I den jødiske påske får brødet en hovedrolle

Under den ugelange jødiske påskefest, pessah, påbyder traditionen jøder at spise den usyrede flade matze, ”elendighedens brød”, til minde om slaveriet i Egypten. Men mange israelere ser stort på de religiøse traditioner

En israelsk dreng kigger på matzebrød, der netop er tilberedt i et bageri i den ultraortodokse by Bnei Brak nær Tel Aviv.
En israelsk dreng kigger på matzebrød, der netop er tilberedt i et bageri i den ultraortodokse by Bnei Brak nær Tel Aviv. . Foto: Polfoto.

Da Gud ved hjælp af de 10 plager havde mørnet kong Farao og nedbrudt hans modstand imod at lade israelitterne forlade Egypten, skyndte profeten Moses så meget på sit folk for at komme væk, at brøddejen ikke kunne nå at hæve. Det er den fortælling, der hvert år bliver fortalt ved det jødiske seder-måltid, der indleder otte dages jødisk påske, pessah. Og det er forklaringen på, at jøder i disse otte dage ikke spiser brød, men udelukkende det flade usyrede matze, der også har fået tilnavnet ”elendighedens brød”, fordi det skal minde jøder om forskellen på slaveri og frihed.

I Jerusalem, hvor langt størstedelen af de jødiske indbyggere er ortodokse, kan man i pessah-ugen kun finde brød i de arabiske bydele. Ingen jødiske forretninger, restauranter eller hoteller vil føre hverken brød eller andre fødevarer lavet med mel og gær, som for eksempel kager og øl.

Helt anderledes forholder det sig andre steder i Israel, hvor religionen for mange er henlagt til religiøse traditioner uden de religiøse påbud. Stort set alle israelere markerer pessah-festens indledning med et seder-måltid. Familier mødes og læser sammen historien om udgangen af Egypten og også forklaringen på, hvorfor man i otte dage kun spiser det usyrede brød. Men dagen efter kan man mange steder, og især i Tel Aviv, med lethed finde brød. Der er tale om en udvikling, der blandt andet er fulgt i kølvandet på den store immigration fra de tidligere Sovjetrepublikker i årtiet fra 1991-2001.

Mange kendte ikke de jødiske spiseregler og ønskede at blive ved med at spise, som de havde gjort i Sovjetunionen. Det gav kundegrundlag for flere kæder af ikke-kosher supermarkeder i Israel, som blandt andet fører brød på hylderne hele året, uanset om det er pessah eller ej. Og på mange restauranter i Tel Aviv oplever man ofte i pessah-ugen at blive spurgt, om man ønsker brød, der følger de religiøse påbud, eller bare brød.

Sådan har det ikke altid været i storbyen Tel Aviv-Jaffa.

I 1940’erne bad en skofabrikant i Jaffa, rabbiner Salman Shtouber, sin palæstinensiske nabo, bageren Sayyed Abulafia, om at vise respekt for den jødiske helligdag og indstille sit pitabageri i en uge. Fordi duften af de friske brød generede de jødiske familier i pessah.

Efter kontraktlig aftale mødte rabbineren hvert år op hos Abulafia nogle uger før pessah for at betale bageren et beløb svarende til tabet i de otte dage, pessah varede, men efter seks år afviste Abulafia med ordene: ”Allah har givet mig og min familie så mange gaver, fordi vi holder lukket i pessah, at vi ikke vil tage imod penge mere.”

Abulafias bageri blev grundlagt i 1879, findes endnu og ejes stadig af samme familie. Døgnet rundt er der kø foran de åbne vinduer for at købe friske pita, særlige sesambrødringe og andre friskbagte lækkerier. Men som undtagelsen, der bekræfter reglen, holder Abulafia-bageriet stadig lukket i pessah-ugen. Selvom der ikke længere er naboer, der beder om det.

Israelere, der gerne vil overholde religionens påbud, men mener, at matze giver fordøjelsesproblemer, har opfundet pessah-rundstykker, der er bagt med særligt pessah-mel og mest af alt minder om vandbakkelser. Pessah-rundstykker kan smøres som almindeligt brød og bliver smurt som sandwich på restauranter og caféer, der overholder kosher-spisereglerne.

Man kan også bage sin matze selv. Det gør 85-årige Rafi Kahlon. Hvert år trækker han sin særlige pessah-ovn ud af redskabsskuret, fyrer op med træ og bager sammen med sine mange børne- og oldebørn matze af særligt pessah-mel.

Hvert år gentager han kosher-reglerne for de kommende generationer: ”Der må ikke gå mere end 18 minutter, fra melet blandes med vandet, til matzen er bagt, ellers begynder det at gære.”