Prøv avisen
Interview

I kristendommen skal man kunne komme, som man er

Benjamin Abana har i løbet af efteråret og vinteren vist sine kunstneriske evner frem i DR-programmet ”Danmarks bedst portrætmaler”. – Foto: DR TV.

Kunstmaler Benjamin Abana ser søndagens evangelietekst som en evig opfordring til, at kirken skal være åben og inkluderende

”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Sådan siger Jesus til sine disciple i søndagens evangelietekst, da de forsøger at forhindre en gruppe af forældre i at bringe deres børn til Jesu velsignelse. Kunstmaler Benjamin Abana læser i søndagens tekst en tematik, hvor børnene bliver symbol på noget større og mere alment.

”Jeg synes, at det er fantastisk, det som Jesus gør ved at sige, at man bare skal komme til ham, som den man er. Og den handling vælger jeg at se, som om at det egentlig ikke handler så meget om børn, men at de i fortællingen er et symbol på, at ingen skal forhindres i at modtage Guds rige. Om man så er moden eller ung i sin tro,” siger Benjamin Abana.

Der ligger en påmindelse om vigtigheden af åbenhed og inklusion, som kirken godt kunne tage til sig i højere grad, mener han.

”Jeg synes, at vores kirkesamfund ofte er lukket om nogle traditioner, der virker logiske for dem, der kender til dem, og fuldstændigt ulogiske for dem, der ikke gør. Der er en masse uskrevne regler, jeg godt kunne ønske ikke var der. Så tror jeg, at mange ville have nemmere ved at se ind til kernen af, hvad kristendommen er og har at tilbyde dig som menneske,” siger Benjamin Abana.

Han fortæller, at de for ham at se lidt stive ritualer og traditioner igennem tiden har afholdt ham fra at præsentere sine venner for kirken og troen.

”Jeg har ofte følt, at der har været en del, der har skullet forklares. Og det er jo ikke de her regler eller ritualer, der gør, at jeg er kristen. Min tro bunder i, at jeg tror på, at der er en dybere mening, og fordi jeg gennem Gud oplever en kærlighed, jeg ikke kan få andre steder.”

Benjamin Abana er vokset op i et kristent hjem. Men han skulle igennem et stille oprør med barndommens tro, som var defineret af hans forældres tro, for at finde frem til en tro, der var hans egen. En del af denne udvikling har også indbefattet, at hans kirkelige udgangspunkt har rykket sig. Fra sognekirken til en valgmenighed med tilknytning til Dansk Oase.

”Jeg er opvokset i den almindelige folkekirke, hvor det er meget sådan: ’Vær stille, rejs dig op, sæt dig ned’. I Byens Valgmenighed, hvor jeg kommer nu, går folk ikke så meget op i, hvad man laver, mens man er i kirken. Der er plads til børnene, men også til de typer af mennesker, der måske ikke føler, at de passer ind i folkekirken,” siger han. I Benjamin Abanas optik er det ærgerligt, hvis der er mennesker, der ikke får stiftet bekendtskab med troen på grund af det, der fysisk omgiver den. For troen har været definerende for hans egen tilværelse.

”I mit arbejde som selvstændig billedkunstner har jeg været afhængig af min tro. Afhængig af trygheden i, at Gud vil mig det bedste, og at jeg nok i sidste ende skulle lande et fornuftigt sted. Den tryghed og kærlighed, som har betydet meget for mig, den vil jeg egentligt gerne dele.”