Prøv avisen
Tro&tvivl

I kirken tales der alvor i en alvorstom tid

Jørn Henrik Petersen købte en ateistisk bog mandagen efter sin konfirmation. Foto: Lars K. Mikkelsen

Professor Jørn Henrik Petersen fik nok af kirken i teenageårene, men i dag er en søndag uden kirkegang en tom søndag for socialforskeren

Hvordan vil du beskrive din tro?

Med Hebræerbrevets kapitel 11: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Jeg nærer fast tillid til, at jeg i livet og i døden er i gode hænder, og jeg synger glad med Grundtvig (salmebogen 675 strofe 4):

”Gud, vi er i dine hænder,

Kærlighedens hænder to;

Sandhed du og nåde sender

Til med fred hos os at bo.

Vige må for dem tilbage

Synd og død og Helveds plage.”

Tro er håb og fast tillid til håbet.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Alt, alt for tæt. Min far var kredsfører i FDF, min mor engageret i KFUK - senere begge i Unge Hjem. De gik i kirke, og de skikkede mig i søndagsskole, indtil jeg fandt ud af at gemme mig. Senere sendte de mig til Frivilligt Drenge-Forbund. Det var godt nok, men et nummer for helligt for mig. Jeg forlod det, da jeg kom i gymnasiet - dybt præget af tvivl og skepsis. Ved min konfirmation ønskede jeg mig forfatteren Thomas Dinesens ”Øksen”, et ateistisk credo, men da min mormor ville købe den, fortalte boghandleren hende - det var dengang, boghandlere vidste, hvad de solgte - at en sådan bog kunne hun da ikke forære i konfirmationsgave.

Den var derfor det første, jeg købte om mandagen.

Hvad har udfordret din tro?

Som barn og ung: dyb skepsis over for, hvad andre ville binde mig på ærmet. Men da jeg nåede gymnasiealderen og læste Homer, følte jeg mig stærkt tiltrukket af Odysseus' udsagn: ”Dog det er bedst, jeg selv ser efter og skaffer mig kundskab”. ”Selv se efter” - jamen, jeg kunne ikke se noget!

Jeg afviste at tro på det, jeg ikke kunne se, det, hvorom jeg ikke kunne have kundskab. Troens tale var for mig tom tale, men det skulle blive anderledes.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Da mine børn skulle konfirmeres - det blev de samtidig, selvom der var aldersforskel - begyndte min søn at udfolde den ejendommelige adfærd at gå i kirke. Det havde jeg ikke gjort, siden jeg som barn blev ”tvunget” til at gøre det.

Men nu fulgte jeg med sønnen og hørte en prædiken af den daværende sognepræst ved Thomas Kingos Kirke i Odense, den senere domprovst Christian Dickmeiss. Siden da er jeg i kirke hver søndag - og en søndag uden kirkegang er en tom søndag.

Jeg kom til indsigt i, at livet er mangt og meget andet end det, jeg selv kan se. Mangt og meget andet end det, jeg selv kan skaffe mig kundskab om. Livet er en gåde, døden er en gåde, synden og ondskaben er en gåde, som man kun kan leve med, hvis der er andet og mere at sige end det, der kan måles og vejes og intellektuelt forstås.

Hvis livet skal tages alvorligt, kan det kun leves i alvor. I en alvorstom tid er der stort set kun et sted, der tales alvorligt - og det er i kirken. Derfor er mit håb, min tillid og min tro dybt afhængig af min kirkegang - og især når prædikanten også tør tale om den tvivl, der hører troen til.

Paradoksalt nok kan man ikke tro uden at tvivle.

Hvordan gør din tro en forskel i din hverdag?

Den betyder, at jeg som underviser og forsker ikke blot er henvist på det, jeg selv kan se og skaffe mig kundskab om. Der indgår også en eksistentiel dimension, som gør, at jeg funderer over, hvad det vil sige at være menneske.

Når jeg for eksempel befatter mig med det menneskebillede, der ligger til grund for politikernes gøren og laden, har jeg et udgangspunkt både i Luthers tale om ”det indkrogede menneske” - det selvberoende individ - og i en kristen antropologi. Det betyder, at jeg langt mere end samfundsforskere, som de er flest, også er optaget af ”det normative” - det værdimæssige - og ofte bruger værdier som det spejl, jeg spejler virkeligheden i.

Den betyder, at jeg ser hvert enkelt menneske som en værdi i sig selv - uanset hvem og hvad det menneske er.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det ligger mig nok fjernt at have forbilleder, i alle tilfælde i eksistentielle spørgsmål. Men jeg er i min tænkning dybt påvirket af teologen K.E. Løgstrups grundtese, at menneskeliv er et liv i dyb og inderlig indbyrdes afhængighed, som påfører den enkelte en forpligtelse til at drage omsorg for den ”svage”. Jeg erkender, at ”den svage”, ”den afhængige” kunne have været mig.

Har man forstået det, er man sig ikke fristet til at ”tale ned” til andre, som det desværre er blevet så almindeligt i den politiske retorik i de seneste 20 år.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg ved ikke, om det er et råd, jeg har fået. Der er ikke så mange, der føler sig kaldet til at rende rundt og give mig ”åndelige råd”. De fleste måske åndelige råd, jeg har fået, er ikke sådan direkte rettet til mig, men jeg henter dem ud af min omfattende læsning. Skal jeg pege på et enkelt, er det formuleret af den tyske teolog Friedrich Gogarten: ”Jesus har med sin radikale modsigelse af al religion gjort den menneskelige eksistens' og histories mest elementære og grundlæggende fænomen, nemlig menneskers forhold til hinanden, til det endegyldige og eneste sted, hvor forholdet til Gud afgøres.”