Forestil dig, at du lever i oldtiden. Du er ude på en længere rejse på vej mod en destination, som det vil tage dig flere dage at nå frem til, og undervejs får du brug for mad og et sted at sove. Vejene er ikke sikre om natten, og du kender ingen i miles omkreds. Så i stedet banker du på ved et hus, du kommer forbi, og beder om ly for natten.
Det at søge overnatning hos fremmede på den måde kan virke ret utænkeligt i dag. Men hvis vi går omkring 2000 år tilbage i tiden, var det ikke desto mindre et vilkår for mange rejsende. Og af netop den grund var oplevelsen af gæstfrihed ikke bare en fordel. Den var en lavpraktisk nødvendighed.
Det fortæller Anne Katrine de Hemmer Gudme, der er professor på Det Teologiske Fakultet på Universitetet i Oslo og arbejder på en bog om gæstfrihed i Det Gamle Testamente.
”Vi har at gøre med en tid, hvor rejser tog lang tid, og hvor der ikke bare fandtes hoteller. Så folk var afhængige af hinanden og dermed også nødt til at kunne stole på hinanden. Den, der lukkede fremmede ind i sit hjem, skulle ikke risikere at blive udsat for vold eller tyveri, og som gæst skulle man ikke frygte at blive slået ihjel, så snart man faldt i søvn. Der var en gensidig fredhellighed, som trådte i kraft, så snart man var accepteret som gæst. Hvis alle holdt sig til et bestemt gæstekodeks, havde alle mulighed for at blive taget imod og sendt helskindet videre på rejsen,” siger hun.
Behandlingen af gæster er et tema, man kan finde i den bibeltekst, der prædikes over i landets kirker i morgen. Her er det søstrene Martha og Maria, der har besøg af Jesus og håndterer værtsrollen meget forskelligt. Hvor den ene gør sit for at varte gæsten op, sidder den anden bare og lytter.
Ser man på samtiden, var det med stor sandsynlighed Martha, der levede bedst op til datidens idealer, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.
”Ud fra de tekster, vi har fra dengang, kan vi udlede, at stor gæstfrihed var idealet, og at der var social prestige i at vise sig som en god vært eller en god gæst. Dette indebar blandt andet, at begge parter skulle kunne tage afsked med æren i behold. Den gode vært gav derfor det bedste af det bedste og var generøs, så gæsten ikke skulle føle sig som en tigger. Og den gode gæst tog imod og viste taknemmelighed, men bad ikke om mere, end han eller hun blev budt.”
Idéen om gæstfrihed er blevet behandlet i flere bibelske, romerske og græske tekster fra oldtiden. Det overordnede argument for at være god ved fremmede var ifølge Anne Katrine de Hemmer Gudme, at man aldrig vidste, hvem der bankede på ens dør.
”Der var især mange tekster fra det antikke Grækenland, der handlede om, at guderne kunne finde på at komme på besøg i forklædning, hvilket gjorde, at man burde behandle en hvilken som helst gæst, der dukkede op ved ens dør, som netop det. Man skulle se gæsten som en, der var hellig og fortjente at blive lukket ind og beskyttet. Man kaldte det philoxenia – fremmedkærlighed,” siger hun og tilføjer, at historier om guder i forklædninger også er at finde i Det Gamle Testamente.
I Første Mosebog kan man eksempelvis læse om patriarken Abraham, som får besøg af tre fremmede og tilbyder at vaske deres fødder og tilbereder et godt måltid til dem, hvorefter det viser sig, at de fremmede er Gud.
”Den ekstreme gæstfrihed og gavmildhed er med til at portrættere Abraham som en ærefuld person, man kan stole på,” siger professoren.
Der findes dog også gamle fortællinger om værter, som brød med datidens sociale kodeks. Anne Katrine de Hemmer Gudme nævner som eksempel den gammeltestamentlige Absalom, der inviterede sin halvbror Amnon hjem til middag med det formål at slå ham ihjel, siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.
Hun hæfter sig i den noget mindre dramatiske tekst til denne søndag ved, at det helt atypisk er to kvinder, der er værter for en mand.
”Det helt klassiske ideal har formodentlig været, at husets mandlige overhoved var den, der stod for at invitere gæster og tog rollen som vært, og så kunne husets kvinder assistere. Årsagen kan være, at der ikke er en mand i huset, eller at de kender Jesus ret godt, og at han derfor regnes for at være en ’nær fremmed’ snarere end en ’fjern fremmed’. Dermed bliver det mere acceptabelt, at de tager imod ham, selvom de er kvinder.”