I sidste ende er der ikke plads til kristendom

Dialog med kristne bruges til at styrke muslimske ledere og lærdes ståsted i den islamiske verden. Men grundlæggende teologiske forskelle mellem de to religioner gør det vanskeligt at bygge broer, vurderer internationale eksperter og medunderskrivere af det muslimske fredsbrev

Den egyptiske sheik Tantawi, som her ses til højre i samtale med danske udsendinge, har været en aktiv deltager i religionsdialogen mellem muslimer og kristne. Men flere deltagere i dialogen på såvel muslimsk som kristen side rejser nu tvivl om, hvor solide broer der egentlig kan bygges mellem to religioner, der i udgangspunktet ser sig selv som den ultimative sandhed. –
Den egyptiske sheik Tantawi, som her ses til højre i samtale med danske udsendinge, har været en aktiv deltager i religionsdialogen mellem muslimer og kristne. Men flere deltagere i dialogen på såvel muslimsk som kristen side rejser nu tvivl om, hvor solide broer der egentlig kan bygges mellem to religioner, der i udgangspunktet ser sig selv som den ultimative sandhed. –. Foto: .

Dialog mellem kristne og muslimer er ikke nogen ny opfindelse. Og det er derfor heller ikke nogen historisk begivenhed, at Danske Kirkers Råd har sendt et positivt svarbrev efter de muslimske lederes og lærdes opfordring til en dialog mellem kristne og muslimer. Tværreligiøse møder mellem jøder, muslimer og kristne har hobet sig op de seneste år. Først med den tidligere iranske præsident Mohammed Khatamis opfordring til dialog mellem civilisationer som en slags svar på den amerikanske forfatter Samuel Huntingtons afhandling om civilisationernes sammenstød. Men især også i tiden efter al-Qaedas angreb på New York og Washington D.C. i 2001 og de efterfølgende krige, hvor spændingerne mellem øst og vest, mellem islam og kristendom, er taget voldsomt til.

Men dialogen mellem islam og andre religioner lever sjældent op til de ofte opskruede forventninger. Efter et møde mellem Israels tidligere overrabbiner Israel Lau og den egyptiske sheik Tantawi talte førstnævnte om et historisk møde, og fornemmelsen var, at freden mellem jøder og muslimer blot var et spørgsmål om timer. Hvis ikke minutter.

Derimod vendte Tantawi hjem fra samme møde og udtalte sig i stik modsatte vendinger og efterlod et indtryk af, at Lau og Tantawi talte om to forskellige møder og ikke det, de lige havde overstået.

Den positive melding fra Danske Kirkers Råd er i en dansk sammenhæng blevet fulgt op af mere negative erklæringer både fra en gruppe af præster og fra fire biskopper. Dermed er dialogens fremtid hverken herhjemme eller i udlandet givet på forhånd. Dens mål og midler er hele tiden genstand for intens debat.

Men selvom dialogen i den forbindelse ikke skaber synlige og markante gennembrud på stribe, er det meget svært at være modstander af dialog. Sådan ser den israelske islam-ekspert Rivka Yadlin fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem på fænomenet.

Dialog er meget svært at argumentere imod, fordi det under alle omstændigheder er en positiv ting, når forskellige meninger debatteres af to forskellige parter. Dialog bør heller ikke ødelægges og forhindres af bekyldninger om, at den ene af siderne har udtrykt sig i voldelige vendinger, som det er tilfældet i sagen om de muslimske lærdes fredsbrev, siger Rivka Yadlin.

Hendes argument er, at mange ændrer mening hen ad vejen, og at frygt for verbale opfordringer til vold og støtte til selvmordsaktioner ikke bør stå i vejen for dialog. Flere af de muslimske lærde på den stadig voksende liste over muslimske ledere og lærde har som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad opfordret til vold, udtrykt sig i grove anti-jødiske vendinger og har endda ytret moralsk støtte til selvmordsaktioner.

Heller ikke når den slags fanatisme er en del af det daglige sprog, bør dialog forhindres. Dialog bør ifølge Rivka Yadlin ikke ødelægges af gensidig mudderkastning og en citatkrig, der viser, hvem der sagde hvad og hvornår.

Men det spørgsmål, man ikke bør gå uden om, er, hvad der ligger bag dialogen. Hvad man forventer at opnå ved dialog, og hvad det reelle grundlag for en dialog er. Hvis der overhovedet er grundlag for en dybere dialog, siger Rivka Yadlin.

Jerusalems tidligere stormufti Ekrima Sabri er blandt dem, der har fået sit navn sat i forbindelse med grove og usmagelige udtalelser om jøder og selvmordsbomber. En simpel søgning på Google hæver enhver tvivl om, at den tidligere stormufti af og til flirter med ubehagelige udtalelser, der grænser til det voldelige.

Men om de lærde muslimers forum formulerer han sig i fornuftige og blide vendinger, som ikke kan misforstås i Vesten.

Dialog mellem religioner stammer fra et fælles og retfærdigt grundlag af god vilje, som i sidste ende vil føre til forståelse mellem muslimer og kristne i Vesten, siger Ekrima Sabri til Kristeligt Dagblad.

Han fremhæver, at der er forskel på de kristne i Vesten og de såkaldte østlige kristne, der er bosat i de arabiske lande.

Vi muslimer er i samme båd som Østens kristne. Vi lever side om side i dyb respekt, og det er ikke et tilfælde, at provokationerne mod islam kommer fra kristne i Vesten. Derfor er det nødvendigt at påbegynde en dialog med Vestens kristne for at fjerne misforståelser og for at indskrænke skellene mellem kristne og muslimer, siger han.

Det er langtfra alle Mellemøstens kristne, der vil bakke op omkring Ekrima Sabris rosenrøde beskrivelse af forholdet mellem regionens kristne og muslimer. Kristne i Egypten, Irak, Det Palæstinensiske Selvstyre og Libanon er udvandret i løbet af de seneste år. Især på grund af den tiltagende islamisme, der får dem til at føle sig diskrimineret af de muslimske medborgere.

Den slags udtalelser er præcis, hvad Rivka Yadlin hentyder til, når hun siger, at det er vanskeligt at argumentere imod dialog. For hvem ville være uenig i den tidligere stormuftis udtalelser om at fjerne spændingerne mellem verdens to største religioner?

Problemet er bare, at Ekrima Sabris udtalelser og størstedelen af de lærde muslimers brev ikke stikker meget dybere end dialogens umiddelbare overflade.

Brevet er skevet i en tone, der ikke omfatter de rigtige problemstillinger i islams syn på kristendom. Og derfor er det nærliggende at se de lærde muslimers opfordring som politisk korrekthed og som et forsøg på at promovere sig selv, og måske endda i sidste ende også et forsøg på at udbrede islams budskab, siger Yadlin.

Problemerne med dialog mellem kristendom og islam er de dybere, men langt mere grundlæggende forskelle. Blandt andet i spørgsmålene om hellig krig, sekularisme og islam som den perfekte religion, som til syvende og sidst, ikke levner plads til kristne, jøder og andre religioner.

Islam respekterer jøder og kristne som bogens folk, hvilket har givet jøder og kristne særstatus i Koranen. Men flere af de muslimske lærde, der har underskrevet brevet, giver et andet billede af, hvad islams egentlige intentioner er, og hvad der i sidste ende skal ske på verdensplan.

Her er kunsten, ifølge forfatteren Emmanuel Sivan, der har skrevet en af de mest grundlæggende bøger om islamisk fundamentalisme, ikke at tolke eller forsøge at forklare, hvad det er de muslimske ledere siger og hvorfor. Fremgangsmåden er simpelthen at lytte ord for ord og tage alle erklæringer alvorligt.

Muzammil Siddiqi, der er formand for et muslimsk råd i USA, lægger ikke skjul på, at islams mål er at dominere verden og alle de andre religioner. Islam er den tredje monoteistiske religion, men også den perfekte set fra muslimsk opfattelse. Og verden er for lille til dem, der ikke teologisk kan acceptere, at hele verden i sidste ende vil være muslimer.

Vi må ikke glemme, at Allahs lov skal implementeres i alle lande, og at alle vores bestræbelser skal lede i den retning.

Med sådan en holdning er enhver ikke-muslim, med lidt god vilje, en forhindring på vejen til islamisk herredømme, og derved også et legitimt offer for hellig krig. Her kommer det kun an på, hvor villig og hvor bredt den enkelte muslim er til at tolke Siddiqis holdning, der også antyder, at Allah ikke er den gud, jøder eller kristne tror på.

Muslimske lærde som Muzammil Siddiqi og Yusef Qaradawi taler ofte om, hvordan islam i sidste ende ikke vil tolerere andre religioner, og hvordan målet er, at hele verden vil blive muslimsk. Her er ikke kun tale om dommedag, men en dato, der ligger meget nærmere. Og pointen er ikke til at misforstå. Kristne og kristendom kan i sidste ende ikke accepteres af islam, siger Rivka Yadlin.

Selv begrebet dialog står for skud. Alene af den grund, at nogle af de mest populære og endda dem, der anses for at være liberale tænkere inden for islams rækker, opmuntrer til dialog, samtidig med, at de står fast på, at islams værdier er den ultimative sandhed. Både iraneren Abdolkerrim Soroush og Yusuf al Qaradawi, der anses for at være meget indflydelsesrige blandt shiiter og sunni-muslimer, promoverer denne holdning.

Brugen af ordet jihad, eller hellig krig, i islam referer oftest til en ikke-fysisk handling med fokus på åndelig anstrengelse. Men ligesom i brevet fra de lærde muslimer, hvor det siges, at islam ikke er imod kristne, så længe de kristne ikke fører krig mod islam, er tolkningen dybt problematisk.

Især når der står skrevet i den islamiske hadith, der er mundtlig overlevering af profeten Muhammads budskaber, at dommedag først vil finde sted, når jøderne er blevet bekæmpet. Enhver sten vil sige, oh muslim, en jøde gemmer sig bag mig, kom og dræb ham, står der i en af de dele af Hadith, som er bredt anerkendt blandt muslimer.

En af de mindre sprængfarlige, men ikke mindre vigtige, forskelle mellem islam og kristendom, er synet på sekularisme. Mens den katolske kirke for længst har accepteret sekularisme, kan begrebet ikke komme på tale inden for islam. Sekularisme findes ikke i islam, og der er ikke engang et arabisk ord for begrebet. Heri består en anden af modsætningerne, der gør det svært at forene eller bygge andet end ganske overfladiske broer mellem islam og kristendom.

Den moderne og sekulære mand kan praktisk talt defineres som en type, der har mistet sansen for det hellige, siger den iranskfødte professor, Sayed Hossein Nasr, som også har skrevet under på de lærde muslimers erklæring.

Problemet er ifølge Rivka Yadlin, at sekularisme af muslimer opfattes som en moderne fortsættelse af kristendom og derfor sættes i direkte forbindelse med den kristne tro.

Intet kan være fjernere fra det islamiske perspektiv end sekularitet. Den islamiske forståelse af mennesket fjerner enhver mulighed for at protestere eller gøre oprør mod himlen og bringer derfor Allah ind i livets mindste detaljer, siger Sayed Hossein Nasr.

Islam er ikke kun en religion. Den omfatter politik og sociale problemer og sætter præg på alle livets aspekter. Derfor er sekularisme den store satan, om man vil, da sekularismen er en reel trussel mod islams absolutisme. Derfor er der ingen plads til kompromis over for begrebet sekularisme, siger Yadlin.

Spørgsmålet er, om dialogen mellem de lærde muslimer og de forskellige kirker i Europa, herunder folkekirken, har til hensigt at berøre den slags emner, eller om dialogen i virkeligheden skal designes til at være en politisk korrekt manøvre, der giver begge sider omtale og status i form af livlig debat. Men ikke i form af dybdeborende dialog.

allan@kristeligt-dagblad.dk