Komponist og fællessangs-vært: I bønnen vil jeg ikke skulle præstere

Komponist og fællessangs-vært Katrine Muff Enevoldsen var i sin barn- og ungdom meget optaget af at være det, hun selv kalder en dygtig kristen. Senere fjernede hun sig fra troen, men med årene har hun fundet en form på sit tros- og bønsliv, som hun føler sig tilpas i

Da Katrine Muff Enevoldsen kom i gymnasiet, fik hun pludselig mange spørgsmål om sin tro, som hun fandt det svært at svare på. Det ændrede hendes bønner. Foto: Johanne Teglgaard Olsen.
Da Katrine Muff Enevoldsen kom i gymnasiet, fik hun pludselig mange spørgsmål om sin tro, som hun fandt det svært at svare på. Det ændrede hendes bønner. Foto: Johanne Teglgaard Olsen. .

I en hjem-ude-hjem-fortælling bevæger hovedpersonen sig væk fra det trygge og ud i det kaotiske for til sidst at genfinde harmoni. Når komponist Katrine Muff Enevoldsen, der er kendt fra ”Fællessang på DR 1”, fortæller om, hvordan hendes forhold til bøn har udviklet sig gennem hendes liv, er det svært ikke at komme til at tænke på den klassiske, litterære model. Ligesom Jesus indvarsler ændringer i disciplenes måde at bede på i den tekst, der prædikes over i landets kirker på søndag, har bønnen nemlig også taget nye former og udtryk gennem forskellige faser af Katrine Muff Enevoldsens liv, i takt med at hendes tro har udviklet sig.

35-årige Katrine Muff Enevoldsen er vokset op i et præstehjem i Hillerød, hvor bøn var en helt naturlig del af hverdagen. Aftenbøn og Fadervor var for eksempel en fast del af putteritualet, og Katrine Muff Enevoldsen husker det som et trygt rum, hvor dagens bekymringer og alt det, der rumsterede i hovedet, kunne lægges over til Gud.

”Jeg mindes, at mine forældre tit spurgte mig og mine brødre, om der var noget, vi gerne ville bede om, og det synes jeg er en stor gave at give sine børn. Der er mange børn, der tænker store, voldsomme tanker, lige inden de skal sove, og gennem aftenbønnen er det nemt at få talt om og givet slip på alt det, der fylder,” siger Katrine Muff Enevoldsen, der som barn gik på en kristen skole, hvor hun heller ikke satte spørgsmålstegn ved bønnen som en del af hverdagen.

Men da hun kom i gymnasiet, ændrede det sig. De nye klassekammerater stillede spørgsmål om hendes tro – om skabelsesberetningen versus evolutionsteorien, om alkohol og sex før ægteskabet – og hun fandt, at hun havde svært ved at svare. Osteklokken, hun havde befundet sig i det meste af sin barndom, blev løftet.

I frikvartererne mødtes Katrine Muff Enevoldsen med en gruppe andre elever i KFS – Kristeligt Forbund for Studerende. De spiste frokost sammen, læste fra Bibelen og bad også sammen. Men Katrine Muff Enevoldsen fik det sværere og sværere med bønnerne.

”Jeg oplevede, at de blev mere genre end indhold. Jeg havde en følelse af, at der var nogen, som var rigtig gode til at lede forbøn på en særligt poetisk måde, og jeg opdagede, at jeg begyndte at kopiere deres faste vendinger i mine egne bønner. Selv når jeg var helt alene, fyrede jeg de floskler af, og det irriterede mig. Umiddelbarheden var væk – der var ligesom kommet en for stram trøje på,” siger hun.

Herfra begyndte en proces, hvor Kathrine Muff Enevoldsen arbejdede med at finde en form på troen, som passede til hende. Hun vidste nok, at hun ikke var klar til at parkere den helt, men hun havde brug for at få den på afstand for at definere den på ny, forklarer hun. I den proces var der flere øjeblikke, som blev afgørende. Især mødet med en gammel ven, der studerede teologi, og som formulerede en sætning, hun bliver ved med at vende tilbage til:

”Jeg tror på, at Gud er i alt det, vi ikke forstår.”

En anden vigtig sætning i den proces kom fra en prædiken, hun engang havde hørt, som netop handlede om bøn.

”Præsten talte om, hvordan man nogle gange kunne blive så træt under en bøn, at man faldt i staver eller måske helt i søvn, men at man skulle give sig selv lov til det, fordi man var sammen med Gud. Det synes jeg var hyggeligt og rart at få at vide,” siger Katrine Muff Enevoldsen og tilføjer, at begge oplevelser satte en helt anden retning for hendes tros- og bønsliv, end hun havde haft i sin barndom og tidlige ungdom.

”Mit trosliv bar længe præg af, at jeg gerne ville præstere – ikke så meget over for min familie eller nogen andre – mest over for mig selv. Jeg kunne godt lide tanken om at være en dygtig kristen. I dag er jeg ikke optaget af at præstere noget i forhold til tro og bøn,” siger Katrine Muff Enevoldsen, der fortsat kalder sin nye relation til Gud for ”spæd”.

Bøn har hun det i dag bedst med at have i enerum.

”Jeg kan godt have det svært med den frie bøn, når den foregår sammen med andre. Jeg bliver på en måde blufærdig. Når jeg beder, føler jeg, at jeg blotter mig for Gud, og det har jeg ikke lyst til at gøre sammen med andre,” siger Katrine Muff Enevoldsen og fortsætter:

”For mig kan bønnen være et helt kort morset telegram, hvor man bare siger ’Jeg har det svært’ eller ’Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige’. En slags tilstand. Den kan også være mere som en telefonsamtale, hvor jeg taler med Gud, som jeg ville tale med en nær ven.”

Undtagelsen er Fadervor. Her trives Katrine Muff Enevoldsen både i at fremsige bønnen sammen med andre og med den faste form.

”Nu lyder jeg måske selvmodsigende, men lige her giver formen fællesskab og tryghed for mig. På samme måde, som når familien er samlet til jul, og min far læser juleevangeliet, får jeg gennem Fadervor lidt af min barnetro tilbage.”