Siden fasten begyndte, har jeg strøget aftensmaden fra min hverdag. I stedet har jeg brugt mine aftener foran mit hjemmelavede alter på værelset i mit studenterkollektiv i Aarhus. Midt i en række af tændte stearinlys står en Kristus-ikon, som jeg købte på min vandretur på Caminoen i 2014, og mens resten af kollektivet fordyber sig i lasagne og gryderetter, fordyber jeg mig i bøn og læsning.
Jeg begynder med at recitere nogle salmevers for mig selv. Derefter læser jeg typisk to kapitler i Esajas’ Bog i Bibelen. Den handler om tiden, inden Kristus skal lide og dø for vores skyld.
I anledning af Reformationens jubilæumsår sætter jeg også tid af til et mere nørdet læseprojekt. Jeg dykker ned i den lutherske teolog Martin Chemnitz, der levede i reformationstiden. Han forsvarer tanken om, at vi modtager frelsen som en gave ved troen alene. For mig er den tanke et vigtigt fortegn for fasten.
Fasten frigør et rum til at modtage og kommer netop også som en gave, især for mig. For de sidste par måneder har jeg fortabt mig i en travl kalender, der har resulteret i en åndelig tørke, hvor troen og bønnen er kommet i anden række. Men siden fastens start har jeg fået tid til at finde frem tilglæden ved kristendommen og minde mig selv om, hvorfor jeg har taget kristendommen til mig.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke er stødt på udfordringer. I lørdags var jeg eksempelvis inviteret over til en veninde. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg fastede, og ved min ankomst stod hun klar med det store tapasbord. Det var med en ambivalent følelse, at jeg spiste et stykke brød med pesto og chorizo-pølse, og bagefter betragtede jeg det faktisk som et nederlag. Samtidig savner jeg fællesskabet omkring aftensmaden. Man kan godt føle sig ensom, når man bruger sine aftener alene på værelset.
Men fasten handler jo netop også om at savne og undvære for at dedikere sig til troen. Og når ensomhedens grimme ansigt viser sig, husker jeg på, at selvom jeg er fysisk alene, så er jeg åndeligt i det bedste selskab af alle: Jeg er sammen med Gud.