Hvis nogen i morgen vil markere store bededag med en bøn, vil særligt ét ord sandsynligvis gå igen hos mange af dem: corona.
I hvert fald lader krisen, der det seneste år har fyldt manges hverdag med uvished, frygt og isolation, til at have givet anledning til mange bønner rundtomkring i verden. Sidste år viste undersøgelser, at antallet af Google-søgninger på det engelske ord prayer steg voldsomt i foråret, mens over halvdelen af amerikanerne i den samme periode havde bedt for, at spredningen af covid-19 ville stoppe.
Mange religiøse ledere har siden udvalgt eller formuleret særlige bønner til brug under pandemien, og der er udkommet flere hundrede nye bøger om og med corona-bønner, som man kan bede for sig selv, sin familie eller sundhedspersonale. For få dage siden opfordrede den katolske kirkes overhoved, pave Frans, også katolikker til at dedikere den kommende måned til at bede for coronakrisens afslutning.
På den måde har krisen givet et meget godt billede af, hvad der får mennesker til at bede. For selvom det er meget forskelligt, hvordan man bruger bøn i både Danmark og udlandet, peger undersøgelser på, at de fleste oftest folder hænderne i svære tider. Det siger Niels Christian Hvidt, der er professor i eksistentiel og åndelig omsorg på Syddansk Universitet.
”For mennesker med en stærk tro handler bøn ofte om at vedligeholde troen, kontakten med Gud og at holde sig åndeligt ’i form’. Men for de fleste mennesker gælder det, at de beder, fordi de har noget specifikt at bede om eller for. Det er meget typisk, at mennesker, der ikke er særligt religiøse, også griber ud efter bønnen eller råbet til Gud, når de føler sig udfordrede i livet,” siger han.
Niels Christian Hvidt har selv været med til at undersøge brug af bøn hos blandt andet patienter og førstegangsfødende, og tallene peger på, at den religiøse praksis er mere udbredt, end man lige tror – også i et sekulært land som Danmark.
”For mange handler det om, at de alligevel ikke føler, de har noget at miste. Hvis de er på herrens mark, kan de lige så godt prøve at bede en ydmyg bøn til den gud, som måske findes,” siger han.
Hvis man skal opdele bønner i forskellige kategorier, kan man ifølge Niels Christian Hvidt tale om bønner, der handler om en selv, om ens relation til andre og om ens relation til Gud. Studier har vist, at patienter er mest tilbøjelige til at bede bønner med fokus på deres sygdomme, og herefter følger bønner, der har til formål at fastholde troen på, at det hele nok skal gå, og bønner om ens relation til Gud og andre. Færrest bruger bøn til at komme af med vrede eller frustrationer, hvilket ifølge Niels Christian Hvidt kan skyldes, at troende finder det grænseoverskridende at skulle skælde ud på Gud.
En af dem, der sidste forår besluttede sig for at formulere sine egne corona-bønner, var sognepræst i Vor Frue Kirke i København Stine Munch. Bønnerne blev gjort tilgængelige online, og derudover brugte sognepræsten dem under sine DR-transmitterede morgenandagter fra den københavnske domkirke.
”Jeg skrev dem, fordi vi befandt os i en fuldstændig vild situation. Der var rigtig mange, der var bange, og det var jeg også selv – for hvad skulle det hele betyde, hvor længe skulle krisen vare, og ville tingene vende tilbage til det gamle? Så bønnerne blev skabt ud af min egen desperation, angst og bekymring, og sådan skal det gerne være, når man skriver bønner. Det skal komme fra ens eget hjerte,” siger hun og tilføjer, at bøn for hende er ”som at trække vejret”.
”Jeg beder meget. Det er ikke noget, jeg sådan ’sætter mig for’. Så snart jeg vågner, begynder det at kværne løs. Der kan være tidspunkter i livet, hvor jeg er utilfreds med Gud og derfor tænker, at jeg ikke gider at bede. Men så minder jeg mig selv om, at Gud ikke er en lampeånd, men min far i himlen, til hvem jeg kan sige, hvad jeg har at klage over og altid kan øse ud af hjertes dybe længsler.”
Stine Munch har fået mange positive reaktioner på sine corona-bønner, men oplever også et ønske om at få coronakrisen italesat mere direkte i bønner.
”Jeg havde en lytter af Morgenandagten, der henvendte sig, fordi han savnede at høre en præst sige ’fri os fra coronakrisen’, uden at det blev pakket ind. Han spurgte, om jeg ikke ville sige det, så det gjorde jeg, og det blev han glad for. Hvis vi har barnekår hos Gud, så må vi gerne sige det, som det er. En bøn kan både være en klage og et tak,” siger hun.
Generelt er bøn ikke så udbredt en praksis i Danmark som i flere andre lande. Det fortæller religionssociolog på Københavns Universitet Peter Birkelund Andersen, som de seneste år har været med til at udarbejde religionsafsnittet i Den Danske Værdiundersøgelse, som laves løbende. De seneste tal for bøn er fra 2017, hvor 9 procent af danskerne svarede, at de beder dagligt. Omvendt er der næsten 50 procent, som aldrig beder i Danmark.
Ser man på sammenlignelige undersøgelse i Tyskland, Sverige og Norge, er tallene nogenlunde de samme, mens der i lande som Italien og Spanien er henholdsvis 27 og 20 procent, der beder dagligt.
”Det bekræfter, at bøn fortsat har en større gennemslagskraft i katolske lande, hvor flere også går i kirke. Samtidig har man en anden tilgang til det at bede om noget konkret. Pave Frans har for eksempel flere gange opfordret til bøn for at slutte coronakrisen, hvilket ikke er noget, man umiddelbart kunne forestille sig en bred opbakning til i folkekirken. Her er der større tradition for at bede om noget mere abstrakt som styrke til at overkomme kriser og konflikter, men ikke specifikt om, at et problem skal forsvinde,” siger han.