Må kristne drikke alkohol? Svaret indeholder mere vin, end de fleste måske tror

Spørgsmålet om alkohol kan præster og andre troende stadig møde i dag, selvom Bibelen er fyldt med vin. Gennem historien har kirkelige bevægelser været mindre fjendtlig over for alkohol end andre bevægelser i samfundet og kirker andre steder i verden

”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg.” Paulus’ Første Brev til Timotheus, kap. 5. v. 23.
”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg.” Paulus’ Første Brev til Timotheus, kap. 5. v. 23. Foto: Apolo Photographer/Unsplash.

Kristeligt Dagblad undersøger i en artikelserie "Moral i bevægelse" - hvor denne artikel er den første i rækken - de teologiske argumenter og de kirkelige positioner i nære moralske spørgsmål, som har flyttet sig gennem tiden. De næste i serien kan sendes direkte til indbakken. Tilmeld dig her.

De fleste kender Bibelens historie om, at Jesus lavede vand om til vin. Alligevel har mange nok en opfattelse af, at alkohol og kirke ikke rigtig er noget, der hører sammen – måske lige bortset fra den dråbe altervin, man får, når man går til nadver.

”Nå, det var da afslappende!” oplever ungdomspræst Therese Møller i hvert fald ofte, at folk overrasket udbryder, når de hører, at man kan købe øl i den bar, som findes i ungdomskirken uKirke på Vesterbro i København, hvor hun arbejder.

”I uKirke prøver vi at rykke ved de stramme forestillinger, nogen har, og udfordre unges billede af, hvad der kan ske i en kirke. Det gør vi ikke gennem at sælge alkohol, men det er en del af det at møde de unge her på Vesterbro der, hvor de er,” siger Therese Møller og tilføjer, at mange på trods af overraskelsen tager positivt imod det.

Overraskelse kan hun også møde, når hun fortæller, at hun som præst drikker alkohol engang imellem ligesom så mange andre danskere.

”Måske har det noget at gøre med, at præsten i gamle dage skulle være det lysende forbillede, som stod helt fejlfrit og skarpt. Medier, film og kunsten har også tit portrætteret præster på den måde, men det er vi jo for længst ude over. Det er mit indtryk, at de fleste præster og troende i det hele taget har et ret afslappet forhold til alkohol,” siger Therese Møller.

Så hvorfra stammer opfattelsen af, at det forbilledlige i kirkelig sammenhæng er at afholde sig fra alkohol? Og hvordan kan det være, at den i et vist omfang stadig hænger ved i dag?

Hvis man tror, modstanden mod alkohol i kirkelig sammenhæng herhjemme kommer fra Indre Mission, er det kun delvist rigtigt. I hvert fald er det forkert at tro, at Indre Mission opstod som en afholdsbevægelse, fastslår Sidsel Eriksen, der er lektor ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i religiøse og sociale bevægelser og alkoholkultur. I sit studie af vækkelse og afholdsbevægelser i henholdsvis dansk og svensk folkekultur gengiver hun et citat fra en af Indre Missions mest prominente formænd, Vilhelm Beck, som viser, at Indre Mission netop ikke brød sig om de totalafholdsforeninger, som opstod i 1880’erne for at afhjælpe de alvorlige alkoholproblemer i Danmark på det tidspunkt.

”Totalafholdssagen, med dens taabelige Løfter er for mig en Uting, som jeg ikke kan begribe, at troende mennesker kunne have med at gjøre, et Kvaksalveri af den vantro Verden, som ikke vil bruge den store Læge (læs:Gud), der helbreder for alle syndesygdomme,” sagde Beck i 1888.

Forklaringen på det udsagn er ifølge Sidsel Eriksen, at Beck fokuserede på den lutherske grundtanke om, at troen alene kan frelse det syndige menneske.

”Foreninger, som sigtede mod at hjælpe mennesker af med en enkelt last, som afholdsforeninger gjorde det, var derfor i strid med god, luthersk teologi. Det står i modsætning til den anglo-amerikanske vækkelseskristendom, som for eksempel svensk kristendom og kirkeliv er inspireret af, hvor man er mere fikseret på bekæmpelsen af menneskelige laster,” siger Sidsel Eriksen.

At Indre Mission i skikkelse af Vilhelm Beck overvejende var kritisk over for totalafholdsbevægelsen i slutningen af 1800-tallet, bekræftes af kirkehistoriker Kurt E. Larsen. Men faktisk mener han, der er historisk belæg for at sige, at den grundtvigske bevægelse havde tættere bånd til dele af afholdsbevægelsen.

Mange husker nok missionske Faster Anna i Matador, som efter sin nevø Daniels konfirmation beklager sig over, at der blev drukket spiritus til festen. Til gengæld virker Daniels mormor og morfar, grundtvigianske Hr. og fru Grisehandler Larsen, ikke til at have noget problem med det. I virkeligheden er de kirkelige bevægelsers forhold til alkohol dog langt mere nuanceret.
Mange husker nok missionske Faster Anna i Matador, som efter sin nevø Daniels konfirmation beklager sig over, at der blev drukket spiritus til festen. Til gengæld virker Daniels mormor og morfar, grundtvigianske Hr. og fru Grisehandler Larsen, ikke til at have noget problem med det. I virkeligheden er de kirkelige bevægelsers forhold til alkohol dog langt mere nuanceret.

”Så længe den grundtvigske bevægelse var intakt og levede med højskoler, foredrag og fædrelandssange, blev der ved med at være en tanke om, at drukkulturen skulle bekæmpes, fordi man mente, den ødelagde det folkelige liv,” siger han.

Når Indre Mission så alligevel har fået rollen som den store modstander af alkohol i kirken, kan det hænge sammen med flere ting, siger Kurt E. Larsen. For det første, forklarer han, blev Indre Mission en syndebuk i pressen og fik skyld for alverdens problemer. For det andet blev det meste af Vestjylland, hvor Indre Mission er kendt for at stå stærkt, tørlagt i 1920’erne. Det var bare ikke Indre Mission, der stod for det, men kommunalbestyrelserne påvirket af sociale bevægelser, der ville de voldsomme sociale problemer med alkohol til livs. For det tredje har der rent faktisk været overlap mellem Indre Mission og den kristne afholdsbevægelse Blå Kors, som opstod nogle år efter, Vilhelm Beck ytrede sin modstand mod totalafholdsbevægelsen.

Derudover er der måske i dag flere missionske, der lægger vægt på Paulus’ ord om, at man ikke skal drikke sig beruset.

”Men Paulus siger jo samtidig, at vin er sundt for maven,” tilføjer Kurt E. Larsen, der godt kan genkende Therese Møllers oplevelse af, at folk bliver overraskede over, at han driker alkohol.

”Da jeg var ung præst i Vestjylland, begyndte jeg at spille fodbold på et hold, som plejede at få øl efter kampen. Da jeg så kom med på holdet, købte de af sig selv også en kasse sodavand, fordi de gik ud fra, at jeg nok ikke drak øl,” fortæller Kurt E. Larsen.

Nogen egentlig kirkelig afholdsbevægelse har altså i modsætning til andre steder i verden aldrig rigtig slået rod blandt danskerne, der som bekendt også stadig hører til blandt de folk, der drikker mest. I disse år kommer flere og flere kristne migranter dog til landet, og spørgsmålet er, om det måske vil få indflydelse på kirkens holdning til alkohol. Søren Dalsgaard, der er leder af Folkekirkens Migrantsamarbejde, tror ikke, det kommer til at ændre det helt store. Det er langt fra alle kristne migranter, der tager afstand til alkohol, og de, der gør, ser ikke ud til at have meget imod, at kirken i Danmark har et mere afslappet forhold til det. ”Det er svært at sige noget generelt om, for der er enorme forskelle. For eksempel var jeg engang på en konference med kristne migranter fra forskellige kirker og lande. Her var der nogle af afrikanerne, som dansede og klappede på en måde, som nogle af de ortodokse så lidt skævt til, og da de ortodokse så lidt senere fandt en flaske vin frem, var der nogle af de pinsekirkelige afrikanere, som skulede lidt til dem. Desuden er det mit indtryk, at det blandt nogle kristne fra Mellemøsten ligefrem kan være en identitetsmarkør at drikke alkohol for at adskille sig fra muslimer,” siger Søren Dalsgaard, og tilføjer: ”Det gode ved den tværkulturelle interaktion er faktisk, at man får en samtale, som gør en mere bevidst om, hvad der er teologisk og religiøst begrundet, og hvad der er kulturelt begrundet.”