Hvordan vil du beskrive din tro?
Den er lavpraktisk og handler om det nære. Jeg forsøger efter bedste evne at leve mit kald til ægteskab og familie, omend det ikke altid er lige vellykket og ofte tager noget alternative former.
Men hvis du vækker mig midt om natten og spørger, hvad jeg tror på, så vil jeg svare kærligheden og familien som samfundets grundsten, for det er derfra, at min verden går. Miki (Mistrati, red.) og jeg blev gift i 1989, da vi var henholdsvis 18 og 21 år gamle, og han er en gave og en opgave, som jeg er ufattelig glad for. Vi har begge to så store egoer, at der næsten ikke er plads til os begge i det samme ægteskab, men vi giver hinanden stor frihed og loyalitet, og det fungerer rigtig godt nu på næsten tredivte år.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Mine forældre var ikke religiøse, og mine bedsteforældre på min fars side var førstegenerations kulturradikale. Min opvækst var derfor også præget af tiden, altså 1970’erne, så jeg havde for eksempel formand Mao hængende over mit sengegærde, som dermed også var mit første minde om en vision om et ideelt samfund. Og i den fortælling, som jeg fik serveret sammen med billedet, var alle kinesiske børn glade, fordi de havde det samme tøj på, så alle var lige, og ingen var fattige. Vi flyttede meget, og i min skoletid har jeg boet både i Rom og på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland og alle mulige steder imellem som for eksempel Holbæk og Lyngby.
I Rom var religionen meget synlig, og den gjorde stort indtryk på mig. Jeg var også tæt knyttet til min (folkekirkekristne) mormor, hvis motto var ”det hjælper altid at folde hænderne” og ”man må ikke lade solen gå ned over sin vrede”. Og selvom jeg ikke var involveret i det, så var jeg opmærksom på, at der var en konflikt i, at jeg og mine søstre ikke blev døbt. Jeg blev det så senere, da jeg følte mig kaldet til den katolske kirke af grunde, som jeg dog foretrækker at holde for mig selv.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg blev jo døbt som ung voksen, og selv da jeg fik taget mig sammen til at sige ja til troen, var jeg et noget genstridigt dåbsbarn, for at finde fred med Gud er en ualmindeligt anstrengende proces. Jeg brugte to år på at beslutte mig for at tro, og efter det har jeg ikke orket at kaste mig ud i flere troskriser. Jeg satser på, at det er et overstået kapitel for mig.
Men udadtil er den katolske kirke også en meget mærkelig klub at melde sig ind i. Som katolik i Danmark skal man ofte stå til regnskab for alt fra eukaristien over Iben Tranholm til pave Pius – for ikke at nævne afladsbreve og pædofili-skandalen. Det kan godt være en stor mundfuld, der ikke nødvendigvis har noget som helst med ens tro at gøre, men som gør, at man må holde sig i god form rent debatmæssigt.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Det har en bred vifte af mennesker fra min mormor, min gudmor, mine børn og en hel masse andre, deriblandt også en del præster. For mig er tro derfor en konstant uddannelse i andre mennesker, som aldrig afsluttes.
Men derudover læser jeg via mit arbejde på forlaget Bloomsbury mange katolske og anglikanske teologer og akademikere. Bloomsbury er en af de største udgivere af teologisk og religionshistorisk litteratur i verden, så der er nok at give sig i kast med.
Jeg bor i London, der både er sekulært og multireligiøst, og det passer mig storartet, fordi tro er en så almindelig og integreret del af hverdagen her. Jeg har for eksempel polske og indiske kolleger, som er åbenlyst religiøse, og mine to direktører er henholdsvis katolik og jøde, men jeg har også masser af muslimske og anglikanske kolleger, hvilket bekræfter mig i den holdning, at tro er en enorm ressource i alle sammenhænge.
Jeg er optaget af katolsk sociallære og arbejder med uddannelse i Vestafrika. Jeg er også frivillig i en organisa- tion, som to gange om ugen laver mad til og spiser sammen med de hjemløse i Soho.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Hovedpersonen i en af Lars von Triers film siger på et tidspunkt, da alt er faldet fra hinanden, noget i retning af: ”Jeg ville jo bare have flere farver i solnedgangen.” Sådan har jeg det også. Jeg er stor fan af at kaste sig ud i livet, bruge det og nyde det. Problemet er, at det nogle gange kan føre til, at man glemmer at være taknemmelig for det, der er, eller at man bliver decideret grådig og misbruger mennesker. Det kan derfor være en hårfin balance at manøvrere, når man er et så privilegeret og relativt selvcentreret menneske som mig, og her er troen en udmærket uddannelse i refleksion over de konsekvenser, som ens handlinger har i forholdet til andre mennesker. For hvis man insisterer på at se Gud i andre, bliver man automatisk en smule mere ydmyg. Jeg må nogle gange anstrenge mig ret meget, for der er bestemt mennesker, som jeg har svært ved at se Gud i, men det er jo min fejl og ikke Guds eller det andet menneskes.
At være katolik er heller ikke nogen søndagsforeteelse, så at være katolik i London er dejligt. Kirken er kæmpestor i forhold til i København, og dels er der et væld af hverdagsmesser, så man har rig lejlighed til at deltage i messen både før arbejde, i frokostpausen eller efter arbejde. Men det giver også en fornemmelse af at være lidt mindre marginaliseret, når man fejrer søndagsmesse med 2000 andre i Westminster Cathedral.
Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg er jo kvinde, så jeg kigger meget på de kvindelige helgener og på kvinderne i Bibelen. De er ikke nødvendigvis forbilleder, men de er mennesker med en enorm styrke, som skaber uro og kræver forandring, og det ender næsten altid godt. ”The Big Six” – det vil sige Eva, Maria, Maria Magdalene, Ruth, Judith og Esther – er heller ikke ligefrem småkagebagere, men derimod modige, samfundsomvæltende og fredsskabende. Og de følges fint op af de kvindelige helgener, hvor for eksempel Birgitta af Vadstena og Jeanne d’Arc ikke holdt sig tilbage, når det kom til at tale autoriteter midt imod.
”Min egen” helgen, Terese Benedikte af Korset, der blev født Edith Stein, var en tysk intellektuel, tidligere ateist, der ligesom jeg også blev døbt som voksen, så hende føler jeg et nært slægtskab med. Endelig vil jeg nævne den tyske kansler, Angela Merkel, fordi hun udviser tålmodighed og besindelse i svære situationer, og fordi hun konstant fokuserer på det fælles bedste.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det ved jeg ikke, men jeg har altid godt kunnet lide benediktinernes ”Bed og arbejd”, for så kan det ikke gå helt galt. Lediggang er roden til alt ondt, og jeg synes, det er vigtigt, at alle får mulighed for at bidrage til fællesskabet, og at man samtidig tager sig tid til at reflektere over tidens tegn og ens egne gerninger.