært at protestere.”