Vi lever i en tid, der kalder på rum, som viser virkeligheden, fordi vi har så mange rum til falskheden. Det siger Sargun Oshana, der det seneste års tid har været fast knyttet til Aarhus Teater som husinstruktør.
”Det, vi kalder virkeligheden, er så fyldt med løgne, der præsenteres, som om de er sandheder. Vi kan alle præsentere løgne på så mange platforme, og ingen ved til sidst, hvad der er sandhed. I den situation kan teaterrummet – og måske også kirkerummet – få ny betydning,” siger den 33-årige dansker, som er vokset op i Irak som kristen.
”Før i tiden var teatret og kirken steder, hvor vi kunne lade os drage ind i en fiktion og holde lidt fri fra virkeligheden. Nu er tiden inde til, at vi bruger de rum til at vise virkeligheden. Lader maskerne falde.”
Sargun Oshana har som husinstruktør på Aarhus Teater skabt flere forestillinger, hvor det traditionelle teaterrum brydes ned, og publikum inddrages på nye måder. For eksempel i forestillingen #amlet, hvor publikum bevægede sig rundt mellem en række installationer.
”Vi er vant til at tænke på teatret som fiktion, og på skuespillere som mennesker, der spiller roller og bærer masker. Men teatret kan gøre det modsatte: tvinge os til at se hinanden som mere end roller og stereotyper – til at se hinanden uden fordomme og til at se os selv i øjnene,” siger han.
Og lige der er et mødested mellem Sargun Oshanas hverdag på teatret og beretningen om mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden.
”Det er et meget poetisk møde mellem de to. Hun ser forskellene mellem dem og forstår ikke, hvordan han som jøde og mand kan finde på at bede hende, en samaritansk kvinde, om noget at drikke. Jesus møder hende uden fordomme. Selvom han konfronterer hende med den barske sandhed om hendes liv, sætter han hende fri til at leve videre uden skam,” siger Sargun Oshana.
”Han sætter hende også fri af forestillingen om, at hun skal tilbede et bestemt sted eller på en bestemt måde. Når han siger, at vi skal tilbede i ånd og sandhed, opfatter jeg det som en frisættelse til at leve kærligheden overalt, hvor vi er, og i alle øjeblikke, ikke på bestemte tidspunkter og steder. Han peger på alle de her grænser mellem mennesker som en fiktion og lader virkeligheden skære igennem den.”
Sargun Oshana har selv brudt og krydset mange grænser. Han blev født i Irak i en assyrisk kristen familie. Kirkegang var en vigtig del af det sociale liv, og han blev opdraget med stærke værdier hentet fra kristendommen. Da Golfkrigen brød ud, måtte familien flygte og endte i Danmark, hvor den bosatte sig i Hørning uden for Aarhus. Her var der kun få andre udlændinge, og Sargun Oshana oplevede, hvordan det er at blive opfattet som fremmed på grund af sin etnicitet. Han begyndte at søge efter steder, hvor han kunne blive sat fri fra snærende normer og roller.
”Jeg kunne have søgt det i kirken. Men jeg søgte andre steder og fandt det i kunsten, især i teatret,” siger han.
Som instruktør har han stor frihed til at eksperimentere, og det gør han – med det håb, at publikum går forandret fra hans forestillinger.
”Det fantastiske ved teatret er, at du som publikum aldrig ved, hvad der venter dig. Du ved ikke, hvordan du vil have det bagefter. Det kan blive et livsforandrende møde, fordi du konfronteres med dig selv, sådan som det sker i mødet mellem Jesus og kvinden ved brønden,” siger han.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Som instruktør prøver jeg at lade være med at prædike. Men skulle jeg prædike over teksten, ville jeg tale om, at vi må lytte til andre mennesker for virkelig at forstå, hvem de er. Vi kategoriserer lynhurtigt hinanden. Jesus gør det modsatte. Han ved, at kvinden ved brønden er kvinde, samaritaner og har haft mange mænd. Men han møder hende som menneske. Sådan må vi også gøre. Være åbne og lytte til det ukendte i andre og på den måde sætte hinanden fri.
Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?
Du må ikke slå ihjel. Det er så grundlæggende, for det gør os til mennesker og ikke dyr. Det burde ikke være nødvendigt at opstille som et bud. Men vi kan jo se, at det sker. Der er krige, og der er familiefædre, der går amok og dræber deres nærmeste. Så jeg opfatter det som en advarsel om det, der gemmer sig dybt i os. Samtidig ser jeg det som en inspiration til at tænke over, hvordan vi behandler alt levende omkring os. På den måde får buddet nye dimensioner.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Hvis jeg som instruktør skulle lave en gudstjeneste, ville jeg skabe et rum, hvor forskelligheder kunne mødes. Hvor der kunne opstå nye ritualer ud fra det fælles, som man sammen kunne finde frem til.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg har ikke noget billede af en gud, der kigger ned på os. Jeg tror på, at vi må lytte til en indre stemme, som kan guide os – i vores egne valg og i den måde, vi behandler andre på – særligt dem, der ikke har det så godt som én selv.