Prøv avisen

I Gravkirken blev han klar over, hvor han hørte til

I en ombygget stald på et landsted i Voldum ved Hadsten har Anders Laugesen sit bibliotek og sin hjemmearbejdsplads. Her finder han ikke kun ro til arbejdet, men også til stilhed og bøn til Gud. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

DRs trosjournalist Anders Laugesen har igennem hele sit liv opsøgt religionen i dens mange afskygninger. Personligt har han fundet sit ståsted i kristendommen, hvor især hjertebønstraditionen betyder noget for den 52-årige journalist

Lyset strømmer ind ad de store vinduer i det lyse bibliotek. Journalist Anders Laugesen står midt imellem de mange reoler, mens han roder lidt med teknikken ved musik-anlægget.

Jeg har lige fået noget nyt udstyr, og det driller altså lidt. Sådan. Nu skulle den være der.

Den store, høje mand med det karakteristiske vilde hår og måske endnu vildere skæg lader sig falde ned i en lænestol. Så lukker han øjnene.

LÆS OGSÅ: Jeg fortabes, når jeg bliver presset og stresset

Ud af højtalerne strømmer sangerinden Björks sprøde stemme: Kyrie eleison. Jesu Christe eleison .

De meditative toner fortsætter de næste 10 minutters tid, hvor toner og sollys danner en nærmest katedralagtig stemning i den ombyggede stald, der i dag fungerer som Anders Laugesens bibliotek og meditationsrum.

Vi befinder os på et nedlagt landbrug i Voldum uden for Hadsten, hvor DRs trosjournalist Anders Laugesen bor sammen med sin hustru og datter. Musikken har han sat på for Kristeligt Dagblads skyld. Avisens udsendte har sat Anders Laugesen stævne til en snak om søndagens bibeltekst fra Matthæusevangeliet, hvor en kanaanæisk kvinde beder Jesus om at forbarme sig og helbrede hendes datter, der er besat af en dæmon.

Forud for mødet har Anders Laugesen naturligvis gjort sit hjemmearbejde og læst den græske grundtekst. Her gik det op for ham, at det, den kanaanæiske kvinde siger, er ordene kyrie eleison, græsk for herre, forbarm dig. En bøn, som Anders Laugesens foretrukne musiker, John Taverner, siden har sat i musik og ladet Björk formidle ordene til.

Stille ebber de blide toner ud. Anders Laugesen tørrer en tåre væk fra øjenkrogen.

Det er helt fantastisk. Björk udtrykker jo, at den her kvinde står fuldstændig nøgen og overgivet til Gud i sin fuldstændige menneskelige skrøbelighed. I teksten læser vi, at kvinden har en dæmonbesat datter forestil dig, hvis du selv havde et barn, der var det ... .

Ordene herre, forbarm dig har en ganske særlig betydning for DRs trosjournalist gennem mange år. For enden af Anders Laugesens rødternede skjorteærme, omkring håndleddet, sidder en ortodoks bedekrans, som han ivrigt viser frem.

Den her tekst er i virkeligheden en meget vigtigere tekst for mig, end jeg havde troet. For når jeg hver dag sidder og beder, også uden der nødvendigvis er ord, så er den grundindstilling, som vi ser, den kanaanæiske kvinde har til Gud, præcis den samme som den, jeg forsøger at have, siger Anders Laugesen og forklarer, at der til den ortodokse bedekrans om hånden ofte knyttes ordene Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder. En bøn, der også går under navnet hjertebønnen.

Anders Laugesens daglige bøn med bedekransen foregår gerne i meditationshjørnet i hans bibliotek, hvor puder på gulvet og et ikon udgør rammerne for bønnestunden. Men lige så ofte bruger han kransen andre steder, fortæller han.

Det kan for eksempel være, hvis jeg står og venter et sted. Bedekransen er med til at rette sindet mod Gud. Og så ser du måske lige pludselig de mennesker, der er omkring dig, i et nyt lys, forklarer han.

Interessen for hjertebønnen stammer helt tilbage fra den 16-årige Anders Laugesens oplevelser i Taizé-klosteret i Frankrig. Her blev han introduceret til en meditativ side af kristendommen, som tiltalte ham. Siden har traditioner fra ørkenfædrene og den ortodokse kirke sat sit præg på journalistens trosliv, og i dag praktiserer han kristendommen igennem for eksempel bordsang, stilhed og bønner. Han vil dog på ingen måde betegne sig som bibelfundamentalist, ligesom han til stadighed har bevaret en stor åbenhed over for andre religioner. Hvilket bibliotekets mange bøger om blandt andet islam og buddhisme vidner om, ligesom både Kristus-figurer, buddhaer og hinduistiske guder pryder rummet.

Alt, hvad der er herinde, har en betydning og skildrer en livsrejse. Men at jeg har en shiva (en hinduistisk gud, red.) stående på en kamin, er jo ikke det samme, som at jeg beder til shiva, for det gør jeg ikke. Men det er en anerkendelse af nogle af de kræfter, som shiva repræsenterer. Andre religioners forsøg på at nærme sig Gud er jo ikke et udtryk for, at folk er dumme, eller at de er forkerte på den, men et udtryk for, at de på deres egen måde har forsøgt at nærme sig det mysterium, vi ser i Kristus.

Selv har Anders Laugesen siden en oplevelse i teenageårene været sikker på sit kristne ståsted.

Efter gymnasiet besøgte jeg Gravkirken i Jerusalem og havde her en meget dyb oplevelse, hvor jeg sådan set ikke var i denne verden, men var det alligevel. Det er det største, der nogensinde er sket i mit liv. Det var et møde med, hvad ved jeg, Gud? Jeg kan huske, at da jeg gik ud af Gravkirken, pegede folk på mig, fordi jeg simpelthen var så glad. Det var som at være blevet sat fri.

Mere konkret har Anders Laugesen svært ved at beskrive det. For oplevelsen kan næsten ikke italesættes som andet end en følelse af dyb fred, fortæller han.

Herefter følte jeg, at nu kunne jeg tage til Indien og alle mulige andre steder. Jeg vidste, hvor jeg havde hjemme.

Siden fulgte mange års rejser til og studier af østlige religioner såvel som vestlige. Begivenheder, der har ført til blot en endnu større interesse for verden omkring ham og som i dag også giver perspektiv på søndagens bibeltekst.

Når jeg læser teksten, er det første, der slår mig, at her ser man Jesus som menneske. Han er ved at finde ud af, at han er kaldet til jøderne men så kommer den her kvinde, og pludselig må han forstå, at han måske har en større vision, end han lige havde øje for. At det ikke kun var til jøderne, han var kaldet.

At kristendommen kan tilgås fra mange kulturer og religioner, er noget, Anders Laugesen selv har set og erfaret på sine mange rejser, blandt andet i Indien.

Noget af det, som den her historie fra Bibelen fortæller, ligesom også historien om den samaritanske kvinde gør, er, at det jo ikke er en jødisk eller kristen eksklusivitet at genkende Gud i sin storhed. Jeg har mødt tibetanske munke, der aldrig nogensinde vil tale om Kristus, men som har nogle dybe, anerkendelser, der ligger tæt op ad de værdier, jeg selv tror på.

Anders Laugesen lader den ivrige talestrøm holde en kort pause, inden han samler tråden op igen.

Jeg har lige været på Krop, Sind og Ånd-messe, og når man går rundt der, så er man jo blandt mange mennesker, der formentligt ikke er en del af et kristent fællesskab og formentligt heller ikke bekender sig til den kristne tro. Men i det omfang de siger, de er Kristus-troende, vil jeg aldrig nogensinde sætte spørgsmålstegn ved det. Man skal selvfølgelig kunne tale med hinanden om, hvorfor man tror på det ene eller det andet. Men den der dybe råben til Gud herre, forbarm dig den hører til i mysteriets univers, afslutter Anders Laugesen.