Der er sat mange initiativer i gang i Ribe i Sydvestjylland, som skal få folk til at komme mere på kirkegården. Arbejdet med at byde folk indenfor på byens kirkegårde, der allerede har en del overskydende plads og i fremtiden får endnu mere, er indstillet til Kristeligt Dagblads Initiativpris.
Ud over at holde bier i samarbejde med Ribe Biavlerforening har man også anlagt ”en hemmelig sti”, som bringer de besøgende rundt i alle hjørner af kirkegården. Der bliver holdt fortællevandringer, hvor man kan høre om kirkegårdens historie og om de mennesker, der ligger begravet. Man har opsat en fortællegynge og kunst rundt omkring på kirkegården. Derudover er der en lille bro på vej, som skal forbinde kirkegården med et område med feriehuse, og som vil betyde, at vejen til Ribe by går gennem kirkegården.
Hanne Ertbølle Gerken, kirkegårdsleder på byens to kirkegårde, synes nemlig, at det er vigtigt, at befolkningen ikke har en distance til kirkegården, men kan lide at komme der.
”Lige nu sidder jeg og inviterer byens børnehaver til at komme og plante løg på kirkegården. Vi gør alt det her, fordi vi vil gøre det til byens og folkets kirkegård. Vi vil gerne åbne, så flere ser, hvad den kan,” siger Hanne Ertbølle Gerken.
I Ribe har man ligesom på mange andre kirkegårde fået lavet en udviklingsplan, som skal klarlægge, hvor stort et areal der fremover vil være nødvendigt til gravpladser, og hvor meget, der kan bruges til andre formål. Derudover har man planlagt, hvad den overskydende plads skulle bruges til.
Ønsket om at skabe mere liv på kirkegården er drevet af både nød og optagethed af lokalbefolkningens ønsker og behov. Det fortæller Ulla Schmidt, der er dr.theol., professor mso i kirkehistorie og praktisk teologi og leder af et forskningsprojekt om død, minde og religion på Aarhus Universitet.
”I takt med at en stor andel af de døde i Danmark kremeres og begraves på urnegravpladser, får kirkegårdene mere plads. I den situation er man forståeligt nok optaget af at bruge kirkegården på nye måder, så den stadig har en berettiget plads og samtidig kan opretholde sin funktion,” siger hun.
I hele landet er man da også i gang med at omlægge områder på kirkegårde til park eller grønne arealer, der indbyder til gåture og ophold. Andre steder lejer man jorden ud til kolonihaver. Eller man har valgt at sælge et stykke af jorden, så der kan bygges boliger.
Men en udviklingsplan, der tager højde for smuk beplantning, er en ting, mener Hanne Ertbølle Gerken. En anden ting er at lave arrangementer og tilbud, der kan engagere mennesker. Og tilbuddene på Ribes kirkegårde har betydet, at der bliver snakket om livet på den lokale kirkegård.
”Der er to kirkegårde, og det er især den ene, vi arbejder på lige nu, men det smitter af, så folk også vil have en fortællegynge på den anden. Kirkegården bliver ikke gemt væk. Vi er kommet med på byens landkort. I foråret inviterede vi folk til at se forårets blomster. Det var sådan et dårligt vejr, men der kom alligevel 80-90 mennesker,” siger Hanne Ertbølle Gerken og understreger, at selvom hun ikke har mødt grænsen for, hvad man kan tillade sig at bruge kirkegården til, så bliver alle arrangementer holdt med stor respekt for de døde og de efterladte.
Professor Ulla Schmidt siger, at eksemplet fra Ribe er udtryk for en større tendens til at nytænke brugen af kirkegårde.
”I dag tænker man ikke kun i den primære brug af kirkegården som et sted, hvor man kan besøge gravsteder og udtrykke sin sorg. Der er en øget opmærksomhed på kirkegården som også et rekreativt sted, ligesom mere kulturelle formål som eksempelvis lokalhistoriske omvisninger vinder indpas,” siger hun.
I takt med, at kirkegårde får flere funktioner, kan man risikere også at opleve spændinger, siger Ulla Schmidt:
”De, der kommer for at besøge et gravsted, kan måske blive forstyrrede af, at andre eksempelvis holder picnic på kirkegården. Derfor er udviklingen ikke sømløs, og jeg tror, vi i fremtiden vil se mere debat om, hvordan de forskellige måder at bruge kirkegårde på kan forenes på en god måde.”