I Leif Munksgaards lejlighed, som han deler med konen Lis, smager det lidt af Østen. Selvom udsigten umiskendeligt er Amager, kom Mellemøsten med til Danmark, da Leif og Lis Munksgaard i 1999 efter næsten 30 år som udsendte missionærer vendte tilbage til fødelandet. Der er en kunstfærdigt udført safaristol. Og på væggene hænger malerier af souk og burkaklædte kvinder i støvede gadebilleder.
Kaldet til at blive missionær kom ikke som et lyn fra en klar himmel for Leif Munksgaard. Det blev langsomt skubbet ind i ham, som han udtrykker det. Hans forældre opdrog ham med bøn og søndagsskole, og rundt om i hjemmet lå missionsblade med historier fra fjerne lande. Derigennem opstod drømmen om at blive boghandler i Adén. Der skulle han dog aldrig komme til at bo, men missionskaldet blev fulgt, og han finder derfor stor genkendelse i søndagens tekst.
”Jesus siger til sine disciple, at de skal gå ud i verden og gøre alle folkeslag kristne. Og i søndagens lektie fra Esajas står der: ’Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte.’ Her glider han, sådan som vi kristne forstår det, uden for det jødiske fællesskab og ud i alverden til hedningene. Som missionær kan man ikke sige andet, end at lige dér er missionskernen i det hele. Det er et spørgsmål om at gå ud af din dør, gå ud i alverden, møde andre mennesker og fortælle dem om kristentroen. Det har jeg gjort,” siger Leif Munksgaard og smiler.
Lis og Leif Munksgaard har været de rigtige steder på de forkerte tidspunkter, som han udtrykker det. De var i Libanon under krigen i 1967. I Bahrain i starten af 1970’erne oplevede de, at shahen gjorde krav på landet. De kom til Kuwait, da Saddam Husseins fly for første gang angreb Kuwaits grænseposter. De oplevede hele revolutionen i Iran i 1979 og fik Golfkrigen med, da de kom tilbage til Bahrain.
For nogle ville de mange krige og omvæltninger have betydet en konstant følelse af utryghed. Men sådan var det ikke for Lis og Leif Munks- gaard og deres fire børn. For som missionærfamilie var de vant til at tale med alle, og midt i kaosset oplevede de stor velvilje og gæstfrihed.
”Det har da præget os at være vidner til alle de ting. Det har givet os en åbenhed over for, at vi som mennesker hører sammen i en verden på trods af alt. Vores børn legede med de lokale børn, og vi blev venner med deres forældre og åbnede vores hjem for hinanden,” forklarer han.
Leif Munksgaard etablerede kristne boghandler og samarbejdede med de anglikanske menigheder i de lande, familien boede i. Arbejdet betød, at han havde at gøre med mange forskellige mennesker, og det åbnede op for samtaler om religion. Han oplevede, at muslimerne også var åbne for kristendommen.
”Jeg havde en fast stol hos en muslim i Kuwait, som havde inviteret mig til at komme til hans ’dewaniya’, som er et sted, hvor mænd mødes en gang om ugen og sidder og hygger sig. Jeg spurgte, hvorfor jeg skulle med, for jeg var dårlig til arabisk, og så var jeg også kristen,” fortæller Leif Munksgaard og fortsætter:
”Men det var netop derfor, han ville have mig til at komme: Fordi jeg skulle fortælle historien om Jesus, og hvad han betyder. Også for dem. Han blev ved med at være muslim, men han inviterede mig altså indenfor i sit rum, og det gav en mulighed for dialog.”
”Den fremmede har altid et fortrin, fordi han skaber nysgerrighed hos dem, der hører til det pågældende sted. De spørger: ’Hvorfor er han her?’, ligesom vi i dag gør med flygtninge. Vi giver dem dog nok ikke altid lov til at sige, hvad de tror på, og hvorfor de tror det. Men i fællesskabet, hvor muslimer og kristne er, er kristne kaldet til at tale om Jesus, og det var det, jeg gjorde,” siger Leif Munksgaard.
Når Leif Munksgaard gav sit visitkort til de folk, han arbejdede med, når han skulle have andagtshæfter gennem censuren eller forhandlede med myndighederne om at få lov at åbne en kristen boghandel i et muslimsk land, gav han dem altid et kort med en lille velsignelse. Han kunne også finde på at knappe den øverste knap op i skjorten, så han afslørede det lille kors om halsen. Når han på den måde bekendte sin religiøse kulør, affødte det næsten altid spørgsmål. ”Hvorfor er du kristen her?” for eksempel. Det åbnede for samtalen.
”I dag er der sået stor tvivl om missionsbefalingen. Mange siger, at hvis muslimer er gode, demokratiske muslimer, skal vi ikke genere dem med evangeliet. Men er det at genere folk, hvis man siger, hvad man tror på? Skal vi så ikke finde ud af enten at tro det samme eller tale om det? Den samtale er så vigtig. Men det skaber en spænding, både i det medmenneskelige og også i den enkelte, der siger noget til den anden,” forklarer Leif Munksgaard.
”Når man beskæftiger sig med det tværreligiøse, er man nødt til at kende den andens position. For mig betyder det at sætte sig ind i den andens hellige tekster og tekstforståelse. Så begynder man at opdage, at der eksempelvis i Koranen så sandelig også er sandheder om Gud. Jeg ser det bare ikke som sandheder ’fra’ Gud,” siger han.
Selvom det ofte har været frustrerende at skulle forsætte en samtale, hvor den anden har vendt ryggen til, har samtalen og mødet med den andens tro givet ham en større forståelse for hans egen.
”Trosperspektivet udvides, når man beskæftiger sig med den andens tro og taler om den. I islam og jødedommen er der sandheder, som jeg ikke nødvendigvis forstår fuldt ud fra den kristne tradition. Så jeg beriges, men i at jeg er kristen. Der er så at sige alternativ tilgang for mig til den kristne tro,” forklarer han.
I Bahrain var hans kontor i boghandlen et samtalekontor, hvor folk kom til ham. Nogle var faste i deres tro, andre var åbne. En af dem var Hassan fra Saudi-Arabien.
”Vi kunne snakke sammen i timevis. Af og til sagde han: ’Nu går solen snart ned. Jeg går lige hen til bøn, så kommer jeg tilbage bagefter.’ Da vi forlod Bahrain, havde vi haft samtaler i fire år. Så omfavnede vi hinanden med tre kindkys, som man gør i den muslimske verden, og så sagde han: ’Jeg har lært en masse om Jesus fra vores samtaler. Jeg håber også, at du har lært noget om Koranen.’ Så sagde vi farvel til hinanden. Han var ikke blevet omvendt, men vi havde begge fået udvidet vores trosområde,” siger Leif Munksgaard.
Mellemøsten har ændret sig meget, siden Leif Munksgaard rejste rundt og forkyndte det kristne evangelium. Den vestlige verdens indblanding i krigene i regionen har givet plads til islamistiske kræfter, hvor den tværreligiøse samtale er umulig, forklarer han. Han ville gerne gøre hele sit mellemøstlige eventyr om igen, men han er ikke sikker på, at det ville kunne lade sig gøre. I mange af de arabiske lande kan man ikke slå sig ned som kristen missionær. Samtalen er ophørt. Det ærgrer ham, for det lukker også for den gensidige berigelse, der kommer af at have en åben dialog om religionernes forskelle og ligheder.
Det endte langtfra altid med, at Leif Munksgaard gjorde muslimer til Jesu disciple. Men for ham kan man heller ikke tælle omvendte som et succeskriterium. I stedet kan man se det som en sejr, når den tværreligiøse samtale giver en større forståelse for hinanden. Som det gjorde for både Hassan fra Saudi-Arabien og Leif Munksgaard fra Danmark, da deres veje skiltes efter fire års samtale.