I Danmark mødes klosterkald med hovedrysten

Næsten ingen danskere går i kloster. Det er der historiske og sociale grunde til. Men diskussionen om klostervæsenets krise her til lands rækker samtidig videre end spørgsmålet om dansk egenart

Et liv i bøn, lydighed og stilhed er desuden et meget stærkt signal at sende til en samtid, der mest er optaget af ydre succes og materiel fremgang, skriver Andreas Rude. Billedet forestiller søster Anna Mirijam Kaschner, der lever på Nordvanggaard i Birkerød.
Et liv i bøn, lydighed og stilhed er desuden et meget stærkt signal at sende til en samtid, der mest er optaget af ydre succes og materiel fremgang, skriver Andreas Rude. Billedet forestiller søster Anna Mirijam Kaschner, der lever på Nordvanggaard i Birkerød. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix.

At gå i kloster er et radikalt valg. Overbevisningen om at svare på et kald fra Gud og fravælge ægteskab og børn er på mange måder at sætte sig uden for resten af samfundet. Og så alligevel ikke. For beslutningen om at gå i kloster tages sjældent isoleret fra familie, venner og kolleger. Det er i samspil med de mennesker, der kender en bedst, at tanken typisk modnes.

Men jo mindre forståelse omgivelserne har for tanken, jo vanskeligere er den at føre ud i livet. Sekularisering og materialisme i den vestlige verden gør, at den, der tænker på at gå i kloster, sjældent bliver mødt med sympati. Og hvad der gælder i Frankrig, Tyskland og USA, gælder i højere grad i Danmark, hvor klosterkald siden Reformationen typisk mødes med hovedrysten. Fraværet af en traditionel katolsk kultur og en udbredt skepsis over for nytten af at gå i kloster gør beslutningen til en ensom og svær proces.

Gå på opdagelse i det danske klosterlandskab ved at føre musen henover punkterne på kortet

Derfor er det ikke overraskende, at konvertitter udgør en væsentlig del af de få klosterkald, der sker i det moderne Danmark.

For her er der tale om mennesker, der allerede har skilt sig ud fra det religiøst midtnormale med overvejelser undervejs i processen, der kan minde om afklaringen af et klosterkald. En anden gruppe af mulige munke og nonner er katolikker, der er kommet hertil som migranter eller flygtninge, og som en del af deres stadig levende katolske kultur finder det naturligt at overveje livet i et religiøst fællesskab.

Frem til 1970’erne var søstre i ordensdragt synlige i det danske gadebillede og drev skoler og sygehuse over hele landet. I dag er sygehusene for længst overflødiggjort af velfærdsstaten, og på skolerne har søstrene trukket sig tilbage fra ledelse og undervisning, blandt andet fordi man ønskede, at katolske lægfolk skulle overtage ansvaret. Men hermed blev det udadvendte klosterliv også næsten usynligt, og det afspejler sig i den næsten ikke-eksisterende tilgang.

Den udadvendte virksomhed er dog kun én side af det klassiske ordensliv. De, der føler, at Gud kalder dem, kan også vælge livet som kontemplativ nonne eller munk, primært helliget bønnen, og det er da også her, at nye kald står stærkest i Danmark såvel som i Vesten generelt. Et liv i bøn, lydighed og stilhed er desuden et meget stærkt signal at sende til en samtid, der mest er optaget af ydre succes og materiel fremgang.

Den nuværende krise må nødvendigvis medføre ændringer i klostervæsenet i den vestlige verden, men betyder næppe dets undergang. At vælge et liv som munk eller nonne bør altid være noget, der sker af overskud, og historien er fuld af eksempler på karismatiske skikkelser og kristne fællesskaber, der har ramt noget centralt i tiden og tiltrukket mange talenter: benediktinerne i senantikken, franciskanerne i middelalderen, jesuitterne i barokken og Moder Teresas Kærlighedens Missionærer i det 20. århundrede.

Dertil kommer, at den autenticitet, dannelse og visdom, der, alle forfaldsperioder til trods, altid har kendetegnet det bedste i klostervæsenet, heldigvis stadig efterspørges. Spørgsmålet for ordenerne er blot at finde ud af, hvordan de bedst formidler det til en religionsskeptisk offentlighed.

Danmark vil næppe være foregangsland i den proces, skønt landet udmærket kan være del af den. For med ordensfolk i Danmark befinder vi os i et grænseland mellem nationalt territorium og universel kirke. Siden religionsfriheden i 1849 er det overvejende udenlandske munke og nonner, der har tegnet klostervæsenet her til lands og virket til gavn for det, og det gælder stadig. Men trafikken går også den anden vej. For nogle af de indfødte danske klosterkald opholder sig ikke i Danmark, men i udlandet. Her arbejder de for klostervæsenets fremtid og relevans i sammenhænge, der nødvendigvis må omfatte meget mere end et rent dansk perspektiv.