En hjerteformet streg indrammer Paninnguaq Linds næse og øjne. Også hagen, hænder og arme er prydet med symboler fra inuitreligionen.
Det er fem år siden, Paninnguaq Lind begyndte at praktisere de tatoveringer, der var en del af den gamle inuitreligion. Hun har sidenhen lavet op mod tusind af dem på inuitfæller.
I år er det 300 år siden, at den dansk-norske præst Hans Egede kom til Grønland, hvilket markerer begyndelsen på den danske kolonisering og den kristne mission. Men de gamle tatoveringer er et vidne om inuitreligionens arv i samfundet, hvor 95 procent af Grønlands godt 56.000 indbyggere er medlem af folkekirken i Grønland.
Troen står stærkt i det grønlandske samfund anno 2021. Men hvad er det for en tro, der trives på den store ø?
Hvis man skal forstå essensen af det grønlandske folks tro, skal man kaste et blik på landets storslåede og barske natur, mener biskop over Grønlands Stift Paneeraq Siegstad Munk. Hun er opvokset i et lille fangersamfund i den vestgrønlandske bygd Attu, hvor alle kender til betydningen af, at havet tager, og havet giver.
”Gang på gang mister vi familiemedlemmer under fangst. Naturen er så voldsom her, og derfor har folk i Grønland altid haft brug for åndelig føde. I Danmark har man hængt ved, at mennesket er herre over andre skabninger. I Grønland har man hele tiden kunnet mærke, at naturen er lige så vigtig som dig. Når katastrofen indtræffer, er det naturligt, at vi samles i kirken, for folk har behov for et sted at søge trøst,” siger hun.
Kristendom står stærkt
I hver en bygd i Grønland findes en kirke. Ofte er den bygget af lokale. Og der er ingen tvivl om, at kristendommen har en stor betydning i mange grønlænderes liv, siger Gimmi Olsen, der er adjunkt ved afdeling for teologi på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og forsker i grønlandske kirkers sociale arbejde.
Selvom kristendommen er kommet til landet med europæiske missionærer, påpeger Gimmi Olsen, at troen i Grønland adskiller sig fra kristendommen i Europa, hvor den intellektuelle erkendelse spiller en større rolle.
”Den grønlandske kristendom har altid været meget mere omfattende i den forstand, at følelserne og fællesskabet har spillet en meget stor rolle og fortsat gør det i dag. Også relationen til dem, som ikke længere er hos os, spiller en stor rolle for mange. Derfor er troen mere omfattende for mange grønlændere, end den er for mange europæere,” siger han.
En undersøgelse fra begyndelsen af 2000’erne viste, at næsten halvdelen af den grønlandske befolkning tror på ånder og spøgelser. Det kan have rod i inuitreligionen, hvor den åndelige verden har en realitet, som den ikke har for de fleste nordeuropæere i dag.
Gimmi Olsen vurderer, at spiritualitet og åbenhed over for det overnaturlige fortsat fylder i det daglige liv i Grønland i dag.
”Mange er åbne over for drømme eller mener, at de overnaturligt kan se personer eller andre fænomener. Det er eksempelvis ikke ualmindeligt, at grønlændere har syn eller drømme, hvor de oplever, at Jesus eller andre personer møder dem,” siger han og fortsætter:
”For flere grønlændere bliver en dogmatisk europæisk kristendom, som ikke prioriterer det overnaturlige og de menneskelige følelser, ofte ikke meningsfuld nok. Og en sådan dogmatisk europæisk tro kan også ofte have svært ved at forstå grønlandsk religiøsitet.”
Trommedans skal med i kirken
Det er vigtigt, at den grønlandske kirke omfavner de åndelige elementer i kulturen, vurderer forfatter Aqqaluk Lynge, som er tidligere politiker for Inuit Ataqatigiit (IA) og tidligere formand for Inuit Circumpolar Council. Som medlem af den grønlandske menighed ser han gerne, at traditioner fra den oprindelige inuitkultur som eksempelvis trommedans bliver en større del af kirken.
”Det er sørgeligt, at grunden til, at den europæiske sangskat og salmetradition kom så hurtigt frem i Grønland, var, at missionen dræbte vores egen musiktradition, trommedansen, som blev forbudt. Derfor har det været vigtigt for os gennem de seneste 150 år at fæstne vores kultur og gøre kirken til vores,” siger han.
74-årige Aqqaluk Lynge er en kendt skikkelse i det grønlandske samfund. Han var frontperson i 1970’erne kamp for selvstændighed. Som medlem af FN’s ekspertudvalg for oprindelige folks anliggender fra 2002 til 2005 har Aqqaluk Lynge oplevet, hvordan Bibelen fortsat kan opfattes som et våben. I samtaler med andre repræsentanter i udvalget for oprindelige folk har han fået indblik i vreden over kirkens ødelæggende virkning på oprindelige folks kulturer. Selv prøver han at leve efter de kristne værdier og er taknemlig for den indflydelse, kristendommen har haft på det grønlandske samfund.
Mission fandt sted på grønlandsk
Aqqaluk Lynge er opvokset med at synge salmer og bede Fadervor i skolen. Indtil 1951 var kirken og skolen under samme tag. Det er en del af grunden til, at kirken i dag er en integreret del af kulturen, mener Aqqaluk Lynge. Der er også en anden grund til, at kirken står så stærkt: At den kristne mission skete på grønlandsk. Allerede i 1734 blev Første Mosebog oversat til grønlandsk.
”Pressen har sat 300-året som den store åbenbaring om, at kristendommen har ødelagt det ene og det andet. Men den skabte det samfund, vi har i dag. Det er en intellektuel prøvelse at tale om, hvad kristendom eventuelt har ødelagt. Man skal være varsom, for den kristendom, man taler om, er folks nuværende tro. Den er en del af hverdagen, og det betyder utrolig meget, at det er vores egen kirke med vores egen biskop,” siger han.
Han fik menighedens betydning tæt ind på livet, da han i 1982 mistede sin treårige søn i en bilulykke. Efter ulykken samlede slægtninge sig i parrets hjem, tog dem i hånden og guidede dem igennem den forestående ceremoni.
”Den eneste ro, vi kunne finde efter den ufatteligt voldsomme tid, var det menneskelige nærvær og fællesskab og den empati, som vi oplevede. Jeg tror fuldt og fast på, at kristendommen giver os meget mere social retfærdighedssans og empati, end vi er klar over. Den trøst, som menigheden gav os, har reddet os,” siger han.
Alligevel føler han en ambivalens ved, at mange traditioner fra inuitkulturen blev forbudt med missionen. Derfor er det vigtigt for ham at være med til at udbrede viden om inuitkulturen.
”Jeg har for meget respekt for den grønlandske kirke til, at jeg intellektuelt kan begynde at prikke til den, men der er nogle aggressioner fra ungdommen, som jeg selvfølgelig også lytter til.”
Troen på, at alting har en sjæl
Tatoveringer var en almindelig praksis i det gamle inuitsamfund, men forsvandt i Vestgrønland, da missionærer fandt dem uforenelige med den kristne tro. I de senere år er tatoveringerne igen for alvor blevet populære i det grønlandske samfund, hvilket 31-årige Paninnguaq Lind har været med til at udbrede.
Hun har især fået viden om tatoveringernes betydning gennem gamle sagn og sange fra Østkysten, der sammen med Nordgrønland først blev kristent i begyndelsen af 1900-tallet efter mission fra grønlandske kateketer.
”Tatoveringerne har forskellige betydninger og indeholder forskellige værdier. De er en visualisering af alt det, vi rummer som mennesker og har en intention, der var vigtig i den gamle inuitreligion. De har virkelig skabt en bro til vores værdier før koloniseringen. Det er meget kraftfuldt for os, der søger tilbage til vores oprindelige værdier og kultur,” forklarer Paninnguaq Lind.
Hun oplever, at folk ofte bliver rørte, når hun laver deres tunniit, som tatoveringerne hedder. På den måde er meget af den gamle åndetro stadig bevaret, mener hun:
”Det ræsonnerer med, hvordan vi er i kontakt med tingene omkring os. Den følelsesmæssige og spirituelle tilknytning, vi kan have til ting, stammer fra vores oprindelige tro, hvor alting havde en sjæl.”
Paninnguaq Lind er selv opvokset i et kulturkristent hjem, men da hun begyndte at udforske inuitreligionen, satte det nogle ting i perspektiv.
”Når man begynder at afkolonisere og bringe sine egne værdier tilbage, kan man kan se, hvor meget kristendommen fylder i samfundet. Når vi eksempelvis skriver datoen, er det kristendommen, der har vundet,” siger hun.