Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Min advent

Birthe Rønn Hornbech: I adventsdagene forærer jeg mig selv tid til læsning

Birthe Rønn Hornbech har i år valgt at dykke ned i forholdet mellem Det Nye og Det Gamle Testamente i adventstiden. Det betyder også læsning om jødedommen. – Foto: Leif Tuxen.

Advent er et åndeligt lyshav i den mørke tid, hvor man kan fordybe sig, siger tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)

Første søndag i advent er blevet en festdag, fordi det er mit nytår. Den er kirkeårets begyndelse og er for mig vigtigere end kalenderårets begyndelse. Jeg er ikke så optaget af nytårsaften. Men første søndag i advent markerer en ny begyndelse, hvor tavlen viskes ren.

Hele adventstiden er blevet en særlig tid for mig. I min barndoms præstehjem var adventstiden også en hektisk tid. Der var møder i menigheden, foruden den almindelige kirkegang, og jeg gik med mor rundt og samlede ind til fattige ældre.

Min præstefar gjorde meget ud af at indpode mig, at advent, det latinske advenio, hænger sammen med at vente. Vente på Jesu fødsel. Og der var ikke noget med at tænde mere end ét lys i adventskransen på kirkens nytårsdag, den første søndag i advent.

Som barn handlede det måske mere om ventetiden til juleaften – og det var svært at være til stede i ventetiden. Men i mit voksne liv har jeg ladet ventetiden og adventstiden fylde mere. Så jeg forsøger for eksempel ikke at tage forskud på julesangene før juleaften.

Nu, hvor jeg ikke er i Folketinget længere, er adventstiden også blevet en særlig tid til meditation og refleksion. Jeg trækker stikket ud og forærer jeg mig selv tid til ekstra læsning.

Jeg udvælger et særligt tema til læsning i adventstiden hvert år. I de foregående år har det været Luther og hans adventsprædikener og bibelfortolkninger, og tidligere præstesønnerne Bangs og Pontoppidans værker og navnligt deres erindringer.

I år har jeg udvalgt forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Deraf flyder så også min store interesse for jøderne.

Jeg går i gang med at genlæse professor Schwarz Laustens store værk om jøderne, den store jødiske forfatter Amos Oz, Bent Melchiors erindringer samt bøger om jøderne i Danmark af overrabbiner Bent Lexner – foruden Luthers adventsprædikener. Gennem min læsning reflekterer jeg over forskellighed og forbundethed.

Så den meste tid frem til jul vil være reserveret læsning, næsten døgnet rundt.

Indimellem sætter jeg musik til læsningen. Det er Johann Sebastian Bachs kantater til adventstiden og de store oratorier som ledsager. På den måde sætter jeg musik til kirkeåret.

Mange af mine aktiviteter i adventsdagene foregår i sindet. Men sådan er det jo. De ydre aktiviteter begrænses stærkt, i vintermørket og kulden, mens der bliver mere tid til fordybelse. Det er en gave i sig selv – ikke mindst til det moderne menneske, hvis man bare vil tage imod den gave og finde rigdom gennem fordybelsen i noget, der ligger ud over en selv. Det er en ren luksus – et åndeligt lyshav i den mørke tid.